Udland

Rapport retter hård kritik mod Boeing efter to dødelige flystyrt

Det er fly af typen 737 Max, der har været store problemer med.  Karen Ducey / Ritzau Scanpix

Efter 18 måneders undersøgelse af flytype, der i 2018 og 2019 var involveret i to styrt, er konklusionen klar.

Det amerikanske flyselskab Boeing og luftfartsmyndighederne i USA bærer begge et stort ansvar for to flystyrt i 2018 og 2019, der kostede 346 mennesker livet.

Det er konklusionen i en stor rapport, der er baseret på 18 måneders granskning af flytypen 737 Max.

Rapporten er udarbejdet for transportudvalget i Repræsentanternes Hus. Her er kritikken sønderlemmende.

- Boeing har fejlet i dets design og udvikling af Max, og FAA (de amerikanske luftfartsmyndigheder, red.) har fejlet i tilsynet med Boeing og certificeringen af flyet, står der blandt andet i rapporten.

Flytypen blev i marts 2019 tvunget til at blive på jorden, mens der blev foretaget en undersøgelse af flytypen.

- En forfærdelig kulmination af fejlslåede formodninger

Onsdag blev rapporten, der fylder 239 sider, offentliggjort.

Her fremgår det, at det flystyrtene "ikke var et resultat af en enkelt fejl eller teknisk fejltagelse".

- De var resultatet af en forfærdelig kulmination af en serie af fejlslåede tekniske formodninger af Boeings ingeniører, mangel på gennemsigtighed i Boeings ledelse og et stærkt utilstrækkeligt tilsyn af FAA, hedder det i rapporten.

Det første flystyrt skete i Indonesien i oktober 2018. Her mistede 189 personer livet.

I marts 2019 styrtede et andet 737 Max-fly ned i Etiopien. Her blev 157 mennesker dræbt. Derefter blev flytypen underlagt flyveforbud.

Flere grundlæggende ændringer hos Boeing

Boeing skriver en erklæring, at ulykkerne har givet selskabet "en masse alvorlige lektioner".

- Som rapporten også anerkender, har vi som resultat foretaget mange grundlæggende ændringer i selskabet, skriver Boeing ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også FAA forholder sig til kritikken og skriver i en erklæring, at myndigheden vil arbejde for at "implementere forbedringer, der er identificeret i rapporten".