Udland

USA truer med at lukke sin ambassade i Irak efter raketangreb

Irakiske sikkerhedsstyrker bevogter den "grønne zone" i Bagdad, efter demonstranter i januar havde tvunget sig vej ind i zonen og havde belejret den amerikanske ambassade Ahmad Al-rubaye / Ritzau Scanpix

Både i Irak og i nabolandet Iran er frygten, at en lukning af ambassaden kan blive optakten til nye kamphandlinger i Bagdad.

USA truer nu med at lukke sin ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, hvis ikke den irakiske regering får stoppet den seneste tids mange raketangreb, der har ramt ned i nærheden af ambassaden.

Advarslen kommer fra den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, der indenfor den seneste uge har talt i telefon med både den irakiske præsident og premierminister og givet dem en tidsfrist til at få kontrol over sikkerhedssituationen.

Ifølge irakiske embedsmænd truede Mike Pompeo samtidig med, at en evakuering af ambassaden vil blive fulgt op af en ”stærk og voldelig” reaktion over for de iransk-støttede militsgrupper i Irak, som USA mener står bag angrebene, skriver nyhedsbureauet AP.

Det amerikanske udenrigsministerium afviser at kommentere på indholdet af ministerens samtaler med de irakiske ledere, men siger, at ”de iransk-støttede grupper, der affyrer raketter mod vores ambassade, ikke kun er en trussel mod os, men også mod den irakiske regering”.

Flere raketangreb

Den stærkt befæstede, amerikanske ambassade i Bagdad er USA’s største noget sted i verden. Byggeriet af ambassaden, der ligger i Bagdads særligt sikrede ”grønne zone”, hvor ambassader og regeringskontorer er samlet, gik i gang allerede kort efter den amerikansk-ledede invasion i 2003.

Den amerikanske ambassade i Bagdad.

Den amerikanske trussel kommer efter en opblussen af antallet af raketangreb og vejsidebomber omkring hovedstaden. Mandag blev fem civile – tre børn og to voksne kvinder – dræbt, da to raketter slog ned i en beboelsesbygning. Ifølge irakisk politi var raketterne rettet mod den internationale lufthavn i Bagdad, men de ramte forkert.

Samtidig ramte en vejsidebombe en konvoj med britiske diplomater i Bagdad. Ifølge nyhedsbureauet Reuters var det det første af den slags angreb mod vestlige diplomater i årevis.

Frygt for sammenstød

Både irakiske regeringskilder, iranske regeringskilder og de iranskstøttede, shiamuslimske militser har reageret med bekymring over den amerikanske udmelding.

De frygter, at det kan blive starten på en ny voldelig konfrontation mellem USA og Iran på irakisk jord, som det skete i januar.

Dengang dræbte det amerikanske militær en af Irans førende militærkommandanter Qassem Soleimani ved et droneangreb i lufthavnen i Bagdad, hvorefter Iran svarede igen med missilangreb på amerikanske baser i Irak.

Advarsler fra Irak og Iran

Denne gang har det iranske udenrigsministerium udsendt en offentlig appel om, at alle angreb på ambassaderne i Bagdad bliver indstillet.

Det samme har den irakiske religiøse leder Moqtada al-Sadr, der leder en af de store shiamuslimske militser i landet. Han har advaret sine tilhængere mod ”en eskalering af situationen, der kan forvandle Irak til en slagmark”.

Amerikanske marinesoldater bevogter ambassaden i Beirut

Irakiske regeringskilder siger, at de frygter, at den amerikanske trussel kan vise sig at virke stik imod hensigten.

- Den amerikanske trussel om at lukke deres ambassade handler kun om at lægge pres på, men det er et tveægget sværd, siger Gati Rikabi, der er medlem af det irakiske parlaments sikkerhedskomité, til Reuters.

Frygten er, at militserne kan få det indtryk, at USA er ved at vakle i Irak og dermed blive opmuntret til at intensivere deres raketangreb for at jage amerikanerne helt ud af landet.

Lukkede konsulatet i Basra

USA har tidligere gjort alvor af en lignende trussel.

I 2018 beordrede udenrigsminister Mike Pompeo det amerikanske konsulat i Basra i det sydlige Irak lukket efter angreb fra iransk-støttede militser.

Den irakiske regering har foreløbig beordret en betydelig forøgelse af sikkerhedsstyrkerne i den ”grønne zone” omkring den amerikanske ambassade. Håbet er, at det kan skabe tilstrækkeligt ro til, at USA opgiver sin trussel om at rømme ambassaden.