Coronavirus

Millionby har opnået flokimmunitet, mener forskere

Massegrave i Manaus 20. juli 2020. Michael Dantas / Ritzau Scanpix

Ny forskning tyder på, at to tredjedele af borgerne i Manaus i Brasilien har haft covid-19. Antallet af syge falder nu drastisk.

Den brasilianske storby Manaus, der de seneste måneder har været blandt de områder i Brasilien, hvor udbruddet af coronavirus har været værst, ser nu ud til at have haft så mange smittede, at befolkningen har opnået flokimmunitet.

Det viser forskningsresultater, som 34 videnskabsfolk fra Sao Paulo, Manaus, Boston, San Francisco og Oxford netop har udgivet.

Resultaterne er endnu ikke kontrolleret af andre forskere - og skal derfor tages med forbehold - men hvis de stemmer, har 66 procent af befolkningen i Manaus nu antistoffer i blodet, der beskytter dem mod at få covid-19.

Derfor er epidemien nu aftagende i storbyen med 2,2 millioner indbyggere, skriver forskerne.

- Selvom ikke-medicinske indgreb plus adfærdsændringer i befolkningen kan have hjulpet med at begrænse smittespredningen i Manaus, tyder den usædvanligt høje infektionsrate på, at flokimmunitet spillede en væsentlig rolle i forhold til at afgøre epidemiens størrelse, står der i undersøgelsen, der er udgivet til gennemsyn på forskningshjemmesiden Medxriv.

Antallet af syge faldt pludselig

Manaus, der ligger inde i regnskoven i Amazonas, oplevede et stort pres på hospitalerne, mens ligene hobede sig op i kølebiler, fordi kirkegårdene ikke kunne følge med, da sygdomsudbruddet var værst i maj måned.

En bedemand med ligkister i Manaus i maj.
Hospitalerne i Manaus var under alvorligt pres i maj måned.
Nossa Senhora Aparecida-kirkegården i Manaus, hvor en del af epidemiens ofre er begravet.

Men nu er antallet af døde faldet drastisk til et gennemsnit på 3,6 personer om dagen de seneste 14 dage ifølge tv-kanalen France 24.

- Alle tegn indikerer, at det var det at blive så eksponeret for virus, der reducerede antallet af nye smittetilfælde og dødsfald i Manaus, siger undersøgelsens koordinator Ester Sabino, der er professor i medicin ved universitetet i Sao Paulo ifølge den franske tv-kanal.

Det pludselige fald i antallet af smittede overraskede allerede lægerne i august, hvor antallet af indlagte på byens hospitaler faldt til 300 efter at have været helt oppe på 1300 i maj måned, skriver Washington Post, der bemærkede udviklingen i en artikel 24. august.

Antallet af døde faldt ligeledes fra 120 om dagen til omkring nul på trods af, at Manaus ikke lukkede ned eller havde held til at få befolkningen til at efterleve de krav, vi for eksempel har set i Europa, skrev Washington Post dengang.

En pris i menneskeliv

I august viste de tilgængelige tal, at det kun var 20 procent af befolkningen i Manaus, der havde antistoffer i kroppen, men nu tyder det nye forskningsprojekt altså på, at hele 66 procent af befolkningen har været smittet.

Hvis forskerne har ret i deres antagelse, kostede det cirka 3300 menneskeliv at opnå flokimmunitet i en by på 2,2 millioner mennesker - ifølge den panamerikanske sundhedsorganisation, PAHO.

Bystyret i Manaus har kun selv registreret 2462 døde med coronavirus - ifølge France 24 - men der er usikkerhed om det reelle tal.

Havde Danmark været lige så hårdt ramt, ville der være et sted mellem 6300 og 8800 døde.

På trods af at situationen i Manaus nu er i bedring, advarer eksperter dog imod at gøre flokimmunitet til et mål.

- Immunitet i samfundet gennem naturlige infektioner er ikke en strategi. Det er et tegn på, at myndighederne ikke har kontrolleret udbruddet og betaler for det med menneskeliv, skriver Florian Krammer, der er professor i mikrobiologi ved Mount Sinai Hospital i New York på Twitter.

Og selvom indbyggerne i Manaus i øjeblikket ser ud til at være gennem den værste del af epidemien, er der dog ingen garanti for, at der ikke kan komme nye udbrud om et stykke tid.

Et studie fra Kings College i London, der blev publiceret i juli, indikerer nemlig, at menneskers immunitet over for covid-19 ikke varer særligt længe - muligvis helt ned til to måneder i visse tilfælde.