LeBron James rekrutterer 10.000 frivillige til valgstederne

16x9
LeBron James fra det amerikanske NBA-hold Los Angeles Lakers står i spidsen for organisationen More Than a Vote, som opfordrer og hjælper især unge sorte amerikanere med at stemme ved det kommende præsidentvalg. Foto: Mike Ehrmann / Ritzau Scanpix

NBA-stjernen har gjort det til sin mærkesag at få især unge, sorte amerikanerne til valgstederne i november.

Den amerikanske NBA-stjerne LeBron James har smøget ærmerne op i demokratiets tjeneste for at løse det problem, USA lige nu står over for med en rekordstor mangel på praktisk hjælp ved valgstederne.

Mange af de valgtilforordnede, som det hedder, er nemlig ældre mennesker, og de er med coronapandemien utrygge ved at tage tjansen i år af frygt for virussen.

Men gennem basketballspillerens organisation More Than a Vote er det nu lykkedes at rekruttere 10.000 nye frivillige til at hjælpe på valgstederne ved præsidentvalget i november.

- Vi marcherede. Vi forlangte forandring. Nu sikrer vi, at vores stemmer bliver hørt. 10.000 nye valgtilforordnede, skrev organisationen Legal Defense Fund, der i samarbejde med LeBron James’ organisation står bag initiativet, onsdag på Twitter.

De 10.000 nye frivillige skal især hjælpe til i valgdistrikter, hvor der bor mange sorte amerikanere. En vælgergruppe, der historisk har haft stor betydning for valgets udfald – og også vil have det i år.

På tide at gøre en forskel

Den 35-årige amerikanske basketballstjerne står i spidsen for More Than a Vote, men også en række andre prominente sorte atleter står bag, blandt andet de to basketballspillere Trae Young og Jalen Rose.

Organisationen hjælper også unge sorte vælgere med at registrere sig som vælgere – et system, der for mange førstegangsvælgere kan virke uoverskueligt.

LeBron James har tidligere udtalt, at han synes, det er på tide, han gør en forskel for især minoritetsgrupper og deres mulighed for at stemme.

- Med alt det, der sker lige nu, er folk endelig begyndt at lytte til os, og vi føler, vi endelig får en fod inden for døren, sagde NBA-stjernen til The New York Times tilbage i juni.

LeBron James bruger blandt andet sin profil på sociale medier til at dele sine politiske budskaber. På Instagram har han næsten 73 millioner følgere, som han jævnligt minder om at huske at stemme ved det kommende valg samt registrere sig til at hjælpe ved valgstederne.

Politisk engagerede stjerner

Det at træde ind på den politiske scene er ikke nyt blandt kendte ansigter i USA.

Den kobling bliver nemlig mere og mere almindelig, og med det højspændte præsidentvalg om hjørnet har en lang række navne i løbet af året allerede været ude at forholde sig til politik og forskellige mærkesager.

I starten af juni flød både kendte og ukendte menneskers sociale medier for eksempel over med sorte firkanter, der skulle markere George Floyds død, ligesom flere stjerner delte videoer med titlen 'I take responsibility' (jeg tager ansvar, red.), der skulle markere et opgør med systemisk racisme.

**

Perspektiv

Chris Evans startede i år websitet The Starting Point, fordi han var træt af, at der manglede troværdig information.
Chris Evans startede i år websitet The Starting Point, fordi han var træt af, at der manglede troværdig information. Foto: Lucas Jackson / Ritzau Scanpix

Disse stjerner har blandt andet markeret sig politisk

I amerikanske medier kaldes fænomenet for ”celebrity politics” og ”political star power”, og det sker både, når et kendt ansigt går ud og aktivt støtter en specifik kandidat eller deler et politisk budskab, som vi for eksempel så det med støtte til Black Lives Matter-bevægelsen særligt i foråret og sommeren.

Chris Evans, skuespilleren der blandt andet er kendt for at spille Captain America, stiftede i år websitet The Starting Point, fordi han syntes, der manglede troværdig og faktabaseret viden om politik i USA.

- Jeg er ikke engang særlig interesseret i politik. Men når man ser sig omkring, prøver man at finde en måde, hvorpå man kan hjælpe, sagde han tidligere på året til magasinet People.

Oprah Winfrey, som er kendt fra blandt andet sit verdensberømte talkshow, var i 2008-valgkampen kendt for åbenlyst at støtte Barack Obamas valgkampagne - både økonomisk og i medierne.

Ligesådan har sangeren Selena Gomez, der har den sjettestørste følgerskare på Instagram i verden, denne sommer benyttet sin platform til at bakke op om Black Lives Matter og opfordret folk til at bruge sin stemme.

***