Sverige registrerer højeste antal nye smittede siden juni
Smitten stiger igen i Sverige efter flere rolige måneder.
Sverige har registreret 752 nye coronavirus-tilfælde det seneste døgn. Det oplyser de svenske sundhedsmyndigheder torsdag eftermiddag.
Det er det højeste antal smittede i landet siden 30. juni.
Efter en turbulent begyndelse på pandemien, hvor Sverige blev udstillet som et af de lande, der var blandt de hårdest ramte, har landet gennem de seneste måneder haft godt styr på coronavirus.
Sverige har siden midten af juli flere dage ligget på mellem 100 og 300 nye smittede. Enkelte dage har antallet af nye smittede været helt nede på 38, og kun i få tilfælde været over 400. De tal skal ses i forhold til, at der bor lidt over 10 millioner mennesker i Sverige.
Men i løbet af de seneste uger er smitten steget.
Tegnell: - Bliv hjemme
Ifølge den svenske statsepidemilog Anders Tegnell stiger smitten især i folks eget hjem, og derfor har myndighederne nu særligt fokus på det.
- Derfor synes vi, at det er mest ansvarligt, at folk der bor med en, som er blevet testet positiv for covid-19, bliver hjemme i en uge, lød det fra Anders Tegnell på et pressemøde torsdag ifølge SVT.
De seneste tal fra de svenske sundhedsmyndigheder peger på, at smitten igen især stiger i Stockholm, og at det er folk mellem 20 og 60 år, der driver smitten.
Selvom smitten stiger i Sverige, har den endnu ikke ført til et øget pres på landets sundhedssektor.
I alt er 93615 mennesker bekræftet smittet med covid-19.
5.893 coronasmittede mennesker er døde i Sverige.