Udland

Amerikansk sygeplejerske anklager gynækolog for at fjerne migranters livmoder

Kvindelige immigranter, indsat i amerikansk detentionscenter (arkivfoto) Jose Cabezas / Ritzau Scanpix

Kongrespolitikere kræver en hurtig undersøgelse af sygeplejerskes påstande, som de amerikanske immigrationsmyndigheder pure afviser.

En amerikansk sygeplejerske har vakt opsigt med sin påstand om, at latinamerikanske kvinder, der er indespærret på et center for illegale indvandrere i USA, i usædvanligt mange tilfælde bliver opereret og får fjernet deres livmoder.

Sygeplejersken Dawn Wooten har lavet en whistleblowerindberetning om forholdene på det detentionscenter i Georgia, hvor hun arbejder.

Hvis disse påstande er sande, er der tale om en svimlende overtrædelse af menneskerettighederne

Nancy Pelosi, formand for Repræsentanternes Hus

Ifølge sygeplejersken er der tale om en bestemt gynækolog med tilnavnet ”livmoder-samleren”, der er eksternt tilknyttet detentionscenteret, der alt for ofte griber til indgrebet.

- Alle, han undersøger, får fjernet deres livmoder, eller i hvert fald næsten alle, siger Dawn Wooten til nyhedsbureauet Associated Press.

Og hun tilføjer, at kvinderne ofte ikke har forstået, hvilket indgreb de er på vej til at få foretaget:

- Jeg tror ikke, at disse immigrantkvinder altid helt og aldeles har forstået, hvad der skal ske. Det kommer meget an på, hvem der forklarer det for dem, siger hun.

Politikere kræver undersøgelse

Hendes indberetning har vakt opsigt i den amerikanske kongres, hvor en række topdemokrater, med formanden for Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi i spidsen, har krævet en hurtig og tilbundsgående undersøgelse.

- Hvis disse påstande er sande, er der tale om en svimlende overtrædelse af menneskerettighederne, siger Nancy Pelosi i en kommentar.

Formanden for gruppen af demokratiske kongresmedlemmer med latino-baggrund, Joaquin Castro fra Texas, roser sygeplejerskens ”modige beslutning om at træde frem”:

- Disse uhyrligheder må ikke forblive skjulte. Det amerikanske folk har krav på at få at vide, præcis hvorfor og under hvilke forhold disse sårbare kvinder i myndighedernes varetægt har fået fjernet deres livmoder, siger han til netmediet The Hill.

Privatejet detentionscenter

Sygeplejersken Dawn Wooten har også fået opbakning fra flere amerikanske borgerrettighedsgrupper, der længe har været kritiske overfor det privatejede detentionscenter i Georgia, Irwin County Detention Center.

Det er en del af en privatejet gruppe af fængsler, der driver centrene på kontrakt for de amerikanske immigrationsmyndigheder ICE.

Irwin County Detention Center, der ligger syd for storbyen Atlanta i Georgia, rummer både mandlige og kvindelige immigranter samt lokale kriminelle fanger.

- I årevis har advokater i Georgia advaret om de overtrædelser af menneskerettighederne, der sker på Irwin County Detention Center. Dawn Wootens afsløringer bekræfter kun, hvad immigranter har fortalt i årevis, siger advokaten Priyanka Bhatt, der er ansat i borgerrettighedsgruppen Project South, til National Public Radio (NPR).

Grænsekontrol I El Paso Texas, hvor en immigrant fra Guatemala bliver visiteret, mens han søn kigger på.

- Bør behandles med skepsis

De amerikanske immigrationsmyndigheder ICE har principielt afvist at kommentere kritikken, fordi de nu kan blive genstand for en officiel undersøgelse.

Men ICE siger i en meddelelse til Associated Press, at ”helt generelt mener vi, at anonyme, udokumenterede påstande, der ikke bakkes op af kontrollerbare fakta, bør behandles med den skepsis de fortjener”.

Borgerrettighedsgruppen Project South bakker om Dawn Wootens klage over, at for mange kvinder får fjernet deres livmoder på Irwin County Detention Center.

Gruppens advokater siger, at de har hørt vidnesbyrd fra immigrantkvinder om, at der på et tidspunkt var indsat mindst fem kvinder på centret på samme tid, som alle havde fået fjernet livmoderen.

Sidste år blev der holdt demonstrationer over hele USA i protest mod  de vilkår, som tilbageholdte immigranter levede under i detentionscentrene. Her er det i San Diego i Californien.

Det afviser ICE fuldstændigt.

Den øverste lægefaglige ansvarlige siger, at der siden 2018 kun har været to kvinder fra Irwin County Detention Center, der har fået foretaget indgrebet.

- Sådan et indgreb vil aldrig blive foretaget mod den indsattes ønske, siger doktor Ada Rivera, der er medicinsk leder af ICE’s sundhedsafdeling til Associated Press.

Og hun understreger, at en beslutning om et kirurgisk indgreb altid vil blive truffet af medicinsk personale og ikke af nogen del af ordensmagten.

Sjusk med coronatest

Påstandene om livmoder-indgrebene er kun en del af Dawn Wootens whistleblower-indberetning. Hendes afsløringer udspringer af en voldsom utilfredshed med, hvordan centret beskytter indsatte og medarbejdere mod coronavirus.

Ifølge hende bliver de indsatte kun testet i begrænset omfang, og medarbejderne får ikke at vide, hvornår de omgås indsatte, der er konstateret coronasmittede.

Fra en demonstration mod detentionscentrene: "Luk koncentrationslejrene", står der på skiltet

Striden førte i sommer til, at Dawn Wooten fik en formel advarsel og mistede sin status som fastansat, fordi hun valgte at blive væk fra arbejde, mens hun ventede på resultatet af en coronatest.

Dawn Wooten siger selv, at hun mener, hun blev degraderet til løst ansat medarbejder, fordi hun krævede, at de indsatte blev testet for coronavirus.

- Og fordi jeg advarede medarbejderne, når de var i kontakt med indsatte, der var testet positive, tilføjer hun.

- Tilbageholdte bliver ikke beskyttet

Hendes kritik af coronaberedskabet i detentionscentret, der kom frem mandag, bliver bakket op af foreningen af amerikanske immigrations-advokater (AILA), der allerede i maj klagede over, at immigranterne i centrene ikke blev rimeligt beskyttet mod coronavirus.

- Der er sket alvorlige fejl, når det handler om at beskytte tilbageholdte personer under covid-19-pandemien, siger AILAs direktør Benjamin Johnson til NPR.

Ifølge ICE’s seneste tal var der i weekenden 42 indsatte i Irwin County Detention Center, der var testet positive for coronavirus.