USA valg 2020

Trump forudser køligere vejr i fremtiden, men bliver omgående irettesat

Både Trump og Biden fremmer deres politiske budskaber, og begge kan vinde på det, siger USA-korrespondent.

Mens voldsomme skovbrande hærger på USA’s vestkyst, er demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, gået til angreb på Donald Trump.

- Hvis vi får fire år mere med Trumps klimafornægtelse, hvor mange forstæder vil så blive ramt af skovbrande? Hvor mange forstadskvarterer vil så blive oversvømmet?, lød det mandag i en tale fra Joe Biden.

Angrebet kom ikke ud af det blå, for mandag befandt Donald Trump sig i Californien, som sammen med Oregon og Washington er plaget af skovbrandene.

Trump tog afsted blandt andet for at mødes med de brand- og redningsfolk, der kæmper med flammerne, men gjorde sig også bemærket med flere opsigtsvækkende bemærkninger.

Trump: Der bliver køligere

Præsidenten blev eksempelvis spurgt af en journalist, om klimaforandringerne var en årsag til brandene, og svarede:

- Jeg tror mere, det handler om forvaltning.

Los Angeles, Californien.

Donald Trump har flere gange sagt, at dårlig skovforvaltning er den primære årsag til de løbske skovbrande. Men under en briefing af præsidenten blev den forklaring udfordret af Californiens minister for naturressourcer, Wade Crowfoot.

Wade Crowfoot, der er udpeget af Californiens demokratiske guvernør, Gavin Newsom, ville gerne medgive præsidenten, at skovene skal vedligeholdes bedre.

Men han sagde også, at klimaforandringer har medført højere temperaturer i delstaten, og at han gerne vil arbejde sammen med præsidenten om at anerkende klimaforandringernes betydning.

- Hvis vi ignorerer videnskaben, stikker hovedet i jorden, og tror, at det kun handler om skovforvaltning, kan vi ikke lykkes i fællesskab med at beskytte californierne, sagde han, hvortil Donald Trump svarede:

- Det skal nok blive køligere, bare vent og se.

Donald Trump har flere gange sagt, at dårlig skovforvaltning er den primære årsag til de løbske skovbrande. Men under en briefing af præsidenten blev den forklaring udfordret af Californiens minister for naturressourcer, Wade Crowfoot.

Hertil svarede Wade Crowfoot, at han ville ønske, at videnskaben var enig med præsidenten, og til det sagde en smågrinende Donald Trump:

- Jeg tror faktisk ikke, videnskaben ved det.

Hård kritik fra Biden

Donald Trump bevægede sig derefter hurtigt væk fra emnet og gav ordet videre til en af de andre deltagere på briefingen. Efterfølgende delte Wade Crowfoot en graf over gennemsnitstemperaturerne i Californien fra juni til september siden 1980 og skrev:

- Det bliver faktisk ikke køligere, hr. præsident.

Præsidenten har ikke formuleret nogen egentlig klimapolitik i sit valgprogram frem mod præsidentvalget 3. november.

Det har hans modstander til gengæld, og Joe Biden har klimaforandringerne som en af sine mærkesager.

Joe Biden er da også hård i sin kritik af Donald Trump.

- Vi har brug for en præsident, der respekterer videnskaben. Der forstår, at følgerne af klimaforandringerne allerede er her. Med mindre vi handler hurtigt, bliver det snart endnu mere katastrofalt. Der skal en præsident til, der erkender, forstår og tager sig af, at amerikanere dør, sagde han i sin tale fra hjemstaten Delaware.

To mænd kigger på den enes nedbrændte mobilehome i Estacada i delstaten Oregon.

Netop det snarlige præsidentvalg spiller en stor rolle, når de to kandidater kommenterer skovbrandene på Vestkysten, påpeger TV 2s korrespondent i USA, Jesper Steinmetz. For med under 50 dage til valget får alt, hvad kandidaterne siger, et politisk spin.

- Så når Joe Biden siger, at det kun skyldes klimaforandringer, er det et politisk budskab. Og når Trump mellem linjerne siger, det kun skyldes, at de uduelige demokratiske guvernører ikke gør deres arbejde godt nok, så er det naturligvis også et politisk udsagn fra en republikansk præsident, der gerne vil genvælges, siger korrespondenten.

En stærk politisk sag

Men selvom de to præsidentkandidater ser vidt forskelligt på skovbrandene, har begge mulighed for at lukrere politisk på sagen, vurderer Jesper Steinmetz.

Derfor har Donald Trump også gjort klogt i omsider at besøge Californien, selvom den brandhærgede delstat er ærkedemokratisk, lyder det fra Jesper Steinmetz:

- Han har som sådan ikke noget politisk ud af at hjælpe Californien, men i sådan en situation her, hvor det er blevet en national katastrofe, så hviler alles øjne jo på landets præsident.

Omvendt siger Jesper Steinmetz også, at Joe Biden har en stærk politisk sag, netop fordi kampen mod klimaforandringerne står højt på demokraternes dagsorden.

- Så de kan helt klart også bruge det som dokumentation for, at der er behov for, der bliver gjort noget, også af landets næste præsident.

Nedbrændte biler nær et hjem i Berry Creek i Californien.

De omfattende naturbrande begyndte i Californien i august, og ifølge den seneste udmelding fra National Interagency Fire Center arbejder brandfolk nu på at inddæmme 87 store brande i 10 stater.

I Californien, Oregon og Washington har myndighederne evakueret beboere i nærheden af 39 store brande.