Coronavirus

14 procent af de indlagte er under 30 år

I løbet af det seneste døgn er 454 danskere konstateret smittet med coronavirus.

14 procent af de indlagte med coronavirus er unge under 30 år.

Det fortæller sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde fredag eftermiddag. I alt er 58 personer indlagt.

- Alle aldersgrupper er repræsenteret. 14 procent af de indlagte er under 30 år, oplyser sundheds- og ældreministeren.

Rekordmange smittet

I løbet af det seneste døgn er 454 danskere konstateret smittet med coronavirus.

Det oplyser de danske sundhedsmyndigheder.

Det er det højeste antal smittede på et døgn, siden coronavirussen SARS-CoV-2 kom til landet i vinter. 26.416 er blevet testet på et døgn, og der er taget 54.396 prøver.

Torsdag var antallet af smittede 453.

Landsdækkende restriktioner

På pressemødet fredag eftermiddag fortalte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun fra lørdag klokken 12.00 indfører de restriktioner, som er blevet pålagt i og omkring København tidligere på ugen, i hele landet.

- Coronaen har igen fået greb i vores samfund, og vi står i en alvorlig situation.

Samtidig sænkes forsamlingsforbuddet i hele landet til 50 personer.

Restriktionerne gælder indtil videre frem til 4. oktober.

Desuden opfordres der fra regeringens side til, at alle virksomheder arbejder hjemme, hvis det er muligt, ligesom man opfordres til ikke at tage den offentlige trafik, hvis det er muligt.