Brexits sidste chance

16x9
Der er store uenigheder kort inden nye forhandlinger i Bruxelles. Foto: Henry Nicholls / Ritzau Scanpix

Boris Johnson i historisk nedtur øger spændingen.

Endnu et møde uden fremskridt.

Det var status efter samtalerne i Bruxelles mandag eftermiddag mellem EU-kommissionens næstformand Maros Sefcovic og den britiske regerings Brexit-minister Michael Gove. De to skulle netop mødes for at forbedre chancerne for de Brexit-forhandlinger, der går i gang tirsdag i Bruxelles. Men ingen af de to kom med noget som helst tegn på, at de ville bevæge sig.

Uenigheden mellem de to sider betyder ifølge nyhedsbureauet AP, at denne uges forhandlinger må gå i gang under tunge skyer. Mødet var blevet nødvendigt, fordi den britiske regering har bebudet en lov, der vil bryde den første Brexit-traktat mellem EU og Storbritannien, den såkaldte tilbagetrædelsestraktat. Premierminister Boris Johnson underskrev den sidste år, men nu løber han fra den.

Efter mødet sagde Michael Gove, at hans regering ikke vil trække loven tilbage. Han betegnede loven som et sikkerhedsnet, der skal træde i kraft, hvis EU og Storbritannien ikke kan blive enige om den endelige aftale om briternes farvel til EU. Og han konstaterede ifølge bureauerne, at de to parter ”stod et godt stykke fra hinanden”.

EU anlægger sag

Modsat sagde kommissær Sefcovic, at EU vil anlægge en sag imod Storbritannien, hvis loven bliver vedtaget.

Loven vil i sin nuværende form være et ”ekstremt alvorligt brud” på den eksisterende traktat, sagde Sefcovic. Ifølge Financial Times betegnede han traktaten som international ret. Og han forlangte, at det britiske lovforslag skal trækkes tilbage inden torsdag 1. oktober.

Den eneste lille åbning efter mødet kom, da Sefcovic sagde, at han skulle tilbage til kommissionsformand Ursula von den Leyen, før man afgjorde, hvornår EU vil gøre alvor af truslerne. Bruxelles-korrespondenten Nick Gutteridge citerede ham på Twitter for at sige, at EU stadig vil arbejde hårdt for at få et gennembrud.

Ikke mere kaos, tak

Men samlet set er der ifølge tidligere chefredaktør på Financial Times Lionel Barber chancer for et gennembrud, fordi premierminister Boris Johnson står mere og mere svagt hjemme i Storbritannien. Barber understreger på Twitter, at både Michael Gove og den dynamiske finansminister Rishi Sunak ikke vil have mere kaos. For sommeren igennem er premierministeren blevet anklaget for at skifte mening om hvad som helst uge efter uge.

Det britiske kaos gælder især katastrofale smittetal, som viser et elendigt resultat af regeringens coronapolitik, hvor både Skotland og Nordirland går mere håndfast til værks end premierministeren. Tiltroen til regeringens indsats her er faldet fra 65 procent til kun 30 procent, skriver the Guardian.

Men dette gælder også Brexit, hvor Gove har måttet indrømme, at der er udsigt til motorvejskøer på 7000 lastbiler ned gennem det sydlige England på vej til havnen i Dover, fordi der ikke er styr på toldbehandlingen, når Brexit træder i kraft til nytår.

Advarslerne kommer også fra britisk industri, hvor tre fjerdedele af virksomhederne ifølge Financial Times kræver, at regeringen får en frihandelsaftale med EU. Dermed underminerer de regeringens hårde linje i forhandlingerne.

Katastrofe-stemning

Endelig er der katastrofestemningen i Downing Street 10 på grund af katastrofale meningsmålinger.

Boris Johnson vandt valget sidste år med 44 procent over arbejderpartiet Labours 32 procent. Men den ny Labour-leder, Keir Starmers, overbevisende styrkeprøver i parlamentet med premierministeren har undermineret Johnson. Og efter sidste uges årsmøde i partiet står Labour nu med sin første føring, siden Johnson blev premierminister. Nu er der 42 procent til Labour med 39 til regeringen. En af de største politiske forspring i britisk historie er forsvundet i den blå luft på mindre end et år.

Tiltroen til økonomien er samtidig elendig. Storbritannien har i år haft større nedtur end noget land i EU. I alt er den samlede velstand, målt i bruttonationalproduktet, gået 20 procent ned, viste målingen i april. Keir Starmer stod uimodsagt i britisk presse, da han i sin tale på landsrådet sagde, at både uddannelse og sociale forhold i landet var en ”skamplet på et rigt land”.

EU skærper kravene

Det er i denne situation, at EU's chefforhandler, Michael Barnier, ifølge bureauet Bloomberg har skærpet holdningen til forhandlingerne i denne uge.

Barnier og hans britiske modpart, David Frost, er på forhånd uenige om de grundlæggende linjer for fiskeripolitik og for, hvordan britiske virksomheder skal have adgang til EU’s indre marked.

Ifølge Financial Times tegner der sig et udkast til enighed om fiskeriet, som i øvrigt økonomisk set er mikroskopisk for både briterne og EU-siden. Derimod er britiske ønsker om at kunne give statsstøtte til britisk industri så vanskelig for EU, at det ifølge signaler fra både Berlin og Paris kan få forhandlingerne til at bryde sammen. Så Barnier og Frost skal have nye idéer på bordet for at kunne få de tunge skyer til at løfte.