Udland

Flere stukket ned ved Charlie Hebdos gamle lokaler

Politiet afspærrede et helt kvarter efter knivangrebet. To personer er anholdt.

Flere personer er blevet angrebet med kniv i nærheden af satiremagasinet Charlie Hebdos gamle lokaler i Paris, og to af dem er kommet alvorligt til skade.

Ifølge den franske premierminister, Jean Castex, er der tale om to journalister. Han oplyser, at ingen af deres liv er i fare.

Efter angrebet lukkede politiet hele kvarteret ned. Herunder både skoler, vuggestuer, plejehjem og andre institutioner, og kriseberedskab blev tilkaldt. Ved 15-tiden oplyste fransk politi, at afspærringerne var ophævet, og at forældre, der skulle hente skolebørn i de områder, der tidligere har været afspærret, kunne gøre det nu.

Angrebet under rygepause

Anklagemyndigheden oplyser, at to mistænkte er blevet anholdt. Den oplyser videre, at ofrene skal være blevet angrebet, da de holdt en rygepause. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den ene blev anholdt nær Bastille-pladsen, der ligger få stop med metroen fra gaden Nicolas-Appert, hvor angrebet fandt sted. Det er ikke oplyst, hvor den anden blev anholdt.

- Myndighederne har sat et særligt beredskab i værks, fordi Frankrig står over for en stor udfordring med terrordømte franskmænd, der snart er på vej ud af fængslerne igen, siger TV 2s internationale analytiker, Frederikke Ingemann.

Flere medier skriver, at de sårede er fra produktionsselskabet Premiere Lignes. Selskabet har til huse i samme bygning, som tidligere husede satiremagasinet Charlie Hebdo. Selskabet valgte efter angrebet mod Charlie Hebdo i 2015 at blive i bygningen.

De franske specialstyrker fra GSO er også i området.

Efterforskes som terror

Det er endnu uvist, hvad motivet for angrebet er, men ifølge vidner, der har talt med den franske avis Le Parisien, så angreb en enkelt mand fire personer med en stor kniv.

Den særlige antiterror-anklagemyndighed oplyser desuden, at de har startet en efterforskning af "drabsforsøg med relation til en terrororganisation".

De to anholdte er blevet varetægtsfængslet.

Genoptrykte Muhammed-tegninger

I starten af september valgte Charlie Hebdo at genoptrykke de kontroversielle Muhammed-tegninger, som terrorister i 2015 brugte som undskyldning for at angribe dem.

Anledningen var, at netop retssagen mod 14 personer, der menes at være involveret, begyndte.

Både politiet, militæret og andre redningstjenester er tilkaldt til området, der tidligere husede satirebladet Charlie Hebdo.

Efter Muhammed-tegningerne blev genoptrykt af Charlie Hebdo, kom der helt konkrete trusler fra flere terrororganisationer, fortæller Frederikke Ingemann.

- Blandt andet al-Qaeda opfordrede folk til at færdiggøre det arbejde, der ikke blev tilendebragt. For nogle af tegnerne overlevede jo angrebet, siger hun.

Det var de to brødre Said og Chérif Kouachi, der trængte ind på Charlie Hebdos redaktion, åbnede ild og dræbte 12 personer, hvorefter de råbte, at de havde hævnet profeten.

De to brødre blev selv dræbt efterfølgende, så de er altså ikke på anklagebænken i forbindelse med retssagen.