USA VALG

Republikansk senator går imod Trump - nu mangler der kun tre

Senator Susan Collins skriver på Twitter, at man bør vente med at nominere en højesteretsdommer til efter præsidentvalget 3. november.

Blækket var knap tørt på Ruth Bader Ginsburgs dødsattest, før kampen om hendes efterfølger gik i gang.

Den 87-årige amerikanske højesteretsdommer døde fredag af kræft, og sideløbende med en stor mængde hyldest af hendes lange og succesrige juridiske karriere, opstod der med det samme en politisk armlægning. Demokraterne mener nemlig, at det bør være op til vinderen af præsidentvalget 3. november at vælge Ginsburgs afløser.

Omvendt vil den siddende præsident, Donald Trump, meget gerne nå at få sat en ny højesteretsdommer ind, før han risikerer at blive smidt ud af Det Hvide Hus. Det kræver imidlertid Senatets opbakning, og på det punkt har han nu fået dårlige nyheder.

Vil ikke stemme før valget

Senator Susan Collins er anset for at være en meget moderat republikaner, og hendes navn bliver ofte nævnt, når man taler om senatorer, der kan finde på at gå imod partilinjen. Og det har hun nu gjort.

I en pressemeddelelse udsendt lørdag skriver hun, at vinderen af præsidentvalget 3. november bør vælge sin nominerede til den vigtige post i højesteretten. Altså præcis, hvad demokraterne siger, og præcis det modsatte af, hvad Trump og senatsleder Mitch McConnell ønsker.

- I kraft af, hvor tæt vi er på præsidentvalget, mener jeg ikke, at Senatet bør stemme på en nomineret inden da. For at være retfærdig over for det amerikanske folk, som enten genvælger præsidenten eller vælger en ny, bør beslutningen omkring en livstidsudnævnelse til højesteret ligge hos den præsident, der vælges 3. november, skriver hun.

Vigtigt spil om posterne

Collins' beslutning er utvivlsomt godt nyt for demokraterne, der i forvejen er pressede, når det kommer til højesteret. Donald Trump har i sin præsidentperiode fået indsat to højesteretsdommere - Neil Gorsuch og Brett Kavanaugh - som har meget konservative holdninger.

Får han muligheden for at erstatte Ginsburg, der var kendt som en meget liberal dommer, med endnu en konservativ jurist, så vil højesteretten få en endnu mere konservativ profil. Og eftersom der er tale om livstidsudnævnelser, kan det have betydning i årtier.

Et faktum, Trump tilsyneladende er opmærksom på, da 53-årige Gorsuch og 55-årige Kavanaugh var relativt unge, da de blev valgt i henholdsvis 2017 og 2018. Og favoritten til at blive hans nye nominerede er efter sigende den bare 48-årige Amy Coney Barrett.

Populært set siger man, at der lige nu er fem konservative dommere mod fire liberale. Helt så sort-hvidt har det vist sig ikke at være, da flere vigtige afgørelser i løbet af i år er gået de liberales vej. Her har det primært været konservative John Roberts, der har "skiftet side".

Men trods det vil det være et stort problem for demokraterne at få endnu en yngre konservativ dommer valgt, da fordelingen vil blive mere skæv, så to af de konservative dommere fremover skal overraske, hvis de mere venstreorienterede afgørelser skal blive realiteter.

Skal bruge tre mere

Faktisk beskrives udnævnelsen af højesteretsdommere ofte som en af de vigtigste funktioner for en præsident, og det er derfor, topdemokrater som Joe Biden, Barack Obama og Chuck Schumer lige nu gør alt for at lægge pres på moderate republikanske senatorer som Susan Collins.

Demokraterne har nemlig brug for, at yderligere tre undsiger McConnell og Trump. Republikanerne sidder på 53 af de 100 sæder i Senatet, og i tilfælde af stemmelighed er det vicepræsidenten, der afgør det. I dette tilfælde altså Mike Pence, som givetvis vil følge Trumps linje.

Derfor er alt fokus lige nu på de moderate senatorer, som kan være til at tale med. For reelt set er der ikke meget andet, demokraterne kan gøre før valget, end at appellere til de republikanske senatorers samvittighed. Demokraterne har nemlig kun flertal i Repræsentanternes Hus, som ikke spiller en rolle i valget af højesteretsdommere.

Men hvem kan de tre næste republikanske senatorer blive, der går imod partilinjen? Det kan du få USA-analytiker Mirco Reimer-Elsters bud på her:

Disse senatorer kan gå imod Trump

  1. Mitt Romney

    Præsidentkandidaten fra 2012 blev valgt til Senatet i 2019, og siden har han etableret sig som en af de mest højlydte kritikere af præsidenten i partiet.

    Romney var for eksempel den eneste republikanske senator, der stemte for at dømme Donald Trump i rigsretssagen sidste år.

    - Romney er ikke på valg igen før 2024. Derfor kan det bestemt ikke udelukkes, at han pisser præsidenten af igen. Selvom Trump og Romney er partifæller, så hører de bestemt ikke sammen, når det kommer til synet på principper og politik, siger Mirco Reimer-Elster.

  2. Lisa Murkowski

    Lisa Murkowski er den næstlængst siddende republikanske kvinde i Senatet. Hun blev valgt i 2002 og har siden da repræsenteret Alaska i kammeret.

    Hun er med årene blevet mere moderat. Ifølge datasiden FiveThirtyEight har hun til og med april i år kun stemt med Donald Trump 74 procent af gangene. Til sammenligning stemte hun med Barack Obama 72,3 procent af gangene i 2013.

    - Senatoren fra Alaska er først på valg igen i 2022 og har dermed mere handlefrihed end mange af sine pressede partifæller, som er på valg til efteråret. Trump har allerede meldt ud, at han vil føre valgkamp imod Murkowski til den tid, fordi hun også tidligere har stemt imod præsidentens mærkesager. Så hvem ved, måske giver Murkowski præsidenten endnu en god grund til at tage turen til Alaska om to år, siger Mirco Reimer-Elster.

  3. Thom Tillis

    60-årige Thom Tillis er en af de nyere senatorer. Han er i gang med sin første valgperiode, efter han blev valgt i North Carolina i 2014.

    Modsat Murkowski og Romney er han ikke anset for at være moderat. Han er for eksempel imod homoægteskaber, en højere minimumsløn og Paris-aftalen.

    - North Carolina er en svingstat, og Tillis vandt sin plads i Senatet knebent i 2014. Derfor var det forventeligt, at Tillis ville komme i problemer, hvis præsident Trump kom i problemer i North Carolina. At distancere sig fra den upopulære præsident er en mulighed for Tillis i forsøget på at blive genvalgt, men kan selvsagt også give enormt bagslag, fordi Trump vil være rasende, siger Mirco Reimer-Elster.

  4. Cory Gardner

    Cory Gardner blev valgt som senator i Colorado i 2014, efter han vandt en snæver afgørelse over sin demokratiske modstander.

    Han er flere gange blevet rangeret som en af de senatorer, der oftest bryder med sit partis inje. Han er på genvalg i år, og det kan få betydning for hans strategi.

    - Senatoren fra Colorado ligner umiddelbart en mand, der skal på jobjagt til november, da han står til at tabe sin plads i Senatet. Colorado er gået fra at være en solid republikansk stat til typisk at stemme demokratisk ved præsidentvalg. At stemme med demokraterne vil næppe redde Gardners politiske karriere, men det betyder ikke, at senatoren ikke vil forsøge at sikre sit genvalg ved at stemme imod Trumps nominerede, siger Mirco Reimer-Elster.

  5. Senator fra Arizona

    I Arizona er der et specialvalg, der betyder, at vinderen af valget bliver indsat allerede i slutningen af november - i modsætning til de øvrige senatsvalg, hvor vinderen først indsættes til januar.

    Det skyldes, at valget ikke afholdes, fordi en valgperiode slutter, men fordi indehaveren af sædet - i dette tilfælde republikaneren John McCain - er død.

    Den tidlige indsættelse efter et specialvalg betyder, at vinderen kan få indflydelse på afstemningen - og det kan sagtens blive en demokrat, hvilket ville betyde, at kun tre republikanere skal gå imod Trump for at blokere for en højesteretsafstemning.

    - Den siddende republikanske senator Martha McSally står til at tabe. Da der er tale om et specialvalg – det er John McCains tidligere sæde, der blev ledigt efter McCains død i 2018 – vil en eventuel ny demokratisk senator kunne indsættes omkring en måneds tid, før Senatet mødes i sin nye sammensætning i januar 2021. Det er svært at forestille sig, at republikanerne ikke har stemt Trumps nye højesteretsdommer igennem Senatet til den tid. Men demokraterne vil selvsagt bede til de højere magter og håbe på et mirakel, siger Mirco Reimer-Elster.

Det er usandsynligt

Selvom Susan Collins nu er gået imod partilinjen som den første, og der altså dermed kun skal bruges tre mere for at blokere for et hurtigt valg, så anser Mirco Reimer-Elster det for at være usandsynligt.

- Man kan selvfølgelig ikke kategorisk udelukke, at Trump og McConnell ikke finder det nødvendige flertal. Men der er mange fortilfælde for at stemme nye højesteretsdommere igennem i et valgår, og polariseringen og partiloyaliteten er næsten altdikterende i amerikansk politik.

- Derfor er det svært at forestille sig, at mindst fire republikanske senatorer afstår fra den historiske mulighed at rykke højesteretten markant til højre. I så fald er der tale om ”principper” opfundet til lejligheden, siger han.