Udland

Trump: Jeg er ikke stor fan af Meghan

Den dårlige stemning mellem præsidenten og hertuginden af Sussex er ikke ny, og Meghan  har før kaldt Trump for 'splittende' og 'kvindehadende'.  Joshua Roberts / Ritzau Scanpix

Udmeldingen kommer, efter Prins Harry og Meghan gav udtryk for indirekte støtte til Joe Biden. I det engelske kongehus er man ikke begejstrede.

Den amerikanske præsident Donald Trump benyttede ved et pressemøde onsdag lejligheden til at kritisere hertuginde Meghan af Sussex.

- Jeg er ikke fan af hende. Jeg vil sige dette – og det har hun formentlig hørt før – jeg vil ønske prins Harry held og lykke. Det får han brug for, sagde han.

Kritikken kom, efter at den tidligere amerikanske skuespiller sammen med sin mand Prins Harry af England deltog i en video på sociale medier, hvor de opfordrer amerikanere til at bruge deres stemme ved præsidentvalget i november samt gå imod spredningen af misinformation omkring valget.

Udtalelsen i videoen blev af mange tolket som en indirekte støtte til Trumps modkandidat ved det kommende valg, demokraten Joe Biden.

Har før kritiseret Trump

Videoen, der var en del af Time Magazines fejring af årets 100 mest indflydelsesrige personer, blev desuden vist live på tv-stationen ABC.

Det er ikke første gang, hertuginden og Trump er på kant med hinanden.

Tilbage i 2016, da valgkampen stod på mellem Donald Trump og hans daværende modkandidat, demokraten Hillary Clinton, truede Meghan endda med at forlade USA, hvis Trump vandt.

Ifølge Jacob Heinel Jensen, hofreporter ved SE og HØR, er udtalelserne i videoen heller ikke noget, man ser på med stor glæde hjemme på Buckingham Palace.

- Mange mener ikke, at den her går. Selvom Prins Harry og Meghan Markle ikke er en del af den engelske kongefamilie på samme måde som før, så er han stadig sjette tronfølger, siger Jacob Heinel Jensen til TV 2 News.

Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig i begyndelsen af året som seniormedlemmer i det britiske kongehus og bruger nu størstedelen af deres tid i USA.

Modvind hjemmefra

Meghan og Prins Harry har været i en del modvind i England efter beslutningen om at trække sig fra det royale liv, og særligt hertuginden har fået kritik i det engelske bagland.

Senest da parret for nylig underskrev en aftale med streamingtjenesten Netflix om at producere indhold til tjenesten.

Og nu frygter mange, at de politiske udtalelser er en del af det nye, ikke-royale liv, parret skal leve i Californien.

- Det her er blandt andet det underholdningsshow, folk havde frygtet ville ske, efter Harry og Meghan nu er kommet til Hollywood, siger Jacob Heinel Jensen.

- Det er man på ingen måde interesseret i fra det engelske kongehus’ side, siger han.

Omvendt er de mere politiske udtalelser noget, man begynder at se flere steder - også fra royale.

Herhjemme er det ifølge hofreporteren også blevet mere almindeligt, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary udtaler sig anderledes, end for eksempel Dronning Margrethe har gjort – for eksempel når det kommer til værdispørgsmål som LGBT-rettigheder.