Coronavirus

Nu frarådes rejser til Storbritannien - se rejsevejledninger til hele Europa her

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes også til Irland, Island og Slovenien på grund af et for højt antal smittede i de tre lande.

Torsdag skifter Storbritannien farve fra gul til orange på Udenrigsministeriets officielle kort.

Med andre ord frarådes alle ikke-nødvendige rejser nu til kongeriget på grund af en øget smitte med coronavirus i samfundet.

Det oplyser Udenrigsministeriet, efter at de nyeste rejsevejledninger er blevet opdateret.

Samtidig oplyser Sky News, at de britiske myndigheder har føjet Danmark til deres røde liste. Det betyder, at alle, der rejser fra Danmark ind i Storbritannien, skal i 14 dages hjemmekarantæne.

De nye restriktioner træder i kraft klokken fire om morgenen lørdag 26. september.

For høje smittetryk i flere lande

Tal fra Statens Serum Institut viser ifølge Udenrigsministeriet, at Storbritannien har 36,4 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

- Storbritannien er røget over det smitteniveau, hvor vi gør lande orange og fraråder ikke-nødvendige rejser, siger Erik Brøgger Rasmussen, direktør Udenrigsministeriets Borgerservice, til TV 2.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere den seneste uge i et land i EU og Schengen.

Desuden oplyser Udenrigsministeriet, at Island, Irland og Slovenien forbliver i orange.

De var farvet orange på grund af indrejserestriktioner og karantæneregler. Nu er det også på grund af et øget smittetryk.

Smittetrykket i de tre lande er henholdsvis: 32,7 (Island), 34,1 (Irland) og 30,7 (Slovenien) smittede per 100.000 indbyggere.

Land åbner ved 20 smittede per 100.000 indbyggere

Tyskland er fortsat gult på Udenrigsministeriets kort, selvom de tyske myndigheder onsdag aften indførte krav om 14 dages karantæne for rejsende fra Region Hovedstaden.

Gul betyder, at man skal være ”ekstra forsigtig”.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kaldte onsdag den tyske beslutning "helt forståelig" over for TV 2.

- Vi lever desværre i en tid lige nu i Europa, hvor pandemien er på vej frem igen. Det ser vi i Danmark og en række europæiske lande. Hver enkelt land er nødt til at reagere, når man ser, at smitten i nabolandene stiger og indføre de nødvendige restriktioner.

For at et land, der først er blevet lukket, kan blive åbnet igen, skal landet have under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

Derudover bliver der kigget på landenes restriktioner i forhold til indrejse - for eksempel om der er krav om karantæne, når man krydser grænsen.

Har foreslået fælles regler

Der er imidlertid forskellige rejsevejledninger alt efter, hvilket europæisk land, du befinder dig i.

Nogle laver regler på baggrund af nationale tal. Andre på regioner. Nogle har fokus på tests, mens andre har fokus på smittede.

Derfor foreslog EU-Kommissionen 4. september, at reglerne ensrettes og harmoniseres, så EU's frie bevægelighed sikres.

Torsdag er der registreret 559 nysmittede med coronavrus i Danmark.

Samtidig er antallet af indlagte steget med 17, så antallet nu er 95 - heraf er 14 indlagt på intensive afdelinger og 5 er i respirator.