Udland

Breonna Taylors familie får millionerstatning efter skuddrab

Familien til den dræbte kvinde får en erstatning på over 75 millioner kroner, og en reform af politiet er blevet lovet.

Tirsdag er der indgået et historisk forlig mellem byen Louisville og den dræbte kvinde Breonna Taylors familie.

Ifølge byens borgmester, Greg Fischer, vil familien modtage en erstatning på 12 millioner dollars eller det, der svarer til næsten 75,5 millioner kroner.

Som en del af erstatningen er familien også blevet lovet, at der vil ske en reform i måden, hvorpå politibetjente laver ransagninger. Det skriver Sky News.

Ransagningsmetode er nu ulovlig

Den 26-årige Breonna Taylor blev skudt adskillige gange og dræbt af politiet under en narkoransagning i hendes lejlighed 13. marts i år.

Politiet benyttede sig af en såkaldt no knock-ransagning, der betyder, at betjentene ikke behøvede at melde deres ankomst, før de brød ind i Breonna Taylors hjem.

Den metode har været debatteret heftigt efter kvindens død i marts og er nu blevet gjort ulovlig i Louisville med loven 'Breonnas lov', der blev stemt igennem i juni måned.

Politiet fandt ingen narko i Breonna Taylors lejlighed.

Betjentes skæbne endnu ikke afgjort

Borgmesteren annoncerede tirsdag forliget på Twitter, hvor han overfor familien gav udtryk for sin sorg.

- Jeg er dybt, dybt ked af Breonnas død. Selvom disse skridt, inklusiv de politiske ændringer, ikke ændrer på fortiden, håber jeg, det giver en eller anden form for fred, skriver Greg Fischer.

De tre involverede betjentes skæbne er dog endnu ikke afgjort, da sagen mod dem kører endnu.

Sagen med Breonna Taylor – og en række andre sager som for eksempel George Floyd og Jacob Blake – er blevet markeret med hele Black Lives Matter-bevægelsens mange protester mod politibrutalitet mod især sorte amerikanere i foråret og sommeren.