USA valg 2020

Lang række af Trumps partifæller modsiger hans udmelding om magtoverdragelse

Donald Trump. Brendan Smialowski / Ritzau Scanpix

Vil Trump nægte at forlade Det Hvide Hus, hvis han taber et valg? Næppe, siger USA-analytiker.

En lang række republikanske toppolitikere har det seneste døgn irettesat deres egen præsident.

Donald Trump blev onsdag spurgt af en journalist, om han kunne love en fredelig magtoverdragelse, hvis han taber præsidentvalget til november, og det kunne han ikke svare klart ja til.

Siden har mange af hans partifæller følt behov for at udstede den garanti, som præsidenten ikke ville give.

En af dem er flertalslederen i Senatet, Mitch McConnell.

- Vinderen af valget 3. november vil blive indsat 20. januar. Der vil ske en ordnet overgang, som der har været hvert fjerde år siden 1792, skriver han på Twitter.

Tvivlen om, hvorvidt Trump vil anerkende et snævert valgnederlag, fik kun ny næring, da Trump direkte adspurgt på et pressemøde ikke ville forpligte sig en fredelig overdragelse.

- Tja, vi kommer til at se, hvad der sker, svarede Donald Trump og gentog sin vedholdende kritik af muligheden for at brevstemme.

Trump vil ikke garantere en fredelige magtoverdragelse - det vil disse republikanere

Mitch McConnell

Mitch McConnell.

Flertalsleder i Senatet

Skriver på Twitter:

- Vinderen af valget 3. november vil blive indsat 20. januar. Der vil være en ordnet overgang, som der har været hvert fjerde år siden 1792, skriver han på Twitter.

Foto: Joshua Roberts / Ritzau Scanpix

Liz Cheney

Liz Cheney.

Medlem af Repræsentanternes Hus

Skriver på Twitter:

- Den fredelig overdragelse af magten er nedfældet i vores forfatning og grundlæggende for vores republiks overlevelse. USA’s ledere aflægger ed på forfatningen. Vi vil værne om den ed.

Foto: Saul Loeb / Scanpix Denmark

Marco Rubio

Marco Rubio.

Senator

Skriver på Twitter:

- Som vi har gjort det i over to århundreder, vil vi holde et frit og retfærdigt valg. Det vil måske tage længere tid end sædvanligt at få resultatet, men det vil blive et gyldigt resultat. Og til middag 20. januar 2021 vil vi fredeligt indsætte en præsident.

Foto: Andrew Harnik / Ritzau Scanpix

Mitt Romney

Mitt Romney.

Senator

Skriver på Twitter:

- En fredelig magtoverdragelse er fundamental for et demokrati. Uden det er vi Hviderusland. Enhver ide om, at en præsident måske ikke vil respektere denne forfatningssikrede garanti, er både utænkelig og uacceptabel.

Foto: Chip Somodevilla / Ritzau Scanpix

Lindsey Graham

Lindsey Grahaml

Senator

Siger til Fox News:

- Folk sætter spørgsmålstegn ved den fredelige magtoverdragelse. Jeg kan forsikre dig, at den vil blive fredelig.

- Der vil måske komme en retstvist, om hvem der vandt valget, men det vil retten afgøre, og hvis republikanerne taber, vil vi acceptere resultatet.

Foto: Win Mcnamee / Ritzau Scanpix

Rob Portman

Rob Portman.

Senator

Skriver på Twitter:

- Igennem USA’s historie har den fredelige overdragelse af magten været et kendetegn for vores demokrati. I år må begge kandidater forpligte sig til at rette sig efter valgresultatet uanset udfaldet.

Foto: Pool / Ritzau Scanpix

Steve Stivers

Steve Stivers.

Medlem af Repræsentanternes Hus

Skriver på Twitter:

- Intet karakteriserer vores konstitutionelle republik mere end den fredelige overdragelse af magten. Jeg har aflagt ed på, at jeg vil støtte og forsvare forfatningen, og jeg vil stå fast på den ed.

Foto: Joshua Roberts / Scanpix Denmark

Kevin McCarthy

Kevin McCarthy.

Mindretalsleder i Repræsentanternes Hus

Siger til CNN:

- Jeg ved, at det her vil holde jer vågne om natten, men I kan være helt rolige.

Og til NPR:

- Lad mig være helt tydelig: Den (magtoverdragelsen, red.) bliver fredelig. Ingen spørgsmål, ingen betænkeligheder, ingen bekymringer, det bliver fredeligt.

Foto: Jim Lo Scalzo / Ritzau Scanpix

Ben Sasse

Ben Sasse.

Senator

Siger til CNN:

- Præsidenten siger skøre ting. Vi har altid haft en fredelig overdragelse af magten. Det kommer ikke til at ændre sig.

Foto: Brendan Smialowski / Scanpix Denmark

Sår ny tvivl

Det er forventningen, at der i år vil komme usædvanlig mange brevstemmer på grund af coronapandemien, og det er ifølge Donald Trump en "katastrofe", selvom brevstemmer aldrig har været årsag til udbredt valgsvindel i USA.

Efter Donald Trumps opsigtsvækkende ord gik Det Hvide Hus’ pressesekretær, Kayleigh McEnany, torsdag ud og modererede hans udmelding.

- Præsidenten vil acceptere resultatet af et frit og retfærdigt valg, sagde hun.

Men detaljen ligger i ordet ”retfærdigt”, for der gik ikke mange timer, inden præsidenten igen var på banen.

På vej fra Det Hvide Hus til et arrangement i North Carolina spurgte en journalist: ”Er valgresultatet kun legitimt, hvis du vinder?” Her svarede Donald Trump:

- Vi vil sikre os, at valget går retfærdigt for sig, og det er jeg ikke sikker på, at det kan, sagde han og henviste til en sag fra Pennsylvania, hvor FBI er i gang med at undersøge et muligt problem med håndteringen af ni brevstemmer.

Usandsynligt scenarie

Præsidenten har i månedsvis delt udokumenterede påstande om, at en stigning i antallet af brevstemmer vil føre til omfattende valgsvindel, og amerikanske medier har længe stillet spørgsmålet: Hvad sker der, hvis Trump taber valget og ikke vil forlade Det Hvide Hus frivilligt?

Selvom det er et reelt scenarie, anser USA-analytiker Mirco Reimer-Elster det ikke for at være særligt sandsynligt.

- Mit bedste bud er, at der vil være en del klynk og klager fra Trump, såfremt han skulle tabe valget, og sikkert også en lang række søgsmål, der anfægter valgresultatet i så fald. Men vi skal næppe forvente, at Trump bliver smidt ud af Det Hvide Hus på røv og albuer af Secret Service 20. januar 2021, fordi han har nægtet at forlade præsidentboligen, siger han til TV 2.

Foruden Mitch McConnell har markante republikanere som Mitt Romney, Marco Rubio og Lindsey Graham også sagt klart og tydeligt, at der bliver en fredelig indsættelse af en præsident 20. januar næste år, uanset om det bliver Donald Trump eller Joe Biden.

Ifølge Mirco Reimer-Elster er det i sagens natur altid opsigtsvækkende, når en præsident modsiges af sine egne partifæller.

Men tager man karakteren af Donald Trumps udmelding i betragtning, er det denne gang ikke overraskende, at så mange partifæller siger fra.

- At så tvivl ved den fredelige magtoverdragelse, som Trump har gjort, er et no go - uanset om man deler partibog med præsidenten eller ej, forklarer Mirco Reimer-Elster.