Udland

Coronaen har bragt de to Tysklande tættere på hinanden

Sächsiche Schweiz. Uffe Dreesen

3. oktober 1990 forsvandt et helt land fra verdenskortet. Den dag i dag har genforeningen af de to Tysklande sat dybe spor

Tyskerne har mange herlige ord. Et af dem er Geheimtipp. Altså et godt råd, en anbefaling af alt fra en billig, men effektiv robotstøvsuger til et ukendt feriested, kun de færreste har opdaget.

Et af sommerens helt hotte Geheimtipp for de coronaplagede tyskere var Sächsiche Schweiz, det saksiske Svejts, et kuperet klippelandskab i det fjerne sydøstlige hjørne af delstaten Sachsen syd, altså langt inde i det, der engang var det kommunistiske DDR.

Den dag i dag møder man stadig mange Wessies, altså indbyggere fra det, der før blev kaldt Vesttyskland, som aldrig rigtigt har været i den østlige del af landet, hverken før eller efter Berlinmurens fald.

De kender Mallorca og Sydfrankrig bedre end deres eget land. Men det har ændret sig på grund af pandemien. I den forgangne sommer har Tyskerne været tvunget til at genopdage deres eget land, og på den måde har coronaen været med til bringe de to Tysklande tættere på hinanden.

Formelt smeltede de to lande sammen for nu 30 år siden, men i realiteten har mange østtyskere haft svært ved at identificere sig med det nye genforenede Tyskland. De følte sig som andenrangsborgere, og mange vesttyskere havde afskrevet dem som Jammer-Ossies, folk, der bare brokkede sig uanset hvad.

Det har pandemien som sagt været med til at lave om på.

Barbariet

Jeg må give tyskerne ret. Sächsiche Schweiz er noget af et Geheimtipp. På en firedages vandretur gennem området i august gik vi gennem smukke og instagramfotogene klippeformationer og indimellem gennem nydelige landsbyer og baghaver, hvor de lokale passer på huse og haver, så ikke en sten ligger forkert.

Men det er også et område, hvor man pludselig kan støde på en helt anden virkelighed. Som skilte, der markerer, at her ligger det lokale kontor for det nynazistiske parti NPD i byen Pirna ved Elben. Det er ikke tilfældigt, for Sächsische Schweiz er et område, hvor nynazister og højreekstremister står stærkt.

Idyl og barbari inden for samme postnummer. Det er også en del af det genforenede Tyskland.

Månelandingen

Netop barbari har der været rigeligt af i den tyske historie, så derfor er der god grund til at fejre 30-året for genforeningen 3. oktober 1990, lyder det fra Süddeutsche Zeitungs kommentator Heribert Prantl. Genforeningen var konsekvensen af det, som Prantl kalder for en af den tyske histories lykkelige ”månelandinger”, nemlig østtyskernes fredelige revolution i november 1989. En imponerende begivenhed, som kom bag på samtiden, og hvis omfang og konsekvens de færreste kunne overskue. Meget kunne være gået galt, men det endte lykkeligt.

- Det enestående ved revolutionen i 1989 var kort og godt, at de, der befandt sig på den ene side, de hundredtusinder af østtyskere, der var gået på gaden, ikke endte med at klynge nogen op i den nærmeste lygtepæl, mens de, der befandt sig på den anden side, det kommunistiske styre og dets politi og militær, ikke affyrede nogen skud mod demonstranterne, forklarer Heribert Prantl.

Månelandingen lykkedes på ganske fredelig vis, og verden skulle aldrig mere blive den samme.

Den korte glæde

Hvis der er noget, der er slående ved billederne fra de euforiske dage omkring murens fald i 1989, så er det den glæde, der lyser ud af øjnene på alle. Men glæden skulle blive kort og frustrationerne mange og dybtfølte. Den genforening, som mange østtyskere så brændende havde ønsket sig, blev starten på en proces, hvor uforudsigeligheden blev det eneste faste holdepunkt.

- Selvom man ikke havde ønsket helt at udskifte sit gamle liv, som da man byttede DDR-pengene ud med D-marken, så markerede genforeningen for mange østtyskere starten på en helt ny og på mange måder mere kompliceret tilværelse, lyder det fra journalisten Cerstin Gammelin, der selv er født og opvokset i Sachsen.

DDR-virksomhederne lukkede på stribe, titusinder blev arbejdsløse, og selvom der blev investereret milliarder i ny infrastruktur, så oplevede mange af de 16 millioner østtyskere 1990'erne som én lang social og økonomisk nedtur, lyder konklusionen fra en gruppe historikere, som har rejst rundt og interviewet borgere fra det hedengangne DDR, Den tyske Demokratiske Republik, som gik under 3. november 1990.

Det særlige ved Die Wende, altså østtyskernes omstilling fra diktatur og planøkonomi til demokrati og markedsøkonomi, var, at den berørte alle forhold af tilværelsen på én og samme tid, forklarer forskningsprojektets leder Kerstin Brückweh i Der Spiegel. For de tidligere DDR-borgere gjaldt der ikke nogen overgangsordninger, og resultat blev det ”største ejendoms- og formueskifte siden Anden Verdenskrig”, som journalist Gammelin konkluderer, og det var som regel ikke østtyskerne, der stod tilbage som vinderne.

Resultatet kan aflæses i de nøgne tal den dag i dag.

Nulpunktet

Kort og godt er indbyggerne i det, tyskerne i dag kalder ”de nye forbundsstater”, dårligere betalt og knokler længere end deres landsfæller fra det gamle Vesttyskland. Det kan også mærkes, når de bliver pensionister. Selvom det går den rigtige vej, har østtyskerne stadig mindre formuer og lavere pensioner end indbyggerne i vest.

I det hele taget er indkomsterne hos indbyggerne i det tidligere DDR gennemsnitligt noget lavere end i vest, nemlig på omkring 86 procent. Også når man ser på bruttoindlandsproduktet, så ligger det stadig under landsgennemsnittet, nemlig på 79,1 procent. Det fremgår af den seneste rapport om den tyske genforening, som forbundsdagens ambassadør for de nye forbundslande, Marco Wanderwitz, har præsenteret.

CDU-politikeren gør dog også opmærksom på, at østtyskerne startede helt fra bunden. Tilbage ved genforeningen i 1990 udgjorde den østtyske produktion kun 37 procent af den vesttyske. I dag er østtyskernes levestandard tre gange så høj. Den ligger over Polens og er på niveau med mange regioner i Frankrig.

At østtyskerne er i færd med at hale ind på vesttyskerne ses også på arbejdsløshedstallene. For bare ti år siden lå den på over 10 procent i det tidligere DDR, i dag er den nede på 6,9 procent mod 4,8 i vest. Der er endda dem, der spår et nyt økonomisk opsving i øst.

- Vi ser de første tegn på en genfødsel af den østtyske industri, lyder det fra økonomen Dalia Marin, som Der Spiegel har talt med.

Professor Marin henviser blandt andet til, at Tesla er i gang med at bygge sin første europæiske bilfabrik i Brandenburg, delstaten uden om Berlin, og at VW har besluttet at bygge en batterifabrik til elbiler i Zwickau, hvor Trabbien kom fra:

- Når to så dominerende virksomheden vælger at slå sig ned der, så vil andre følge efter, spår professoren.

Polarisering

Genforeningsambassadør Wanderwitz konkluderer, at trods forskellene og udfordringerne går det fremad med at få de to dele af Tyskland til at vokse sammen, og ”det kan vort land godt være stolt af”.

Men det ændrer ikke ved, lyder det fra Marco Wanderwitz, ”at sårene fra SED-diktaturet og den dybe økonomiske og sociale omvæltninger i de nye forbundslande stadig smerter”.

- Samtidig er de seneste årtiers forandringer hos mange indbyggere blevet forbundet med en sorg og en usikkerhed, som har ført til nye polariseringer i vores samfund.

En slet skjult henvisning til, at netop i det tidligere DDR har højreekstreme bevægelser som Pegida sammen med det udlændingefjendtlige parti Alternative für Deutschland, AfD, deres højborg.

Også nynazistiske grupperinger som NPD står som nævnt stærkt i Østtyskland, sådan som kontoret i Pirna i det ellers så idylliske Sächsiche Schweiz vidner om. Også det er som sagt en del af det genforenede Tyskland.