Udland

En af verdens ældste konflikter er blusset op igen

Aserbajdjanske angribes af armenske luftstyrke. Ministry Of Defence Of Armenia Handout / Ritzau Scanpix

En af Europas og verdens ældste konflikter er igen blusset op og kan potentielt tvinge stormagter til at gå ind i krigen.

De voldsomme kampe om enklaven Nagorno-Karabakh fortsætter mandag.

Siden søndag er over 100 såret og mindst syv civile og 31 soldater har mistet livet i sammenstød mellem armenske og aserbajdsjanske styrker over grænsen til den de facto autonome region.

Vores succesfulde modoffensiv vil gøre en ende på besættelsen

Ilham Aliyev, Aserbajdsjansk præsident

- Det er en af de konflikter, vi har i Europa, som har varet længst tid. Det er en af de fastfrosne konflikter, som vi kalder dem. Den er normalt i fryseren, og så en gang imellem bliver den tøet op. Det så vi også hen over sommeren, siger Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Geografisk ligger regionen i Aserbajdsjan, men befolkningen, der kontrollerer Nagorno-Karabakh, er etniske armeniere.

Begge nationer mener, regionen er deres.

For at forstå konflikten skal vi først slå op i historiebøgerne og bladre flere årtier tilbage.

Hvordan begyndte konflikten?

Vi skal et århundrede tilbage. Til begyndelsen af 1900-tallet, hvor kristne armenere og tyrkiske aserbajdsjanere levede side om side relativt fredeligt i Nagorno-Karabakh.

Enklaven Nargorno-Karabakh er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan.

1. Verdenskrig sluttede, den russiske oktoberrevolution kulminerede, og Sovjetunionen blev skabt.

Dengang besluttede de sovjetiske ledere, at Nagorno-Karabakh – russisk for ’den bjergrige, sorte skov – skulle være en autonom region, men trods sit etniske armenske flertal blev det som en del af den Sovjetiske Socialistiske Republik Aserbajdsjan.

Da Sovjetunionen begyndte at falde fra hinanden i slutningen af 1980’erne, vedtog Nagorno-Karabakhs parlament, at regionen nu skulle være en del af Armenien.

Det blev startskuddet på en blodig krig i bjergregionen, der kostede op mod 30.000 mennesker livet og fordrev flere hundrede tusinde.

Sovjetiske styrker patruljerer det nordlige Nagorno-Karabakh, efter unionen har erklæret undtagelsestilstand i regionen.

Våbenhvilen

Da Sovjetunionen blev opløst i 1991, erklærede Nagorno-Karabakh sig for en selvstændig region, og krigen intensiverede.

Aserbajdsjanske soldater ødelægger byskiltet i den armenske  by Mardakert i Nagorno-Karabakh.
En armensk soldater i position i de skovede, sorte bjerge.

Den varede frem til 1994, da Rusland gik ind i konflikten. De ledte forhandlingerne, der resulterede i en våbenhvile mellem Armenien og Aserbajdsjan.

Cirka en fjerdedel af befolkningen – de etniske aserbajdsjanere - flygtede fra regionen, etniske armenere flygtede fra det resterende Aserbajdsjan, og Nagorno-Karabakh forblev de facto en autonom stat – nu med tætte bånd til Armenien.

- Det har været et mål for Aserbajdsjan lige siden, og er det også meget udtalt i dag, at man vil tilbageerobre kontrollen både fysisk, men også politisk med det her udbrudte område, siger seniorforsker Flemming Splidsboel.

En ukendt kvinde og hendes børn på flugt fra kampene i Nagorno-Karabakh.

Fredsaftalen er da også blevet brudt adskillige gange. Som regel - og nu - giver landene hinanden skylden for at gøre det.

Ifølge organisationen International Crisis Group blev den brudt knap 300 gange i 2015. I 2016 døde over 200 mennesker, da konflikten igen brød ud og igen blev afsluttet med en våbenhvile.

Og i juli i år døde 16 mennesker som følge af konflikten, hvilket medførte nogle af de største protester i Aserbajdsjan i nyere tid. Landet skulle gå i krig, forlangte demonstranterne.

Hvem støtter hvem?

I Rusland forsøger de som i 90’erne stadig at advokere for fred.

Den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, har ifølge Washington Post allerede været i dialog med begge sider med appel om en ny våbenhvile og nye forhandlinger om at stabilisere situationen.

Men Rusland kan ende med at skulle vælge side, hvis konflikten eskalerer så meget, at de aserbajdsjanske demonstranter får deres vilje.

Her vil de sandsynligvis vælge armenernes side, vurderer Flemming Splidsboel.

- Armenien har traditionelt tæt forbindelse med Rusland, og der er en formel militæralliance, som forpligter Rusland, siger forskeren.

For Aserbajdsjan vil det være oplagt at kigge mod deres etniske venner i Tyrkiet.

Den tyrkiske udenrigsminister, Hulusi Akar, var søndag hurtig til at give Armenien skylden for, at konflikten er blusset op igen.

Vi oplever fra begge sider i konflikten, at den bliver holdt i live i den kollektive forståelse

Flemming Splidsboel

Armenien og Tyrkiet har ingen diplomatiske forbindelser, fordi tyrkerne nægter at anerkende, at omkring halvanden million armeniere, bosat i det daværende Osmanniske Rige (det nuværende Tyrkiet) blev dræbt i et folkedrab mellem 1915 og 1922.

Bryder krigen ud igen?

FN, USA og Frankrig, der har et stort armensk mindretal, har opfordret landene til omgående at stoppe kampene og indgå en ny våbenhvile. Og nabolandet Iran har tilbudt at være mægler.

For der er en reel risiko for, at det ender i krig, siger Flemming Splidsboel.

- Den risiko har vi jo talt om tidligere, siger han.

- Vi oplever fra begge sider i konflikten - måske især fra Aserbajdsjan, fordi de har tabt territorium - at den bliver holdt i live i den kollektive forståelse og erindring; vi har tabt territorium, vi er nødt til at tage tilbage, og det skal ske snarest muligt.

Rusland leverer våben til begge parter, men vil altså ifølge Splidsboel umiddelbart være forpligtet til at stille sig ved siden af Armenien i tilfælde af en krig.

Armeniens premierminister, Nikol Pashinyan, til møde med militæret om situationen.

Og det kan armenerne få hårdt brug for.

Aserbajdsjan er nemlig på papiret betydeligt stærkere end Armenien.

- Aserbajdsjan har via olietransport gennem nogle år haft held til at opgradere deres forsvar. De er langt bedre rustet i dag, end de var for 25 år siden, siger Splidsboel.

Aserbajdsjanske tanks under angreb.

Og ifølge den aserbajdsjanske præsident, Ilham Aliyev, er landet nu klar til at tage Nargorno-Karabakh tilbage:

- Jeg sikker på, at vores succesfulde modoffensiv vil gøre en ende på besættelsen. Den vil gøre en ende på uretfærdigheden. Det vil ende den besættelse, som har varet i næsten 30 år. Det aserbajdsjanske folk vil bosætte deres eget land, sagde han i et møde med landets sikkerhedsråd søndag.