Udland

EU-formand vil opjustere klimamål: - Det er en banebrydende melding

Ifølge Anders Ladefoged, der er europapolitisk chef i Dansk Industri, er meldingen fra von der Leyen ”banebrydende”.

EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen foreslår, at der skal ske en yderligere reduktion af EU's samlede CO2-udslip.

Det sagde hun onsdag i den årlige 'State of the Union'-tale.

Ursula von der Leyen foreslår, at EU's samlede CO2-udslip skal reduceres med mindst 55 procent i 2030.

- Jeg er helt med på, at mange af vores partnere (uden for EU) er langt fra dette. Men vi bliver nødt til at vise vejen. Dette 2030-mål er ambitiøst, men det er opnåeligt, og det vil være til fordel for Europa. Vi kan gøre det, siger Ursula von der Leyen.

Det er ifølge formanden nødvendigt at hæve 2030-målet, så EU kan komme på kurs til at blive klimaneutralt i 2050, som EU-landene ønsker.

Det oprindelige reduktionsmål lød på 40 procent, men i december sidste år ændrede den nye EU-Kommission målsætningen til mindst 50 procent. Og nu får den altså et nøk opad igen.

Venstre vil højere op

I Danmark, hvor man har et mål om reduktion på 70 procent, mødes EU-formandens melding med tilfredshed.

Ifølge Anders Ladefoged, der er europapolitisk chef i Dansk Industri, er meldingen fra von der Leyen ”banebrydende”.

- Det siger noget om Europas samlede niveau for CO2-udledning. Det er helt centralt for, at vi også kan nå vores klimaambitioner herhjemme, som jo er højere, men Europa skal følge med. Og så er det helt centralt for, at kampen mod klimaforandringer kan batte globalt set, siger Anders Ladefoged til TV 2.

Hos Venstre så man gerne, at EU's ambition for CO2-reduktion var endnu større end det Ursula von der Leyen lægger op til.

- Jeg vil meget gerne have det højere op. Videnskaben på området vil gerne have et reduktionsmål på 65 procent i 2030, så jeg håber meget, at der er nogle medlemslande derude, som er med til at presse kommissionen til et fælles højere reduktionsmål, siger medlem af Europaparlamentet for Venstre, Linea-Søgaard-Lidell.

Hun mener også, at den danske regering er for uambitiøs, når det kommer til CO2-reduktion:

- Klimaminister Dan Jørgensen har foreslået præcis det samme, som kommissionen foreslår nu. Det sætter bare to streger under, at de har været for uambitiøse i regeringen, når de tog til EU, siger Linea Søgaard-Lidell.

Lyn-analyse

Det bliver en hård kamp at få landet en aftale om en CO2-reduktion på mindst 55 procent. Europa er stadigvæk dybt splittet, når det drejer som, hvor grønne vi skal være. Det er primært de østeuropæiske lande, som træder på bremsen, fordi de frygter, at det bliver for dyrt på den korte bane. Det, der kan hjælpe kommissionens forslag igennem, er dog, at der i den gigantiske corona-genopretningspakke, som blev vedtaget på et topmøde i juli, er øremærket rigtig mange milliarder til grøn omstilling.

Røde tal i Danmarks grønne regnskab

En opgørelse af tal fra Finansministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og Eldrup-kommissionen, som TV 2 har lavet på baggrund af en artikel fra Information, viser, at der er røde tal i Danmarks grønne klimaregnskab.

Kort fortalt ser klimaregnskabet sådan her ud:

  • Danmark skal reducere CO2-udledningen med 20 millioner ton i 2030, hvilket svarer til 70 procents reduktion i forhold til niveauet i år 1990.
  • Indtil videre er der kun fundet 4,51 millioner ton.
  • Det vil sige, at der mangler 15 millioner ton CO2 for at nå i mål.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) udtrykker dog i et skriftligt svar til TV 2 tilfredshed med, at regeringen er nået frem til CO2-reduktion på 4,51 millioner ton.

Samtidig fremhæver han, at der i løbet af efteråret vil være forhandlinger om udledninger fra landbruget transportsektoren og en grøn skattereform.

- Så der sker virkelig noget. Samtidig har vi sammen med brede flertal i Folketinget taget beslutninger, der ikke på papiret giver reduktioner nu og her, men som lægger sporene til fremtidige reduktioner inden 2030. Vi har altså taget et stort skridt. Når det er sagt, venter der stadig mange vigtige beslutninger, før vi er i mål, lyder det i hans svar.