Udland

Rejser frarådes nu til fem nye lande

Alle ikke-nødvendige rejser frarådes til lande, der har mere end 30 smittede per 100.000 indbyggere per uge.

Holland, Portugal, Schweiz, Østrig og Ungarn har alle nu for høje smittetal, og alle ikke-nødvendige rejser frarådes nu til landene.

Det oplyser Udenrigsministeriet torsdag, efter at de nyeste rejsevejledninger er blevet opdateret.

Dermed ændrer landene officielt farve fra gul til orange på Udenrigsministeriets kort.

- Generelt er der bare smittestigning rigtigt mange steder i Europa. Og det er det, der udmønter sig i, at der er flere lande, der kravler over denne her lukkegrænse, og vi derfor fraråder ikke-nødvendige rejser. Det er jo en lidt trist udvikling, som vi også kan se herhjemme, siger Erik Brøgger Rasmussen, der er direktør for organisation og borgerservice i Udenrigsministeriet.

Ifølge Erik Brøgger Rasmussen er der i øjeblikket godt 10 lande tilbage, som man kan rejse til i Europa.

Ungarn var også orange i sidste uge, men det var på grund af indrejserestriktioner. Nu er det på grund af smitte.

De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen i et land i EU og Schengen.

Tal fra Statens Serum Institut viser ifølge Udenrigsministeriet, at landene har følgende smittetal per 100.000 indbyggere den seneste uge:

  • Holland 36,8
  • Portugal 32
  • Schweiz 30,7
  • Ungarn 35,8
  • Østrig 36,5

Den lille republik San Marino, der ligger nær den italienske adriaterhavskyst, ændrer farve fra orange til gul, da smitten har været faldende. Republikken blev orange 3. september.

Åbnes igen under 20 smittede

Udenrigsministeriets liste over anbefalinger til rejsemål bliver opdateret hver torsdag klokken 16.

Ud over antal smittede kigger myndighederne på testniveauet i det enkelte land. Det tæller herunder, hvor stor en andel af de testede, der testes positive.

Derudover bliver der kigget på landenes restriktioner i forhold til indrejse - for eksempel om der er krav om karantæne, når man krydser grænsen.

For at et land, der først er blevet lukket, kan blive åbnet igen, skal landet have under 20 smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.

Torsdag rundede Danmark selv mere end 30 smittede per 100.000 indbyggere de seneste 14 dage, hvilket betyder, at myndighederne ville fraråde alle rejser til os, hvis Danmark var et land i udlandet.

Udenrigsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at Norge i den anledning ventes at tilføje Nordjylland og Sjælland til listen over regioner, hvor der er krav om 10 dages karantæne ved indrejse i Norge. Dermed vil karantænereglerne omfatte hele Danmark.

Vil have fælles regler

Der er imidlertid forskellige rejsevejledninger alt efter, hvilket europæisk land, du befinder dig i.

Nogle laver regler på baggrund af nationale tal. Andre på regioner. Nogle har fokus på tests, mens andre har fokus på smittede.

Derfor foreslog EU-Kommissionen 4.september, at reglerne ensrettes og harmoniseres, så EU's frie bevægelighed sikres.

- Vi er nødt til at sikre mere klarhed og forudsigelighed. Derfor foreslår vi i dag en fælles tilgang til alle foranstaltninger, der begrænser fri bevægelighed for vores medlemslande, sagde EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

EU-kommissionen foreslog, at der sættes ind på fire nøgleområder – herunder fælles regler for rejsebegrænsninger, landefarverne skal være ens og skal opdateres af ECDC, der skal være fælles regler for tests og karantæne ved indrejse i højrisikoområder, og der skal være tydelig information om eventuelle rejserestriktioner.

I Danmark har særligt rejsebranchen ytret, at det både for dem og kunderne er svært at navigere i, når et land pludselig kan ændre farve, og smitten opfattes forskelligt fra land til land.