Præsidenten havde en strategi, som han eksekverede konsekvent. Spørgsmålet er dog, om strategien ender med at give bagslag i det lange løb.

Lad det være sagt med det samme: Nattens hundeslagsmål mellem Donald Trump og Joe Biden vil næppe gå over i historien som et retorisk højdepunkt, men nok snarere som en skamplet på det amerikanske demokrati. Alligevel er det interessant at dykke ned i, hvem der mon har fået mest ud af nattens shit show af en debat.

Det vil der - som altid - være delte meninger om, og i min bog var der heller ikke nogen entydig vinder. Ingen af kandidaterne formåede at knockoute den anden i nat, men de fik begge landet en masse slag. Nogle af disse kan få betydning i valgkampens slutspurt.

Mit umiddelbare bud er dog, at Donald Trump vandt nattens boksekamp på point. Spørgsmålet er dog også, om præsidenten på en og samme tid også fik knockoutet sig selv i det lange løb.

På den ene side fremstod Trump ikke særlig præsidentiel, og han fik mindet flertallet af amerikanere om, hvorfor de ikke bryder sig om Trumps regeringsførelse. På den anden side formåede Trump med sin aggressive og dominerende strategi tydeligvis at bringe Biden ud af fatning og fik dermed pillet lidt af den tidligere vicepræsidents statsmandsagtige swagger.

Præsidenten havde en interesse i at få trukket Biden med ned i mudderpølen, og det lykkedes på bedste vis, da Biden begyndte at slynge om sig med skældsord som clown og fool.

Trumps tydelige strategi

Præsidentens strategi var i min bog ret tydelig. Trump og hans kampagnestab har nok gjort op med sig selv, at præsidenten - set i lyset af coronakrisen og raceurolighederne - får meget svært ved at vinde midtervælgerne. Derfor må præsidentens fokus rettes på to ting: 1) at mobilisere kernevælgere og finde flere af selvsamme, der hidtil har været sofavælgere, samt 2) at sørge for at hans modkandidat fremstår som en uspiselig og usympatisk levebrødspolitiker.

En sådan strategi er ikke uden risici, og de blev også tydelige i nat. Trumps aggressive facon vil sikkert begejstre kernevælgere, og præsidenten formåede netop at bringe sin modkandidat ud af fatning. Det er svært at fremstå som statsmand og forsonende landsfader, som Biden gerne vil, når man beder sin politiske modstander om at holde kæft og omtaler vedkommende som ”racist”, ”løgner” og ”klovn”. Bidens base har sikret jublet af begejstring over de skarpe replikker, men svingvælgerne har næppe været imponeret af nogen af kandidaterne.

Det samme kan man så sige om Trumps ubehøvlede ageren. Men her er det igen værd at holde sig for øje, at USA's præsident i forvejen var kendt for sin brovtende bodegastil. I Trumps fortælling bliver denne stil en del af hans succesfortælling, som skal sættes over for levebrødspolitikeren Biden.

”Jeg har gjort mere på 47 måneder, end du har gjort i 47 år”, var en talestreg, som Trumps kampagne allerede havde rullet ud inden debatten, og som præsidenten gentog flittigt i nattens løb.

Et af nattens mest brutale angreb

Som Wall Street Journals Gerald Seib har pointeret, så er de første tredive minutter af en præsidentdebat ofte afgørende. Det er der, debatten typisk har flest seere, og det er her, tonen for hele debatten bliver sat. I nat var tonen klar og tydelig: at det ville blive et hundeslagsmål.

Ballet blev åbnet på kampen om en ny højesteretsdommer, men kom hurtig til at handle om healthcare. Det kunne Biden være ganske tilfreds med, men Trump fik også gjort det klokkeklart, at ”valg har konsekvenser”. Det var en slet skjult påmindelse til det konservative USA, at det bliver en kostbar affære, hvis demokraterne skulle overtage magten. Præsidenten sagde det ikke direkte, men budskabet var tydeligt: gå ud og stem, som om jeres liv afhænger af det, for det gør det.

Apropos liv. Den næste del om coronakrisen var, ganske som forventet, brutal for Trump og god for Biden. Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det et politisk problem at stå i spidsen for en nation, der har mistet flere hundredetusind landsmænd med covid-19.

”Det er, hvad det er, fordi du er, hvem du er”, sagde Biden sagde til Trump. Det vil stå tilbage som et af nattens mest brutale og effektive angreb.

Omvendte roller

Hvis man som præsident Trump er (klart) bagud i målingerne, handler det især om at få ændret dynamikken i valgkampen. At fange momentet og tage ordentlig fat. Noget, der faktisk er ret svært, fordi debatter historisk set ikke har vist sig at være det, som Trump har brug for: en game changer.

Det var nattens tv-debat måske heller ikke, men dynamikken under debatten var ganske interessant at iagttage. Normalt er det den siddende præsident, der primært skal forsvare sig mod modpartens slag og fremstå statsmandsagtig. I nat var rollerne vendt om. Det var Biden, der med sine 47 års erfaring og solide føring i målingerne indtog rollen som parten, der kunne nøjes med at reagere fremfor at agere, og han måtte i den rolle tage imod en masse slag fra Trump.

Præsidentens ambition i nattens debat var næppe, at Trump skulle gå fra brovtende bodegastil til at blive en retorisk balletdanser. Målet var at dominere og fremstå ”stærk”, hvilket Trump særligt gjorde i delen, som handlede om law and order, og samtidig få Biden med ned i mudderpølen.

Det lykkedes, ikke mindst fordi Biden havde en tendens til at grine nedladende og sukke af Trump. Går man tilbage i historiebøgerne, vil den tidligere vicepræsident kunne finde en partifælle, Al Gore, der gjorde det samme for tyve år siden. Det slap han dårligt fra.

Bidens fordel

Bidens fordel er selvfølgelig, at præsidentvalg til syvende og sidst er binære valg. Valget står mellem Trump og Biden, og det tvinger vælgerne til at vælge side. Trump vil til gengæld nok satse på, at svingvælgerne fortrækker sofaen i år, fordi de efter præsidentens mange afbrydelser og Bidens svinerier endegyldigt har mistet tiltroen til amerikansk politik og blev tændt af at nattens shit show.

Det handler ikke nødvendigvis kun om at mobilisere vælgerne - det kan også være en potent strategi at forsøge at demotivere modstanderens kernevælgere.

Igen: om præsidentens debatstrategi giver pote i forhold til præsidentvalgets udfald er selvsagt for tidligt at sige.

Her og nu kan vi konstatere, at antallet af Google-søgninger på mennesker, der vil flytte til Canada, steg kraftigt under debatten. Det kan man ikke fortænke nogen i, selvom der er iskoldt oppe nordpå. For hvis man havde håbet på, at nattens debat ville få den politiske temperatur til at falde i et dybt polariseret USA, blev man fælt skuffet.

Sikke et shit show.