Udland

Børnelægens heltegerning og mod blev til en film - nu er hendes liv helt forandret

I weekenden kan ‘The Cave’ - filmen om lægen og ildsjælen Amani Ballour - vinde en stor filmpris. Imens kæmper hun selv med at finde mening med livet.

Den store sø med hvide svaner og træer i en forstad til Berlin er ren terapi. Den uspolerede og rå natur er for Amani Ballour ikke kun meditativ og beroligende - den minder hende også om hendes elskede Syrien.

Hver dag går hun en rask tur rundt om søen, sætter sig ved vandkanten, ofte i skyggen af et træ, og drikker sin hjemmebryggede syriske kaffe fra termokanden. Nyder stilheden. Og den blå himmel. Uden at være bekymret for, at det næste fly, der passerer, kaster et altødelæggende missil ned mod hende.

For den frygt blusser stadig op i hende, når hun hører lyden af et fly.

Amani Ballour modtog sårede børn i det underjordiske hospital.

I fem år arbejdede Amani Ballour som læge på et underjordisk hospital i Syrien. Hun reddede tusindvis af mennesker, der blev bragt til det underjordiske hospital, og undervejs blev det hele filmet af tre fotografer.

Deres dokumentarfilm ‘The Cave’ var Oscar-nomineret og kan i denne weekend vinde flere Emmy-priser.

Dokumentarfilmen ‘The Cave’

’The Cave’ er instrueret af den syriske instruktør Feras Fayyad og produceret af Danish Documentary.

Dokumentaren handler om en en gruppe læger i et underjordisk hospital i Syrien, der kæmper imod alle odds og redder liv. 

I begyndelsen af 2020 blev ’The Cave’ hædret med Robertprisen for bedste dokumentar, og i februar var ’The Cave’ nomineret til en Oscar.

Det er nu to år siden, hun forlod hospitalet og sit fædreland. Hendes nye liv i Tyskland er alt andet end lyden af bomber, skrigende børn og lemlæstede kroppe. Og hun smiler da også. Er taknemmelig for at være i sikkerhed og for, at hun kom væk i tide – nogle af hendes kollegaer, der ikke flygtede, er forsvundet eller dræbt.

Men hendes sind er stadig i Syrien. Og hun kæmper fortsat med at finde meningen med tilværelsen.

- Jeg drømmer om at komme tilbage til Syrien. At slå mig ned der. Men det er for farligt lige nu. I stedet forsøger jeg at få min stemme hørt her. At råbe op om det kriminelle regime, der dræber og torturerer, siger hun over telefonen.

Hendes lyse stemme og flydende engelsk er i det samme rolige toneleje, som dengang hun midt i bombardementerne holdt hovedet koldt og tog hurtige beslutninger.

Og samtidig kæmpede en kvindekamp i et konservativt samfund, hvor hun blev mødt med kritik, fordi hun var den første kvindelige leder af det underjordiske hospital.

Hendes tålmodighed var hendes vigtigste våben dengang. Og i dag. Sammen med hendes stærke tro på Gud. Troen på, at retfærdighed vil ske. At Assad-regimet vil blive straffet. Vil bøde for dens synder.

Men mens hun kæmper den store kamp, er hendes eget liv lige så rodet som et kludetæppe. Med én vigtig undtagelse:

Den engel, der pludselig dukkede op i hendes liv.

Dybt bekymret for familien

Det østlige Ghouta i Syrien blev sønderknust af bombardementer i 2018.

Nogle af Amani Ballours ting ligger stadig i en kasse hos en bekendt i Tyrkiet, hvor hun boede i halvandet år efter flugten fra Syrien i sommeren 2018. Andre ting ligger i et hus hos en bekendt i Frankrig, hvor hun rejste til for at modtage en pris tidligere i år.

Og så er der alt det, hun efterlod i sit barndomshjem i Syrien, hvor hendes forældre stadig bor.

Hvor hendes far stadig passer hønsene og gederne i den hyggelige have med citrontræer, blomster og det store oliventræ, der som symbol på håb stadig står der. For de fleste træer er væk i det østlige Ghouta, en forstad til Damaskus. Brugt som brænde til mad og varme.

Selv al plastik og alle træmøbler i husene blev til aske – alt, der kunne brændes, reddede liv.

I dag er der kun elektricitet en time om dagen, de få madvarer er dyre, og Amani er dybt bekymret for sine forældre. Hun tænker ofte på barndomsminderne, hvor hun kravlede rundt i træerne, holdt fødselsdagsfest med kage og løb over til bageren for at købe friskbagt brød.

Og i de erindringer er også det store oliventræ, hvor hun plejede at drikke hjemmelavet lemonade eller kaffe i læ fra solen sammen med sine søskende, forældre og veninder. Mange af dem er enten dræbt eller forsvundet.

Hendes storebror og svoger blev pludselig anholdt af sikkerhedsstyrkerne for ti år siden. Ingen ved, om de er i live, eller - værre endnu - om de lider i et af de syriske regimes berygtede torturfængsler, hvor tusindvis er blevet henrettet gennem årene.

Flygtning i Tyskland

Nu er Amani Ballour havnet i Berlin, tæt på den smukke sø, men i en alt andet end idyllisk otteetagers høj bygning, hvor hun har et værelse med udsigt til en legeplads. Hvor børnene leger. Flygtningebørnene.

For hun er på et asylcenter med flygtninge fra lande som Irak, Nigeria og Afghanistan. Med tynde bare vægge, der ikke kan holde barnegråd og latter ude, og hvor hun deler køkken og badeværelse med alle de andre beboere fra etagens 15 værelser.

Hvor ingen af de andre flygtninge aner, at den spinkle, ikke så høje kvinde med de store brune øjne, er børnelæge og har set grusomheder, som ville ryste selv en hærdet soldat.

Og Amani er så påfaldende underspillet, så ydmyg, at hun aldrig ville fortælle det. Det ville føles lige så unaturligt og ubehageligt, som at stå på den røde løber til Oscar i USA eller Italien for nylig, hvor hun modtog endnu en pris.

Noget af holdet bag 'The Cave' på den røde løber ved Oscar-uddelingen i februar. Sigrid Dyekjær, Kirstine Barfod, Amani Ballour, Alisar Hasan og instruktør Feras Fayyad.

Amani Ballour er ikke typen, der gør et stort væsen af sig, og heller ikke en, der brokker sig. Kun når der bores forsigtigt og rigtigt, giver hun et smugkig i den vildrede, hun befinder sig i.

- Alt er usikkert i mit liv. Det har været det værste år i mit liv, uden sammenligning med hospitalet i Syrien, selvfølgelig. Men jeg er rodløs, har ikke et hjem og ved ikke, hvor længe jeg skal vente på en opholdstilladelse.

Plaget af mareridt

På hospitalet i Syrien havde hun ikke frihed, men et formål. Hun gjorde en forskel. Nu har hun frihed, men er låst. Og formålet kæmper hun for. Det limbo, det dilemma og de tanker farer gennem hendes sind, når hun sidder og kigger ud over søen.

Hendes sag om asyl er ved at blive behandlet, men coronapandemien har forsinket hele processen, og uger er blevet til måneder.

Deres historier må ikke glemmes. Folk skal kende sandheden

Amani Ballour

Hun er netop gået i gang med at lære tysk på en skole og glæder sig til at kunne konvertere sin lægeuddannelse til tysk, så hun kan få et arbejde. Ikke som læge, men noget andet, for den dag i dag kan hun ikke arbejde med børn.

De minder hende om alle børnene i ‘The Cave’ – alle dem, hun ikke kunne redde.

Filmen følger børnelægen Amani Ballour. Video: Malene Sørensen

Men håbet er der. For Amani er på mange måder indbegrebet af håb. Hun gav håb til så mange dengang. Og i dag er hendes håb at give en stemme til alle de dræbte børn, kvinder og mænd.

For de havde alle en historie, hver og en.

- Deres historier må ikke glemmes. Folk skal kende sandheden. De illustrerer det syriske folks lidelser.

Hun var vidne til lidelserne, og de er stadig i hende. Mareridtene plager hende ikke lige så ofte som det første år, efter at hun forlod Syrien.

- Jeg prøver at glemme ting, men nogle oplevelser glemmer man aldrig, siger hun roligt.

Især én nat bliver ved med at hjemsøge hendes sind.

Blikket hun aldrig glemmer

Amani Ballour arbejdede fem år i det underjordiske hospital.

Nogle var bevidstløse, andre kæmpede for at trække vejret. Nogle var allerede kvalt. De tiggende blikke, de desperate skrig og rystende kroppe.

Hele pladsen foran hospitalet var fyldt med kvinder, mænd og børn. Amanis hjerte galoperede, mens hun banede sig vej mellem kroppene og forsøgte at hjælpe med et iltapparat og medicin.

Hun fik øje på en mand, der grædende bar rundt på sit livløse barn. Hun huskede, hvor glad han havde været, da han blev far for et par år siden.

Hun satte iltmasken på et tilfældigt barn, mens barnet ved siden af kort efter udåndede. Mødre skreg efter hende. De kendte hende, deres børnelæge. Hun var deres eneste håb.

- Jeg skulle vælge. Jeg havde kun en iltmaske. Jeg så børn dø, fordi jeg ikke kunne hjælpe dem.

Endnu en af krigens ofre tilses af Amani Ballour.

En mor til tre, som plejede at komme på klinikken, skreg efter hende. Amani plejede at få de tre søskende til at grine, ligesom hun gjorde med alle børnene. Nu stod moderen foran hende.

- De er døde. Kom og hjælp. Kom og tilse dem.

Deres blikke mødtes. Amanis mund var tør.

- Jeg glemmer aldrig det blik. Jeg ville hjælpe hende, men kunne ikke. Hendes børn var døde, og jeg var nødt til at redde andre børn.

Amani mødte aldrig moderen igen. Hun ville så gerne have forklaret, at hun ikke havde andet valg.

De små sejre

Den nat i august 2013 var det nervegassen Sarin, der dræbte over 1400 mennesker – affyret på raketter af Assad-regimet. Verdenssamfundet var i chok - FN's generalsekretær Ban Ki-Moon betegnede det kemiske angreb som “en krigsforbrydelse” og ”den værste brug af kemiske våben på civile i det 21. århundrede”.

Og sådan var virkeligheden i 'The Cave'. Hver dag kom sårede og dræbte.

Endnu et såret barn i armene på Amani Ballour. Billedet er taget, kort før hun var nødt til at flygte fra det underjordiske hospital.

Det var især de traumatiserede og dræbte børn, der smertede Amani og kollegaerne. Men det var også de små sejre, der holdt dem i gang. Dem de reddede trods mangel på medicin, anæstesi og kvalificerede medarbejdere.

De overlevende gav dem håb og styrke til at fortsætte. Og så var der humoren, der ikke blot var en livline, men ilt for dem.

Som når den midaldrende læge Salim lyttede til opera og klassisk musik på sin smartphone, mens han udførte livsvigtige operationer. Som når han og andre medarbejdere brokkede sig over for lidt salt i maden og højlydt sukkede efter pizza og pasta. Eller som når Amani gik rundt i sine sorte og cremefarvede stiletter bare for at føle sig normal, feminin og høj.

Et øjebliks lykke midt i tragedien. Til stor morskab for de andre.

Humor og latter var nødvendigt for at overleve hverdagen på hospitalet.

Og så var der selvfølgelig de kærlige beskeder fra hendes far, som han jævnligt indtalte på hendes telefonsvarer. En stolt og bekymret far til sin yngste datter:

- Min datter, folk vil glemme krigen en dag, men de vil aldrig glemme dig. Jeg er stolt af dig. Husk, at dine planter venter på, at du kommer hjem igen.

Ingen kunne stoppe hende

Amani Ballour har arvet sin fars stædighed og temperament. Og hun har også altid været sin egen, en rebel, en fighter med en medfødt viljestyrke.

Som da hun som barn plejede at klatre i træerne sammen med drengene til lyden af sin mor og naboer, der råbte, at det måtte en pige ikke. Men ingen kunne stoppe hende.

Heller ikke, da hun ville have en uddannelse – og fik overtalt sin far til ikke at gifte hende bort, selvom hendes storesøstre var blevet gift i en ung alder. Og det var, mens hun studerede medicin på universitetet i Damaskus, at krigen kom snigende som en snu slange. Langsomt. Pludselig var hendes hjemby det østlige Ghouta belejret. Og bomberne blev hverdag.

Hun ville hjælpe og endte på det hemmelige underjordiske hospital, uvidende om, at hun ville tilbringe de næste fem år der. At hun ville hungre efter frisk luft og fuglekvidder. At hun ville være taknemmelig for, at hun blev læge og kunne gøre en forskel. Og at hendes rebelskhed også ændrede nogle mænds opfattelse af kvinder.

For Amani Ballour blev chikaneret og bagtalt. En kvinde som leder. Nej, det var haram, forbudt. Kun tøjter arbejder sammen med mænd. Hun ville aldrig blive gift. Hun måtte jo være løs på tråden.

En ambulancefører gik skridtet videre og lavede en underskriftsindsamling for at få hende til at stoppe som leder. Men han opgav, da underskrifterne udeblev.

Jeg ved, at Assad-regimet holder øje med mig

Amani Ballour

En patient skældte hende ud en dag:

- Det er et vigtigt job, er der ingen mænd til stede?

Doktor Salim kom hende til undsætning og satte manden på plads.

- Jeg ville ændre deres mentalitet, men det var også en stor byrde på mine skuldre, for hvis jeg fejlede som manager, ville de dømme alle kvinder. Jeg havde ikke et valg.

Filmen er mit vidnesbyrd

Og i 2018 havde hun heller ikke et valg. Hun forlod modvilligt hospitalet – evakueret i busser – fordi det var blevet alt for farligt at blive. Nogle blev. En læge sidder bag tremmer, en anden blev dræbt i fængslet.

Heldigvis havde tre fotografer filmet hendes arbejde i to år, så hun i dag har dokumentation.

- Jeg ved, at Assad-regimet holder øje med mig. Jeg har også hørt, at de vil dræbe mig, fordi jeg var vidne til det kemiske angreb, som de benægter. Men jeg er ligeglad.

- Jeg fortalte sandheden, og denne film er mit vidnesbyrd. Alle de døde har en historie, og det er min pligt at fortælle deres historier og give dem en stemme.

Tre fotografer filmede hverdagen i det underjordiske hospital. De er netop blevet hædret med en Emmy Award for deres arbejde.

Det er denne kamp, Amani fortsætter i Tyskland. Gennem sin stemme. Og det er derfor, at hendes liv med uvished ikke slår hende ud.

- Min personlige status er kun midlertidig. Det skal nok lykkes, så jeg kan slå mig ned. Men vi skal af med Assad. Mit projekt er at få retfærdighed. Også selvom det kan koste mig livet.

Mødte sin engel

Og selvom der ikke er oliventræer rundt om søen i Tyskland, er Amanis sjæleven ved hendes side. Hamza hedder han. Hendes klippe – manden, der “genoplader og opmuntrer hende”.

For efter flugten fra Syrien, da hun havnede i et sort hul af meningsløshed, dårlig samvittighed og tomhed, dukkede han op som en engel.

I dag lever den syriske børnelæge i Tyskland, uafklaret om sin egen situation som flygtning.

Han var selv flygtet til Tyrkiet og havde bemærket hende i de internationale medier som BBC og CNN, hvor hun forsøgte at råbe verdenssamfundet op. Få verden til at bremse Assad, gøre noget.

Hun var også aktiv på sociale medier, hvor hun gennem aktivister og internationale organisationer fik tilsendt medicin, mad og udstyr, der ofte blev smuglet gennem de hemmelige tunneller, Amani var med til at udvide i de to år, hun var leder.

Hamza ringede til hende, da hun ankom til Idlib fra Syrien. Fortalte hende, at han elskede hende. Hun grinede ad den fremmede mands oprigtige hengivenhed. De havde jo aldrig mødt hinanden.

Men Hamzas gode energi kom på et tidspunkt, hvor hun gennemlevede helvede.

Nomineret til Emmy Awards

‘The Cave’ er nomineret til fire Emmy Award-priser ved uddelingen i USA lørdag 19. september og søndag 20. september, og en pris blev allerede sikret tidligere på ugen.

Prisen tilfaldt de tre fotografer, Muhammed Khair Al Shami, Ammar Sulaiman og Mohammed Eyasi i kategorien ’Outstanding Cinematography for a Nonfiction Program'.


 

- Jeg var alene hjemme med dårlige minder. Jeg havde mareridt. Jeg huskede børnene. Det var første gang i seks år, at jeg havde tid til at tænke. Jeg følte skyld, og at jeg havde mistet mit liv. På hospitalet var jeg til gavn, og jeg gjorde en forskel. Nu var jeg ingenting. Jeg var ligegyldig. Det var den værste måned i mit liv.

Nogle uger efter kom hun til Tyrkiet, hvor Hamza mødtes med hende. Kærlighed ved første blik.

Han friede, og hun svarede prompte ja uden at have spurgt sine forældre først.

Derfor kæmper hun videre

Amani Ballour i dag. Hun har i to år levet som flygtning langt fra sit hjemland Syrien.

Nu er Hamza ved hendes side. Han fodrer tit ænderne i søen, mens de sludrer. Taler om dengang. Dybe samtaler. Amani kan ikke glemme børnene.

Den nat i august 2013 var der til sidst ikke plads til flere døde på jorden. Amani og hendes kollegaer var tvunget til at stable børnene oven på hinanden i et hjørne. Så slægtninge, der kom for at lede, måtte rykke andre børn for at finde deres eget.

- Den scene kan jeg ikke glemme. Børnene fik ikke engang ret til en plads på jorden.

Tavshed.

Det er netop for deres skyld, at hun i dag kæmper videre. Hun håber, at verdenssamfundet vil straffe Assad, så ”massakren” kan stoppes. Og så arbejder hun på at få en fond op at stå, der skal hjælpe kvinder med at komme videre i livet efter krig og konflikt.

Amani Ballour og TV 2s Simi Jan ved et tidligere interview.

Nogle af mændene, der var imod hende, takkede hende til sidst. Flere af de små piger sagde, at de ville være læge ligesom hende. Alt sammen er med til at give Amani troen på sit projekt.

- Nogle kvinder tror, at deres mænd har ret til at slå dem. Vi skal undervise kvinder og mænd i, hvad koranen siger om kvinderettigheder. For nogle mænd misfortolker for at undertrykke kvinder. Og jeg ved, at vi kan ændre den overbevisning.

Fonden hedder Al Amal, som betyder "håb" på arabisk. For det hele handler om håb:

- Jeg vil inspirere andre kvinder. Jeg vil undervise dem, så de kan få et arbejde og forsørge deres børn. Så mange kvinder har mistet deres mænd i krigen. Kvinder har brug for hjælp, og jeg føler, at jeg kan hjælpe dem.

Se dokumentarfilmen 'The Cave' på TV 2 søndag 20. september kl. 22.00 eller her på TV 2 PLAY.