Udland

Tyrkiet har stormagtsdrømme, Kina investerer milliarder i projektet - og det er et problem for EU

Fly fra Tyrkiets luftforsvar under en opvisning 26. september 2020. AA/ABACA / Ritzau Scanpix

Mystiske skibe, strid om havbunden og trusler om at skyde gør Tyrkiet til et problem for EU. I aften skal statslederne prøve at finde en løsning.

Fragtskibets blå skrog skar sig gennem Middelhavets lige så blå bølger, mens det sejlede mod sydvest.

Hvis de angriber os kommer de til at betale en høj pris

Recep Tayyip Erdoğan, Tyrkiets præsident

Det 103 meter lange roll-on-roll-off-skib fungerede som en stor færge, og øverst oppe over broen vajede Tanzanias blå, sorte og grønne flag.

I forstavnen afslørede hvide bogstaver, at skibet hed Cirkin.

Men skibets last var en hemmelighed.

Om lasten også var en statshemmelighed, ved vi ikke med sikkerhed, men den historie, du nu skal høre, kunne tyde på det.

Det var 10. juni 2020, og Cirkin var lidt over en uge tidligere stævnet ud fra Istanbul i Tyrkiet med kurs mod Misrata i Libyen.

Skibet havde gjort rejsen før - faktisk så sent som sidst i maj, og kort efter sidste tur havde der svirret rygter om, at mellem 10 og 12 amerikanskproducerede M60-kampvogne var blevet set i hænderne på en af de grupper, der kæmper om magten i Libyen.

Cirkin på vej ud af havnen i Istanbul.

Der er våbenembargo mod Libyen, og mistænkelige fragtskibe med kurs mod det borgerkrigshærgede land risikerer at blive bordet af krigsskibe fra EU-missionen IRINI og NATO-missionen Sea Guardian, der patruljerer området.

Så da Cirkin sejlede ind i farvandet syd for den græske ø Kreta, beordrede IRINI's italienske øverstbefalende en inspektion af det mistænkelige skib.

En græsk fregat i området sendte en helikopter afsted mod Cirkin, men da helikopteren nærmede sig, kunne piloten se tre krigsskibe sammen med fragtskibet, og så modtog han en højst usædvanlig melding over radioen.

Den kom fra et af de tyrkiske krigsskibe, som meddelte grækerne, at Cirkin var under beskyttelse af Tyrkiets militær. EU-missionens øverstkommanderende bøjede af for at undgå en konfrontation, så Cirkin kunne fortsætte.

Men dramaet var ikke slut.

Konfrontationen

Da Cirkin og dets eskorte nærmede sig Libyen, blev skibene mødt af den franske fregat Le Courbet fra NATO-missionen Sea Guardian.

Den franske frigat Le Courbet.

Hvad der dernæst skete er omstridt, men ifølge franskmændene havde kaptajnen på Cirkin højst ureglementeret slukket for skibets automatiske identifikationssystem, og Cirkin havde stadig den tyrkiske eskorte med.

Da Le Courbet nærmede sig fragtskibet for at inspicere lasten, udsendte et af de tyrkiske krigsskibe tre advarselsblink med sin radar, mens franskmændene kunne se søfolk i skudsikre veste bevæbne kanonerne på de tyrkiske skibe.

Sådan lyder den franske version - ifølge tyrkerne var mødet ganske venskabeligt, og landets ambassadør i Frankrig, Ismail Hakkı Musa, sagde efterfølgende til Reuters, at de tyrkiske skibe blot var i området for at hjælpe sine NATO-allierede med at håndhæve embargoen mod Libyen, og at Cirkin havde haft humanitær hjælp om bord.

Uanset hvem der har ret, lykkedes det for Cirkin at sejle til Libyen uden at blive inspiceret af andre end tyrkerne.

Herunder kan du se data, der bekræfter skibets ankomst.

Jagt på gas

Det er ikke den eneste gang, tyrkiske skibe har været involveret i lignende hændelser.

Så sent som i sidste uge udsendte tyrkerne en besked til alle skibe i det østlige Middelhavet - en såkaldt NAVTEX - der bekendtgjorde, at der ville blive afholdt militærøvelser og skudt med skarpt i farvandet øst for Cypern frem til 12. oktober.

Herunder kan du se de tyrkiske skibe affyre en torpedo.

Udover, at tyrkerne ville øve sig i skarpskydning sammen med fartøjer fra den russiske flåde var der også en anden henstilling i den tyrkiske besked.

Den handlede om, at alle skibe i nærheden skal holde sig væk fra det geologiske undersøgelsesskib Oruç Reis, som søger efter naturgas i et område på havbunden, som både Grækenland og Tyrkiet gør krav på.

De seneste år er der opdaget betydelige naturgasforekomster i det østlige Middelhav, og Tyrkiet håber formentlig at ramme den helt store gevinst, som da Egypten i 2015 fandt det enorme Zohr-felt cirka 200 kilometer syd for Cypern.

Det tyrkiske krav på havbund - øen Kastellorizo er græsk.

Det er ikke mere end 46 år siden, at Tyrkiet invaderede Cypern, og den nordlige tredjedel af øen er stadig under tyrkisk kontrol. Tyrkerne har aldrig anerkendt den sydlige græske del af øen, hvor de græske cyprioter nu frygter en ny konflikt.

Regeringen på den græske del af Cypern gik i foråret så langt som til at kalde de tyrkiske forsøg på at finde naturgas for "pirateri".

To krigsskibe støder sammen

Grækenland har også protesteret voldsomt mod Tyrkiets fremfærd, og 12. august i år stødte et græsk og et tyrkisk krigsskib bogstaveligt talt sammen, mens tyrkerne var i færd med at undersøge undergrunden nær den græske ø Kastellorizo, som ligger bare fire kilometer fra Tyrkiets kyst.

Det geologiske undersøgelsesskib Oruç Reis.

Ingen kom alvorligt til skade, og begge skibe kunne sejle videre efter sammenstødet, men episoden viser noget om, hvor anspændt forholdet mellem de to lande er blevet efter fundet af naturgas i området.

- Vi har fortalt grækerne, at hvis de angriber Oruç Reis, kommer de til at betale en høj pris, og de fik deres første svar i dag, sagde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, efter kollisionen.

EU har fordømt Tyrkiets "uautoriserede boreaktiviteter" i Det Østlige Middelhav og truet med sanktioner, men det ser ikke ud til at påvirke tyrkerne synderligt.

Oruç Reis med eskorte set fra luften 11. august 2020.

Hvem der har krav på hvad på havbunden i området, kommer stadig fuldstændig an på, hvem man spørger - ifølge grækerne har Tyrkiet nærmest ikke krav på noget som helst, fordi Tyrkiet ikke har tilsluttet sig FN's havretskonvention, mens tyrkerne på den anden side ikke vil anerkende, at de græske øer giver grækerne krav på noget af havbunden.

Derfor har Tyrkiet for eksempel indgået en aftale med Libyens regering om, at Tyrkiet og Libyen har en fælles økonomisk zone i Middelhavet, der ikke tager hensyn til den græske ø Kreta.

Den fælles økonomiske zone mellem Tyrkiet og Libyen.

Og så er vi tilbage ved skibet Cirkin med den hemmelige last.

Et eventyr i Libyen

Venskabet mellem Libyens regering og Tyrkiet kan nemlig vise sig at være mange penge værd i kampen om gas og olie.

Tyrkiet har støttet Libyens regering militært siden foråret 2020, og landet deltager stadig aktivt i borgerkrigen, hvor Rusland, Egypten og Frankrig på den anden side støtter krigsherren Khalifa Haftar.

Ifølge USA's forsvarsministerium har tyrkerne blandt andet hentet omkring 3.500 mænd til Libyen fra Syrien, hvor de før kæmpede i borgerkrigen der.

Tyrkiets forsvarsminister, Hulusi Akar, til møde i Libyen sammen med en repræsentant for Qatar 17. august 2020.

I begyndelsen af september mødtes Tyrkiets præsident Erdoğan med Libyens premierminister, Fayez al-Sarraj, og lovede, at den "fred og ro", som Tyrkiet er med til at indføre i Libyen, vil være til gavn for hele regionen.

Og krigen ser ud til at gå fornuftigt for Tyrkiet - krigsherren Khalifa Haftar har været i defensiven hen over sommeren, og selvom han støttes af russiske lejesoldater, er forholdet mellem Tyrkiets præsident Erdoğan og Ruslands præsident, Vladimir Putin, så godt, at de sagtens kan ringe til hinanden og rede trådene ud.

De to præsidenter har en del at tale om, for det er ikke kun i Libyen, at Tyrkiets militær er på spil.

Fra Syrien til Somalia

Tyrkerne har også besat en del af Syrien, hvor Rusland støtter landets præsident, Bashar Al-Assad. Her har Tyrkiet og Rusland indgået en aftale om, at tyrkerne har ret til være i den besatte zone for at bekæmpe oprørere - hvilket vil sige islamiske ekstremister og den kurdiske befolkningsgruppe.

Ifølge en erklæring fra FN's kommissær for menneskerettigheder fra 18. september 2020 begås der en foruroligende mængde drab, plyndringer og bortførelser i de tyrkisk-kontrollerede områder.

Men Tyrkiets indflydelse går endnu videre.

Den tyrkiske base i Somalias hovedstad Mogadishu.

Landets militær er også til stede i Somalia, hvor landet åbnede en stor militærbase i Mogadishu i 2017, i Qatar, hvor tyrkerne også har oprettet en base, samt i Aserbajdsjan, hvor de hjælper den lokale hær, som fører krig mod nabolandet Armenien.

For at kunne så mange ting på én gang er Tyrkiet nødt til at opretholde et stort militær, og hvis man ser på antallet af soldater, er Tyrkiets hær faktisk NATO's næststørste efter USA - næsten 355.000 mand har tyrkerne under våben.

Men selvom Tyrkiet er medlem af NATO, er forholdet til resten af alliancens lande begyndt at blive problematisk.

Det russiske problem

Blandt andet fordi Tyrkiet køber våben hos Rusland - der historisk set er NATO's modstander.

Tyrkiets præsident Erdoğan med Ruslands præsident Putin i januar 2020.

Indkøbet af russiske S-400 luftværnsmissiler fik for eksempel USA til at annullere Tyrkiets bestilling af 100 nye F-35 kampfly sidste år.

- F-35 kan ikke eksistere sammen med en russisk efterretningsplatform, der indsamler informationer om flyets avancerede egenskaber, hed det dengang i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Alligevel gik tyrkerne enegang på trods af amerikanske advarsler.

Affæren giver os et glimt af, hvordan verden ser ud, efter at USA militært er begyndt at blande sig mindre i, hvad der foregår i Europa og Mellemøsten.

Amerikanerne har stort set trukket sig ud af Syrien, og Donald Trumps motto har længe været "America First".

Og selvom Trump i 2019 truede med at "udslette Tyrkiets økonomi", hvis landet ikke opfører sig ordentligt, skete der ikke rigtig mere - økonomien klarer sig stadig.

Tyrkiets præsident Erdoğan har nemlig allerede fundet nye, rige venner.

Kina.

Vennerne i Beijing

Da Tyrkiets valuta var i krise i 2018, kom kineserne til undsætning med et lån på, hvad der svarer til 23 milliarder danske kroner, og i juni 2019 kom der yderligere syv milliarder kroner i kinesiske investeringer.

Under coronakrisen har kineserne desuden tilladt tyrkiske virksomheder at betale med kinesisk valuta for at gøre dem mere modstandsdygtige over for udsving i den tyrkiske økonomi.

Men samarbejdet går længere end det.

Tyrkiets præsident Erdoğan med Kinas præsident, Xi Jinping, i juli 2019.

De seneste fem år har Tyrkiet og Kina underskrevet 10 samarbejdsaftaler om blandt andet IT-teknologi, sundhedssektoren og atomenergi.

Kineserne har også købt aktiemajoriteten i Tyrkiets tredjestørste containerhavn, Kumport, i Istanbul, samt aktiemajoriteten i Yavuz Sultan Selim-broen, der forbinder Europa og Asien.

Broen over Bosporus er nu fortrinsvis ejet af Kina.

Og så har kineserne stillet næsten 11 milliarder kroner til rådighed, så Tyrkiet kan bygge et gigantisk kulkraftværk, som i fremtiden skal stå for tre procent af Tyrkiets energiforsyning.

Men tyrkerne satser også på atomenergi, og styret i Ankara er tæt på at underskrive en aftale med Kinas statslige selskab for atomenergi om at bygge Tyrkiets tredje atomkraftværk.

Ytringsfrihed under pres

Den kinesiske techgigant Huawei er også massivt til stede i Tyrkiet, hvor andelen på det tyrkiske marked er vokset fra tre procent i 2017 til 30 procent i 2020.

Kinas historik med masseovervågning og undertrykkelse af kritiske røster vækker bekymring hos modstandere af styret i Ankara, der frygter, at præsident Erdoğan kan bruge den kinesiske teknologi til at begrænse ytringsfriheden yderligere.

Demonstranter med billeder af fængslede journalister foran en retsbygning i Istanbul, 9. september 2020.

Begrænsninger af, hvad man kan sige og skrive på sociale medier, er allerede en realitet i Tyrkiet, hvor der 1. oktober træder en ny lov i kraft, der medfører indskrænkning af båndbredden og store bøder til tech-firmaer, der ikke fjerner indhold, som myndighederne vil have slettet.

Sådan ligger landet.

De seneste fem år har Tyrkiet forandret sig meget, og torsdag aften skal EU's stats- og regeringschefer så forsøge at finde ud af, hvad unionen skal gøre ved det tyrkiske problem.

Hvem har løsningen?

Det sker ved en middag i Europabygningen i Bruxelles - uden fastsat sluttidspunkt.

- Det bliver en drøftelse uden konklusion, og det er nok meget godt, for hvis der skal komme en konklusion, kommer der næppe noget, siger TV 2s EU-korrespondent Lotte Mejlhede.

Hun siger, at især Tysklands kansler, Angela Merkel, er bange for at skubbe Tyrkiet længere væk, så præsident Erdoğan vælger at samarbejde endnu mere med Kina og Rusland.

Omvendt ønsker Cyperns regering en hård linje, hvor der indføres sanktioner mod Tyrkiet på grund af boreaktiviteterne i Middelhavet.

Angela Merkel med et spejl, hun modtog som gave fra Erdoğan i januar 2020.

Indtil videre er der kun indført sanktioner mod det firma, der ejer fragtskibet Cirkin, som sejlede den hemmelige last til Libyen - om det bliver til mere, ligger endnu åbent.

Tyrkiet har nemlig stadig et trumfkort over for en stor del af de europæiske lande.

Cirka 4,5 millioner flygtninge og migranter, der ifølge de seneste tal fra august 2020 bor i lejre i Tyrkiet, men som kan sendes mod Europa, hvis forholdet mellem tyrkerne og europæerne forringes yderligere.