Coronavirus

Tyskland sender indrejsende fra Region Hovedstaden i 14 dages karantæne

Tyskland har ikke ændret status som land og er stadig rubriceret som et 'gult' af myndighederne. Man skal derfor være ekstra forsigtig i hele landet.

Tyskland indfører krav om 14 dages karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden.

Det oplyser Udenrigsministeriets Borgerservice.

Det nye krav er trådt i kraft onsdag klokken 19, og der er ikke sat nogen udløbsdato på reglerne.

Kravet til de cirka 1,85 millioner personer i Region Hovedstaden skyldes det stigende smittetryk i København og en lang række omegnskommuner.

Hver enkelt land er nødt til at reagere, når man ser, at smitten i nabolandene stiger

Jeppe Kofod (S), udenrigsminister

Forståelig beslutning

Ifølge Flensborg Avis vækker det bekymring i udenrigsministeriet i Tyskland, at flere områder i Danmark har flere end 50 nye tilfælde af coronasmitte per 100.000 indbyggere.

I alt 19 af de 29 kommuner i Region Hovedstaden overskrider for nuværende denne grænse, viser tal fra Statens Serum Institut.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) kalder den tyske beslutning "helt forståelig" over for TV 2.

- Vi lever desværre i en tid lige nu i Europa, hvor pandemien er på vej frem igen. Det ser vi i Danmark og en række europæiske lande. Hver enkelt land er nødt til at reagere, når man ser, at smitten i nabolandene stiger og indføre de nødvendige restriktioner.

Uændrede rejsevejledninger

Alle rejsende kan dog indtil 1. oktober undtages fra karantænekravet, hvis de kan fremvise en negativ coronatest, der maksimalt er 48 timer gammel, skriver Borgerservice.

Efter 1. oktober skal man altså i 14 dages karantæne ved indrejse i Tyskland, medmindre smittetallene fra Danmark falder.

De nye tyske krav om test og karantæne for indrejsende fra Region Hovedstaden medfører dog ikke ændringer i Udenrigsministeriets generelle rejsevejledning for Tyskland.

Tyskland er stadig rubriceret som et 'gult land' af de danske myndigheder, hvilket vil sige, at man skal være ekstra forsigtig i forhold til at minimere risikoen for at blive smittet med coronavirus i hele landet.

Flyrejsende kan tage test i tysk lufthavn

Ifølge Borgerservice skal indrejsende fra Region Hovedstaden udfylde et skema med oplysninger om blandt andet bopæl i Danmark og opholdsadresse i Tyskland ved ankomst til Tyskland.

Skemaet udleveres både ved ankomst med fly, færge, tog eller bus.

Rejsende i bil skal straks efter ankomst tage kontakt til de lokale, tyske sundhedsmyndigheder.

Flyrejsende kan indtil 1. oktober tage en coronatest ved ankomst til en tysk lufthavn og gå i karantæne, indtil man er testet negativ.

Det tager normalt mellem 36 til 48 timer, før der ligger et testsvar klar.