USA valg 2020

Muligt at lave abortlovgivning om med ny højesteretsdommer, siger Trump

Amy Coney Barret er konservativ i sine synspunkter og kendelser, siger Donald Trump. Olivier Douliery / Ritzau Scanpix

Trumps nominerede er meget stærk i at fortolke forfatningen, som den er skrevet, siger Trump om sit valg.

Hvis Amy Coney Barret bliver højesteretsdommer, er det ”meget muligt”, at hun vil blive en del af en højesteretsafgørelse, der omgør kendelsen fra 1973, der gjorde abort lovligt i USA.

Det sagde den amerikanske præsident Donald Trump ifølge det britiske medie The Guardian i et interview med programmet 'Fox and Friends Weekend'.

Præsidenten har nomineret Amy Coney Barret til at følge efter den mangeårige højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburg, der døde tidligere på måneden.

- Hun (Amy Coney Barret, red.) er i hvert fald konservativ i sine synspunkter og kendelser, og vi vil se, hvordan det alt sammen ender, men jeg tror, det vil ordne sig, lød det fra præsidenten.

Kendelsen fra 1973 er i USA kendt som 'Roe v Wade', og beslutningen om at gøre abort lovligt er ifølge BBC en af de mest kontroversielle kendelser, som nogensinde er blevet foretaget af Højesteret.

Ren valgflæsk, siger korrespondent

Hvis Amy Coney Barret bliver valgt, vil højesteretsdommere med konservative synspunkter have et 6-3-flertal. Ifølge Donald Trump har han imidlertid ikke spurgt hende ind til, hvor hun står i forhold til abortspørgsmålet.

- Jeg leder mest efter en, som kan fortolke forfatningen, som den er skrevet. Det er hun meget stærk i, lød det fra Donald Trump i interviewet.

Ifølge TV 2s USA-korrespondent, Jesper Steinmetz, er udtalelsen ren valgflæsk.

- For vi ved rent faktisk ikke, om abort overhovedet kommer for Højesteret igen, og vi ved heller ikke, hvordan Amy Coney Barret i givet fald vil stemme, siger han.

Derudover mener et bredt flertal af amerikanerne, at kvinder skal have ret til abort, hvis de ønsker det.

- De konservative kristne kæmper indædt imod, at kvinder skal have ret til abort, men de tegner bare ikke flertallet i USA. Selv langt ind i Det Republikanske Parti ønsker vælgerne, at kvinder skal have mulighed for abort, siger Jesper Steinmetz.

Donald Trump har allerede udpeget to konservative dommere

Donald Trump har for første gang siden den amerikanske præsident Ronald Reagan mulighed for at få valgt tre ud af de ni højesteretsdommere, der sidder for livet.

Nomineringen har mødt kritik fra demokraterne, der mener, at Ruth Bader Ginsburgs efterfølger først skal nomineres efter præsidentvalget 3. november.

Men republikanerne vil have valget gennemført - på trods af, at de under Barack Obama kritiserede ham for at ville gennemføre en udnævnelse 11 måneder før præsidentvalget i 2016.

De foregående to dommere, der er blevet udpeget af Donald Trump - og efterfølgende valgt - har også været konservative. Det gælder Neil Gorsuch i 2017 og Brett Kavanaugh i 2018.

I begge tilfælde var abort-spørgsmålet et centralt emne under høringen med de to dommere i Senatet, skriver BBC.