Udland

Norges konge indlagt med åndedrætsbesvær

Covid-19 er allerede udelukket som årsag, oplyser kongehuset.

Norges kong Harald er tidligt fredag blevet indlagt på Rikshospitalet i Oslo, oplyser det norske kongehus på sin hjemmeside.

I starten var det uvist, hvad der var årsagen til kongens indlæggelse, men i løbet af formiddagen udsendte kongehuset en meddelelse om, at årsagen var åndedrætsbesvær.

- Kongen er nu under udredning. Covid-19 er allerede udelukket, oplyser det norske kongehus.

Den norske konge er 83 år gammel.

Indlæggelsen betyder, at kronprins Haakon leder statsrådet fredag.

Dronning Sonja (th.) forlod fredag formiddag Rikshospitalet i Oslo efter kongens indlæggelse.

Ifølge det norske medie VG var der i morgentimerne fredag flere ambulancer og biler med livvagter på Bygdø Kongsgård i Oslo.

Kong Harald skulle fredag have modtaget statsminister Erna Solberg i audiens klokken 10.15. Hun ønsker nu kongen god bedring over for VG.

Senere i dag - klokken 16 - skulle kongen med sin hustru, dronning Sonja, have deltaget i markeringen af, at Tuengen Allé Ib, som er dronningens barndomshjem, nu står færdigrestaureret i Lillehammer.

Vagter foran Rikshospitalet i Oslo fredag morgen, hvor kong Harald er blevet indlagt.

Slottet oplyser, at kongen er sygemeldt indtil videre, skriver NRK.

Forlod kongeskibet torsdag

Torsdag blev kongen set, da han forlod det norske kongeskib i Oslo sammen med dronningen og kronprinsen, skriver VG.

Her benyttede kongen lejligheden til at takke skibets mandskab for en fin og oplevelsesrig sæson, skriver det norske kongehus på sin hjemmeside.

Kong Harald er grandfætter til dronning Margrethe.

Han blev konge, da hans far, kong Olav, døde i 1991.

Både hans far, kong Olav, og hans bedstefar, kong Haakon, blev født i Danmark.

Kongefamilien på Norges nationaldag 17. maj. Fra venstre er det prinsesse Ingrid Alexandra, kronprins Haakon Magnus, prins Sverre Magnus, kronprinsesse Mette-Marit, dronning Sonja og kong Harald.