Udland

Lotteriet, der ikke skaffede præsidenten af med hans dyre fly

I denne uge fik Mexico endelig afsluttet et lotteri, der har været præsidentens mærkesag og befolkningens store morskab.

Tirsdag blev vindernumrene i Mexicos måske mest besynderlige lotteri udtrukket under skrig og skrål i hovedstaden Mexico City.

Dermed kan landets præsident López Obrador endelig lukke historien om præsidentembedets dyre luksusfly og et valgløfte, der viste sig mere end almindeligt vanskeligt at opfylde.

Historien begyndte i 2018, da López Obrador førte valgkamp for at vælte den daværende præsident Enrique Peña Nieto.

Dengang udstillede den nye kandidat Obrador præsidentflyet – en nyindkøbt Boeing 787 Dreamliner til 1,3 milliarder kroner – som et symbol på korruption, luksusliv og misbrug af offentlige midler i toppen af det mexicanske samfund, skriver Mexico News Daily.

Obrador svor, at hvis han blev valgt som præsident, så ville han straks skille sig af med flyet og bruge pengene til gavn for befolkningen.

- Ikke engang Obama har sådan et fly, sagde han forarget om det specialindrettede fly med 80 lædersæder og både dobbeltseng og brusebad til præsidentparret.

Indenfor i præsidentens fly - dagligstue

Ingen købere

Han vandt præsidentvalget – og han holdt ord og satte straks flyet til salg.

Men desværre viste det sig umuligt at finde en køber, der ville betale fuld pris for et brugt luksusfly.

Det stod ubrugt i en hangar i USA, men præsidenten selv begyndte at flyve med almindeligt rutefly på officielle rejser.

Det store lotteri

Men præsident Obrador havde ikke glemt det dyre fly, der var forbundet med så megen politisk symbolik.

I starten af 2020 offentliggjorde han en ny ide: Et gigantisk statslotteri, hvor almindelige mexicanere kunne købe lodsedler for et beløb, der svarer til 150 kroner per lodseddel.

Lodsedler til salg - med et billede af præsidentens fly

Og hovedpræmien i lotteriet var flyet – præsidentens egen Boeing 787 Dreamliner.

Til grin i befolkningen

Lotteriet blev omgående en national vittighed i Mexico, skriver CNN. De sociale medier strømmede over med forslag til, hvad man som en almindelig borger i Mexico skulle stille op med flyet?

Hvor det skulle parkeres?

Og hvad skulle den heldige flyvinder stille op med udgifterne til vedligeholdelse og hangarleje, der blev beregnet til at løbe op i ti millioner kroner om året?

Præsidentens soveværelse ombord på flyet

Pengepræmier

De mange morsomheder fik dog ikke præsidenten til at give op. Men til at ændre konceptet for lotteriet.

Nu skulle flyet ikke længere være hovedpræmien.

I stedet skulle hovedpræmien være 100 store pengepræmier på hver 20 millioner pesos, hvilket svarer til cirka seks millioner kroner.

Hvis der som planlagt blev solgt seks millioner lodsedler, så ville der både være penge til vinderne, penge til den løbende vedligeholdelse af flyet og penge til overs, der kunne fordeles til landets trængende sundhedsvæsen.

Præsidentens fly står nu i en hangar i byen Juarez,

Præsidentens problem var imidlertid, at der stadig ikke blev solgt særligt mange lodsedler. Ikke engang nok til at dække udgiften til de 100 præmier.

Udtrækningen af vinderne, der var planlagt til maj, måtte udsættes på grund af det svage salg.

Købte selv lodsedlerne

Det tvang præsident Obrador til at ændre taktik endnu engang. Regeringen købte en million lodsedler for omkring 150 millioner kroner og fordelte de mange lodsedler til alle landets hospitaler.

Præsidentens badeværelse ombord - en luksus, som præsidenten har afvist at benytte sig af

Hvis nogen af hospitalerne så vandt, så kunne de få lov til at indkøbe hospitalsudstyr for præmiesummen på omkring seks millioner kroner.

Ifølge Carlos Elizondo, der er professor i offentlig ledelse på universitetet i Monterrey, har præsidentens ide med lotteriet været at portrættere sin egen regering som sparsommelige og påpasselige.

- Men hen ad vejen er hans forsøg på at slippe ud af det hele på en pæn måde blevet stadig mere latterlige, siger han til New York Times.

Den mexicanske præsident  Lopez Obrador ved siden af det fly, som han ikke selv ønsker at flyve med

Vinderne

Tirsdag i denne uge oprandt så den store dag, hvor vindernumrene skulle udtrækkes. I Mexico foregår det traditionelt ved, at en gruppe fint klædte børn råber numrene ud, så det kan høres vidt omkring.

Der var lige akkurat solgt lodsedler nok til, at det kunne dække udgifterne til præmierne, hvilket præsidenten udlagde som en sejr:

- Vi har nået vores mål og har skaffet pengene til gevinsterne. Og med det på plads kan udtrækningen finde sted, sagde han ifølge Mexico News Daily.

Med 95 procent af indtægterne brugt på præmiepengene, blev der ikke meget i overskud til landets sundhedsvæsen.

Til gengæld har landets hospitaler deltaget i lotteriet – og en lang række hospitaler har siden meldt ud, at de er blandt de 100 vindere, der nu har seks millioner uventede kroner til indkøb af udstyr.

- Vi er meget glade, som en hospitalsdirektørerne siger til Mexico News Daily.

Og flyet – det står stadig i sin hangar.