Udland

Politichef fyret efter sort mands død

Betjentene giver Daniel Prude en hætte over hovedet for at forhindre ham i at spytte på dem. Politifoto / AP

Flere sorte amerikanere er blevet skudt og dræbt under anholdelser i USA. Sagerne har ført til månedlange protester mod politivold.

Borgmesteren i den amerikanske by Rochester har nu fyret politichefen efter længere tids pres.

Daniel Prudes død blev ikke taget så alvorligt, som den burde

Borgmester Lovely Warren

Det sker, efter at den sorte amerikaner Daniel Prude døde i forbindelse med en anholdelse i marts, hvor han fik en stofpose over hovedet.

Politichefen La'Ron Singletary trak sig allerede fra sin stilling i sidste uge, men nu har borgmester Lovely Warren officielt afskediget politiets øverstkommanderende i byen.

Ifølge borgmesteren kommer beslutningen efter en grundig undersøgelse af politiets rolle i Daniel Prudes død.

- Undersøgelsen viser, hvad mange har haft mistanke om. Der er et udbredt problem i Rochester Police Department – at man ser alt gennem politiets øjne og ikke de borgere, vi burde tjene, sagde borgmester Warren på et pressemøde mandag.

- Daniel Prudes død blev ikke taget så alvorligt, som den burde. Og det gælder for alle instanser i bystyret, der har undersøgt sagen.

"Spythætte" over hovedet

Daniel Prude døde i marts, syv dage efter at han under en anholdelse fik en hvid stofpose eller såkaldt "spythætte" over hovedet.

"Spythætten" skulle ifølge politiet sørge for, at betjentene, der stod for anholdelsen, undgik at få coronavirus.

Betjentene ser på, mens den panikslagne og psykisk syge Daniel Prude ruller rundt på asfalten.

Prude mistede livet på grund af "komplikationer ved kvælning under en fysisk tilbageholdelse", skriver The New York Times, som har haft adgang til obduktionsrapporten.

Prude havde ifølge avisen psykiske problemer og løb nøgen igennem gaden, da politiet blev kaldt ud til stedet og anholdt ham.

Syv betjente er suspenderet

Det var en video af hændelsen med Daniel Prude, som blev frigivet af familien 2. september, der på ny fik sagen til at rulle.

Syv betjente, der var involveret i anholdelsen, er blevet suspenderet.

Daniel Prude på jorden.

Igennem flere uger har aktivister fra Black Lives Matter-bevægelsen krævet politidirektør La'Ron Singletarys afgang.

Sagen med Prude er en af flere, hvor sorte amerikanere er blevet skudt og/eller dræbt under anholdelser i USA.

Breonna Taylor

Breonna Taylor er blevet et af ansigterne på uretfærdigheden i det amerikanske retssystemet, efter at hun i marts blev skudt og dræbt af politiet i sit hjem.

I marts blev den 26-årige kvinde Breonna Taylor skudt og dræbt af politiet i Louisville.

Ifølge de foreløbige undersøgelser stormede politiet uden varsel Breonna Taylors lejlighed for at gennemføre en narkoransagning.

Hverken Breonna Taylor eller hendes kæreste havde en kendt fortid med stoffer eller kriminalitet, og der blev heller ingen stoffer fundet i lejligheden.

En af de betjente, der deltog i aktionen, blev fyret fra politistyrken i Louisville i slutningen af juni, mens to andre betjente er kommet på tvungen orlov.

Der er ikke rejst sigtelse mod nogen af de tre betjente.

George Floyd

Fire betjente deltog i anholdelsen af George Floyd. Den ene, nu drabssigtede Derek Chauvin, havde sit knæ på Floyds nakke i 8 minutter og 46 sekunder.

25. maj blev George Floyd dræbt under en anholdelse i Minneapolis.

Den 46-årige sorte mand mistede livet i politiets varetægt efter at have forsøgt at betale cigaretter med en falsk 20-dollarseddel.

Det tog 8 minutter og 46 sekunder, før George Floyd havde mistet livet under betjentens knæ på sin hals. Imens kunne vidner høre hans sidste ord: "I can’t breathe".

Sagen udløste demonstrationer i mange amerikanske byer, hvor folk gik på gaden i protest mod racisme og politivold.

Mange steder udviklede demonstrationerne sig til uroligheder og voldelige sammenstød.

Jacob Blake

Jacob Blake blev skudt, da han forsøgte at komme ind i sin bil.

Søndag 23. august blev den 29-årige Jacob Blake skudt syv gange i ryggen i byen Kenosha i Wisconsin.

En video delt på sociale medier viser, hvordan Jacob Blake bliver skudt af en politibetjent på vej ind i en firehjulstrækker, hvor hans tre børn sidder.

Præcist hvad, der er foregået i episoden mellem politiet og Blake, er uvist. Det er i øjeblikket ved at blive undersøgt.

Ifølge delstatens efterforskning lå der er en kniv på førersædet af bilen. Det har Blakes advokater bestridt.

Blake er lammet efter skyderiet, og det er uvist, om han kommer til at gå igen.