Luften på USA's vestkyst er 45 gange værre end anbefalet

TV 2 har mødt David Petersen og Hayida Palmer. De bor i Pasadena i Californien og har den seneste uge levet med, at luften er giftig.

Luftkvaliteten på USA’s vestkyst er i disse uger blandt verdens værste.

Her har skovbrande siden august hærget staterne Californien, Oregon og Washington, hvor flammerne har brændt sig gennem et område, der er lige så stort som det halve af Danmark.

De massive røgsøjler, der kan ses fra rummet, har lagt sig som tyk smog i store områder langs vestkysten. For eksempel i Los Angeles, hvor solskinsbyen er forvandlet til en grålig tågeverden.

Ifølge tal for den digitale overvågningstjeneste for luftkvalitet PurpleAir har andelen af usund luft – den såkaldte partikelmasse – visse steder været oppe på 453 mikrogram per kubikmeter.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, anbefaler, at luftkvaliteten ikke overstiger 10 mikrogram per kubikmeter.

Luftkvaliteten har altså været over 45 gange værre end den anbefalede maksimale grænse.

15.000 ofre om året

Sundhedsmyndighederne i USA’s folkerigeste stat, Californien, anbefaler i forvejen folk at blive hjemme så meget som muligt, på grund af coronavirus, og kun bevæge sig ud med maske.

Men røgen fra skovbrandene er endnu en god grund. For bevæger du dig udenfor uden iltapparat, indeholder hvert åndedrag en giftig cocktail af forskellige sodpartikler, der sætter sig i lungerne, hvor de derfra ryger videre ud i blodet.

Det kan få helbredsmæssige konsekvenser hos alle, der udsættes for den dårlige luft i længere tid. Men det rammer særligt dem med hjerte-lunge-sygdomme, som risikerer en tidligere død, hvis de udsættes for røgen fra skovbrandene.

Ifølge CDC dør omkring 15.000 amerikanere om året som følge af at have været udsat for røgen fra skovbrande. Et tal, som sundhedsmyndighederne har regnet sig frem til, vil stige til 40.000 ved udgangen af dette århundrede, da klimaforandringerne vil føre til flere skovbrande.

Stikker i halsen

Pasadena er en by i Los Angeles County. Den ligger ved foden af San Gabriel bjergene, hvor der 6. september startede en stor skovbrand, som i skrivende stund nærmer sig en størrelse på 100 kvadratkilometer.

Luften i Pasadena har den sidste uge ikke været til at være i, forklarer David Petersen, der har boet i Pasadena i 20 år.

- Jeg har ikke sovet så godt. Især fordi min aircondition suger luft ind ude fra, og efter noget tid kan jeg mærke, at det generer. Det stikker ligesom i halsen, siger han.

Den 37-årige redaktør vil derfor anskaffe sig en luftrenser til sit hjem, hvilket myndighederne også anbefaler, at borgerne i de ramte områder gør.

Kan ikke flygte fra røgen

Så længe luften er så giftig, holder David Petersen sig ekstra meget inden døre. Men det er ikke alle, der kan det.

Californien har 150.000 hjemløse, og de har ikke andet at beskytte sig med end deres masker.

41-årige Hadiya Palmer lever på gaden døgnet rundt. Hendes mundbind har stort set ikke været taget af den sidste uge. Ofte bærer hun to på én gang. Og stadig vågner hun med bihulerne fuld af tyk, grålig slim.

- Jeg lider af både astma og allergi og er i forvejen bekymret for mit helbred, men på grund af røgen er jeg ekstra meget bekymret.

Det er ikke kun om natten og om morgenen, at hun oplever generne fra røgen. Fordi hun er afhængig af at skubbe sig selv rundt i sin kørestol, får hun lettere åndenød, hvilket gør det svære for hende at bevæge sig rundt i byen.

Frygter for sit helbred

Hayida Palmers helbred har forværret sig så meget den seneste uge, at hun har taget en covid-19-test for at være sikker på, at det er røgen og ikke coronavirussen, der har gjort hende ekstra dårlig.

- Jeg vil virkelig ikke blive syg, og jeg er bange for, at den her røg svækker mit immunforsvar, og hvilke konsekvenser det kan få for mig, siger hun.

Hendes uro er derfor også en ekstra psykisk belastning, som gør hende nedtrykt.

- Det er udmattende, fordi jeg prøver at leve så sundt, som jeg nu kan i min situation. Jeg vil ikke slås med flere sygdomme, siger hun.

Vil ikke flytte – kan ikke flytte

For ti år siden reddede Hayida Palmer sig ud af et brændende hus og blev efterfølgende indlagt med røgforgiftning.

- Det var slemt, men i en kort periode. Men det her trækker ud, og hvis det fortsætter, er jeg bange for, hvordan det vil påvirke mine lunger. Det gør i forvejen ondt, når jeg nyser og hoster, siger hun.

I den bedste verden ville Hayida Palmer gerne flytte til en anden stat, der ikke rammes af skovbrande hvert år. Men det er umuligt for hende. For det første har hun brug for at være tæt på sit netværk i Los Angeles. For det andet er hun afhængig af den velfærd, hun får i Californien.

Sidstnævnte begrænsning gælder ikke David Petersen, der er sund og rask. Derfor er han heller ikke så bekymret for, at skovbrandene for nuværende påvirker hans heldbred.

- Men hvis skovbrandene fortsætter med at blive værre år for år, vil jeg til sidst nok flytte til en anden stat.