Coronavirus

WHO frygter to millioner coronadøde, og især Europa vækker bekymring

En mand sørger, men et covid-19-offer bliver begravet i Manaus, Amazon, Brasilien. Michael Dantas / Scanpix Denmark

985.000 er døde med covid-19 globalt. Det tal er nok mere end fordoblet, før pandemien er ovre, vurderer WHO.

Det er "meget sandsynligt", at over to millioner personer smittet med coronavirus er døde, før en vaccine er klar til udbredt brug.

Sådan lyder meldingen fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO) fredag.

Det er over en fordobling i forhold til det aktuelle antal døde med coronavirus, der ifølge Johns Hopkins University er registreret på verdensplan.

Og det er sandsynligt, at tallet bliver endnu højere end to millioner uden en fælles indsats mod coronapandemien.

Det siger Mike Ryan, krisechef hos WHO, ved en orientering fredag.

- Medmindre vi yder en fælles indsats, så er tallene I taler om (to millioner døde, red.) ikke bare tænkeligt, men desværre meget sandsynligt, siger Mike Ryan.

Runder snart en million døde

Hans udtalelser kommer, samtidig med at verden nærmer sig en markant milepæl i coronavirussets relativt korte levetid.

Med 984.278 bekræftet døde med coronavirus på verdensplan er det et spørgsmål om tid, før en million coronadøde er rundet. Virusset blev opdaget i Wuhan, Kina, i slutningen af sidste år.

32,3 millioner personer globalt er bekræftet smittede siden pandemiens udbrud ifølge Johns Hopkins University.

Mike Ryan påpeger fredag, at situationen i Europa vækker bekymring.

- Europa har meget at gøre for at stabilisere situationen og bringe smittespredningen under kontrol.

- Overordnet ser vi i den meget store region en bekymrende smittestigning, siger Mike Ryan.

Flere lande oplever opblusning i smitten

Danmark er blandt de lande i Europa, der i øjeblikket oplever en stigning i antallet af daglige coronatilfælde.

Fredag blev der registreret yderligere 678 nye smittede i Danmark. Det er det højeste daglige tal, der er målt i landet.

Det hører dog med til historien, at langt flere nu testes for sygdommen. Det kan betyde, at flere milde tilfælde også fanges.

Også lande som Spanien, Frankrig og Storbritannien oplever for tiden stigning i antallet af smittede.