Coronavirus

Merkel i indtrængende appel til tyskerne: Vi er ved at sætte alt over styr

Den tyske forbundskansler beder indtrængende befolkningen om at blive ved med at passe på, så anden bølge af coronasmitte kan holdes under kontrol.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, leverede i dag en følelsesladet bøn til sine landsmænd om ikke at slække på forsigtigheden overfor coronasmitten.

- Vi er ved at sætte alt det over styr, som vi har opnået i de seneste måneder, sagde hun i Forbundsdagen i Berlin til et lille publikum af nogle få parlamentarikere, mens de fleste politikere af forsigtighedsgrunde fulgte debatten online.

- Jeg er sikker på, at det liv, vi kender, vil vende tilbage. Familierne vil holde fest igen. Teatre og fodboldstadioner vil blive fyldt igen. Og sikken glæde det vil være. Men lige nu bliver vi nødt til at bevise, at vi kan blive ved med at opføre os tålmodigt og forsigtigt og redde menneskeliv på den måde, sagde Angela Merkel ifølge nyhedsprogrammet Tagesschau.

Tyskland oplever – ligesom Danmark – nu en 'anden bølge' af coronasmitte, efter det hen over sommeren var lykkedes at få smitten under kontrol.

Coronasmitten toppede i Tyskland i slutningen af marts, hvor det daglige smittetal nåede op på knap 7000 nysmittede, viser den internationale opgørelse fra Johns Hopkins University.

Hen over sommeren faldt smittetallene i Tyskland lige så dramatisk, som de var steget i marts.

10. juni blev der således kun registreret 16 nye smittede.

Men i august begyndte smitten at sprede sig igen, og i september har Tyskland registreret daglige smittetal mellem 1000 og 2000, viser den daglige opgørelse fra Johns Hopkins University. Det seneste fra i dag er på 1798 nye smittede og 17 døde.

'Jeg føler det selv'

Regeringen har netop aftalt nye restriktioner, der blandt andet skal begrænse private sammenkomster til 25 personer. Men forbundskanslerens store bekymring er nu, at den tyske befolkning ikke vil acceptere en periode med restriktioner, regler og forsigtighed

- Vi ser i øjeblikket, hvordan forsigtigheden aftager, sagde hun.

Hun indrømmede, at det var fuldt forståeligt, eftersom alle længes efter ”nærvær, berøring og samvær igen”, som hun udtrykte det.

- Jeg føler det selv. Jeg føler mig ikke anderledes end andre, medgav hun.

Angela Merkel tale i Forbundsdagen i dag

Men hun bad samtidigt indtrængende befolkningen om at holde fast, nu hvor efteråret og vinteren står for døren:

- Det er et langt, sejt træk, og vi skal holde fast længe endnu. Det handler ikke bare om at beskytte vores ældre og sårbare medborgere, det handler om at beskytte vores åbne, frie samfund, sagde Angela Merkel.

'En hippie-nation'

Den tyske forbundsdag var samlet for at tage stilling til regeringens budget for 2021, hvor regeringen på grund af coronakrisen har foreslået et historisk højt budgetunderskud, der vil øge den tyske gæld med 96 milliarder euro.

Forslaget blev mødt med kritik i Forbundsdagen. Dels fordi, det strider mod tysk tradition at have så store budgetunderskud, dels fordi oppositionen ikke bryder sig om regeringens nye corona-restriktioner.

Den skarpeste kritik kom fra lederen af det højrenationale parti AfD, Alice Weidel. Hun kaldte Angela Merkels følelsesladede appel for en dårlig undskyldning for at køre tysk økonomi i sænk under coronakrisen.

- Merkel har lavet Tyskland om til en hippie-nation, der lader sig styre af følelser, sagde hun ifølge Deutche Welle.

10.000 dødsfald

Tyskland med 83 millioner indbyggere har siden starten af coronakrisen registreret knap 300.000 smittetilfælde og knap 10.000 døde.

Det er 114 dødsfald per million indbyggere – et forholdsmæssigt dødstal, der ligger på samme niveau som det danske (i Danmark er tallet 112 døde per million indbyggere).