Coronavirus

Sverige har lige nu færre smittede end Danmark - og det skyldes en klar strategi, siger Tegnell

Sverige har lige nu officielt færre smittede end Danmark, men næsten ti gange så mange er døde.

Sverige har længe gået deres egen vej, når det kommer til bekæmpelsen af coronavirus.

Stort set alle andre lande i Europa lukkede ned, da epidemien stod på sit højeste i foråret, men Sverige fortsatte med at holde caféerne åbne og sende børn i skolerne.

Efter en roligere sommer bider virussen nu fra sig igen i Europa, og igen griber Sverige coronavirussen an på en særlig svensk manér.

Mens lande som Danmark har indført krav om mundbind i den kollektive trafik, er mundbind fortsat noget, man ikke har nogen politik om i Sverige - uanset om man så står tæt i tog eller skal på toilettet på restauranten.

- Vi lægger vægt på andet end mundbind. Vi har vurderet, at det ikke gør noget i forhold til situationen i Sverige lige nu. Vi føler, at de steder med trængsel, hvor det måske kan gøre en forskel, er det bedre, at man sørger for, at der ikke bliver trængsel, siger Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, som TV 2 har mødt.

Til trods for den noget lempeligere politik er antallet af nysmittede lige nu mindre i Sverige end Danmark.

De seneste to uger er 5332 smittede i Danmark og 3729 smittede i Sverige.

Konsekvent strategi er nøglen

Anders Tegnell tror, at det lavere antal nysmittede i Sverige skyldes, at landets strategi har været konsekvent fra starten.

- Vi tror på den forklaring, at vi ikke har ændret på noget i Sverige. Vi har haft samme anbefalinger hele tiden, siger Tegnell.

Den udmelding står i skærende kontrast til den danske.

Så sent som forrige onsdag undsagde Sundhedsstyrelsen en opfordring fra Statens Serum Instituts faglige direktør, Kåre Mølbak, om, hvor vidt danskere burde danne en såkaldt "social boble" eller ej. Også statsminister Mette Frederiksen (S) gik i rette med SSI.

- Seruminstituttet må være lidt mere præcise, sagde Mette Frederiksen.

- Noget har Danmark gjort bedre

Sverige har indført få nedlukningstiltag, men dog nogle.

En del biblioteker og kulturinstitutioner har valgt at holde lukket. Restauranter og barer holder åbent og behøver ikke lukke klokken ti om aftenen som i Danmark, men må alene have bordservering.

Sådan har det været længe, og det har tidligere fået Anders Tegnell til at betegne strategien som værende "bæredygtig".

Alt er dog langt fra gået som forventet.

I Sverige er næsten ti gange så mange døde med corona som i Danmark. Og selv om landet har færre nysmittede, er der også registreret flere døde de sidste to uger i Sverige.

- Nogle siger, I har ladet dem dø, der kunne dø af corona i foråret?

- Det har absolut ikke været en kalkuleret risiko. Ingen havde sat sig ned og sagt, at det skulle kunne blive sådan, afviser Tegnell.

Sverige tester markant mindre

Med til historien om de gode svenske smittetal hører også, at der bliver testet langt færre i Sverige end i Danmark.

- Det er oplagt en vældig stor faktor, og derfor kan man ikke konkludere ud fra de her tal, at der er færre smittede i Sverige end i Danmark lige nu, siger Christian Wejse, der er speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.

I Sverige er der i alt foretaget cirka 1.124.000 test, og af dem er godt 85.000 positive. Det betyder, at 7,5 procent af prøverne i Sverige kommer ud med et positivt resultat, og det er et tal, som er værd at hæfte sig ved, siger Christian Wejse:

- Hvis mere end fem procent af prøverne er positive, indikerer det for mig, at der bliver testet for lidt.

Anders Tegnell havde da også gerne set, at Sveriges testindsats havde været prioriteret højere.

- Det er noget, som Danmark har gjort meget bedre og hurtigere end Sverige, siger Anders Tegnell.

I Sverige er 5870 døde med coronavirus. I Danmark er det tal 643.