Udland

Mens dødstallet stiger i USA, leder de med hunde i ruinerne efter døde og overlevende

Præsident Donald Trump tager mandag til Californien for at mødes med redningsmandskaberne.

Tusindvis af amerikanere er blevet evakueret på den amerikanske vestkyst på grund af skovbrande i delstaterne Oregon, Californien og Washington.

Samtidig er antallet af omkomne nu steget til 31 i de delstater, mens mange fortsat savnes, skriver nyhedsbureauet AP.

Blandt de omkomne er blandt andet en etårig samt en teenagedreng, skriver CNN.

Adskillige små byer og bygninger er brændt ned, og de steder, hvor efterslukningen er færdig og brandtomterne er kølet af, arbejder redningsmandskab sig med hunde gennem ruinerne for at finde omkomne og mulige overlevne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Bedre vejr hjælper

Med eftersøgningsarbejdet i gang forventer myndighederne også stigende dødstal. Det fortalte direktøren for redningsmyndighederne i Oregon fredag.

Vi forbereder os på massedødsfald baseret på det, vi ved, og antallet af bygninger, der er gået tabt

Andrew Phelps, direktør for redningsmyndighederne i Oregon

- Vi forbereder os på massedødsfald baseret på det, vi ved, og antallet af bygninger, der er gået tabt, sagde direktøren Andrew Phelps på et pressemøde fredag lokal tid, skriver Washington Post og CNN.

I alt er en halv million indbyggere i Oregon blevet opfordret til at lade sig evakuere, og man har blandt andet haft et vågent øje på nabostaten Californien, hvor de første brande brød ud i august, fortalte Andrew Phelps til MSNBC.

Store områder er allerede brændt ned.

Ifølge National Interagency Fire Center er der i de tre stater i øjeblikket 53 aktive brande, men tæller man flere af de andre vestlige delstater med, når tallet op på 97.

Myndighederne har oplyst, at de er afhængige af vådere og koldere efterårs- og vintervejr for at få bugt med flammerne, og der kan måske være en udstrakt hånd på vej til brand- og redningsmandskaberne.

For ifølge Reuters er der efter flere dage med varmt og blæsende vejr udsigt til, at der kommer køligere, fugtigere og roligere vinde ind fra Stillehavet, hvilket allerede har hjulpet brandfolk med at få styr på brande, der ellers har brændt ukontrolleret.

Giver dårlig luftkvalitet

Udover nedbrændte bygninger, biler og mistede liv, trækker brandene også et spor af røg efter sig.

En røg, der har nået flere storbyerne på vestkysten og i uges løb pakkede dem ind i en orange tåge, der fik flere amerikanere til at associere det til planeten Mars.

Røgen har samtidig medført, at storbyer som Portland, Seattle og San Francisco er blandt de fem byer i verden, der har den værste luftkvalitet. Det viser data fra det schweiziske selskab IQ Air.

Vestkystens udfordringer med skovbrande fik lørdag den amerikanske præsident Donald Trump til at annoncere et besøg til Californien mandag.

Brand- og redningsmandskab leder i ruinerne af nedbrændte bygninger.

Her vil han mødes med den demokratiske guvernør Gavin Newsom, skriver LA Times.

- Præsidenten fortsætter med at støtte dem, der kæmper med skovbrande i et lokalt, statsstyret og føderalt beredskab, lyder det i ifølge avisen fra Det Hvide Hus.

I Californien har brandene brændt 1,3 millioner hektar land ned siden januar. Det er 26 gange mere land end på samme tidspunkt sidste år

Og i Oregon har skovbrandene brændt mere end 400.000 hektar land ned og 240.000 hektar i Washington, skriver nyhedsbureauet Ritzau.