Coronavirus

Skolerne genåbner i Italien: Har købt to millioner enkeltmandsborde til eleverne

Mange er utrygge ved genåbningen af skolerne og frygter nye smitteudbrud.

Mandag åbner mange skoler i Italien igen efter at have været lukket ned siden marts på grund af coronapandemien. I alt vender 5,6 millioner ud af 8,3 millioner elever tilbage til skolebænken. Det oplyser det italienske medie Politca.

Og det er en helt ny hverdag, der venter elever og personale.

Blandt andet skal eleverne have målt temperatur, inden de går til undervisning, og alt personale samt elever over seks år skal bære mundbind på fællesarealerne.

I alt er der postet over syv milliarder euro, cirka 52 milliarder danske kroner, til at gøre skolerne klar til at modtage elever og personale igen. En del af pengene er blevet brugt på at indkøbe over to millioner enkeltmandsborde, der skal sikre, at eleverne holder den fornødne afstand.

Forud for skoleåbningen har der desuden været massiv testning af lærere og andet skolepersonale for at forhindre en genopblusning af smitten.

Vækker både glæde og bekymring

Det er en stor dag for italienerne, der nærmest har talt ned til skoleåbningen, lige siden coronavirus ramte landet for fuld styrke i marts, lyder det fra TV 2s korrespondent Eva Ravnbøl.

Genåbningen vækker dog også bekymring blandt flere.

- Folk glæder sig, men der er også rigtig mange, som er bekymrede for denne dag. Det er millioner af skolebørn og lærere, plus forældre, som skal fragte børnene til og fra skole, der nu skal ud i samfundet, siger Eva Ravnbøl.

Rent praktisk er der også en masse nye regler, som skolen og eleverne skal overholde, og folk er nervøse for, om det overhovedet kan lade sig gøre, fortæller hun.

Epicenter for smitte

Det er ikke uden grund, at italienerne er bekymrede for smitteopblusning.

Italien var epicenter for coronasmitte de første måneder af krisen, og særligt den nordlige del af Italien led.

Tilbage i marts steg smitten voldsomt, og i flere uger døde mange hundrede med coronavirus i Italien.

Situationen var på daværende tidspunkt så kaotisk, at sundhedsvæsenet slet ikke kunne følge med. Flere medier berettede om sundhedspersonale i sikkerhedstøj, der kæmpede for at holde patienter i live, og om militære lastbiler, der kørte afdøde coronapatienter gennem de italienske gader.

Coronakrisen vendte således op og ned på hele Italien, og medførte en nedlukning af landet i flere måneder.

I midten af maj knækkede kurven, antal smittede og døde faldt, og landet begyndte en langsom genåbning.

Nu er tiden kommet til, at skolerne igen kan åbne, dog med en lang række forholdsregler og for nogle en vis portion frygt.