Coronavirus

Corona-pandemiens uventede sidegevinst: Delfiner tilbage i Hongkong

Færgetrafikken er på grund af coronavirus minimal i farvandet omkring Hongkong, og det har givet den hvide delfin et comeback, siger biologer.

En sjælden delfin-art, den indopacifiske pukkeldelfin, også kaldet den hvide kinesiske delfin, har på grund af corona-pandemien fået et uventet comeback i farvandet omkring Hongkong, skriver blandt andet nyhedsbureauet Reuters og BBC.

På grund af den lange coronapause i trafikken med højhastighedsfærger til og fra Hongkong har den sjældne delfinart i stort antal søgt tilbage til området, Pearl River Delta, farvandet ved Macau og Hongkong.

Ifølge Lindsay Porter, marinbiolog på det skotske St. Andrews Universitets afdeling for havpattedyr, er antallet af hvide kinesiske delfiner steget med 30 procent siden marts, da færgetrafikken i området blev stoppet på grund af pandemien.

- Dette farvand, som på et tidspunkt var en af de travleste rejse-korridorer i Hongkong, er nu blevet meget stille, siger Lindsay Porter, der har studeret delfiner i 30 år i Hongkong.

Ikke nok til at redde definer

Fra en lille gummibåd har Porter og hendes hold sendt mikrofoner ned i vandet og brugt droner til at holde øje med delfinerne. Forskernes undersøgelser viser, at delfinerne er hurtige til at tilpasse sig ændringer, og at bestanden ville stige, når stressfaktorer som færgetrafik forsvinder.

Forskere mener, der er cirka 2000 delfiner i hele Pearl River-området. En undersøgelse lavet sidste år af regeringen i Hongkong kunne kun dokumentere 52 delfiner i farvandet omkring den asiatiske halvø, men Lindsay Porter mener, at antallet kan være noget højere.

Alligevel mener både Verdensnaturfondens afdeling i Hongkong og Linday Porter stadig, den hvide kinesiske delfin er udrydningstruet, og at der bør sættes andre initiativer i gang for at redde den.

- Det betyder, at hvis vi havde en sammenhængende plan for håndteringen i Hongkong med mere effektive midler til bevaring, kunne vi måske hurtigt stoppe faldet i nedgangen i delfin-bestanden, siger Lindsay Porter.