Udland

Overraskende fund: 345.000 brugte kondomer blev kogevasket og gjort klar til genbrug

Sækkevis af brugte kondomer blev vasket og solgt videre fra lagerbygning i det sydlige Vietnam.

Politiet i Vietnam har afsløret en hemmelig fabrik, hvor brugte kondomer bliver vasket, pakket og solgt som nye.

Politiet stormede fabrikken lørdag, hvor de beslaglagde et varelager bestående af omkring 345.000 brugte kondomer. Ifølge politiet er antallet et kvalificeret gæt, baseret på den samlede vægt på 360 kilo, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Fabrikken havde til huse i en lejet lagerbygning i det sydlige Vietnam, i nærheden af Ho Chi Minh By (der tidligere hed Saigon og var hovedstad i det daværende Sydvietnam).

En 32-årig kvinde, der arbejdede på fabrikken, er anholdt, skriver det lokale medie VNExplorer.

Kvinden har forklaret, at de brugte kondomer blev leveret til fabrikken i sækkevis ”af ukendte personer”. På fabrikken blev kondomerne kogevasket, tørret og rullet op på en ”dildo” af træ, så de kunne få faconen tilbage.

Derefter blev kondomerne pakket og solgt.

- Kondomer er klassificeret som medicinsk udstyr, så vi kommer til at se på adskillige love, som ejeren har overtrådt, siger en talsmand for myndighederne til VNExplorer.

Kvinden siger til politiet, at hun blev aflønnet med, hvad der svarer til en dansk krone per kilo rensede og pakkede kondomer.