Udland

Betjente skudt i patruljebil i USA - begge er i kritisk tilstand

Angrebet fordømmes af Donald Trump, mens vrede borgere i Los Angeles råber "vi håber, de dør".

I den amerikanske storby Los Angeles er to betjente i livsfare, efter at de blev skudt, i hvad politiet betegner som et "bagholdsangreb". Det skriver avisen Los Angeles Times.

Skudepisoden fandt sted ved 19-tiden lørdag aften i forstaden Compton og blev fanget af et overvågningskamera.

På den kan man se en mand, der går hen til den parkerede patruljevogn, trækker en pistol og affyrer adskillige skud ind i bilen fra passagersædets side. Derefter løber gerningsmanden fra stedet.

Det sårede betjente er en 24-årig mand og en 31-kvinde, der er mor til en seksårig dreng, oplyser politiet i Los Angeles.

Ifølge avisen er de blevet ramt i henholdsvis hovedet og ansigtet.

FBI efterforsker angreb

Begge betjente har arbejdet i den socialt belastede forstad Compton - der blandt andet danner rammen for meget af Los Angeles' bandekriminalitet - siden sommeren 2019.

- Det er et farligt job, sagde den lokale politichef Alex Villanueva ved en pressekonference sent lørdag aften.

- De to betjente blev fanget i bagholdsangreb begået af en gerningsmand på en fej måde.

FBI tager allerede nu del i efterforskningen.

Øgede spændinger

Angrebet kommer, efter at betjente torsdag skød og dræbte en mand i Compton i forbindelse med en ransagning, oplyser det lokale politi.

Men det er dog uklart, om de to skudepisoder er forbundne, og politiet oplyser heller ikke, om man har identificeret lørdagens gerningsmand.

Spændingerne mellem betjente og almindelige borgere er i forvejen store, og lørdag aften brød de ud i lys lue.

USA har sommeren over oplevet store og voldsomme demonstrationer mod politivold, efter at den sorte mand George Floyd døde under en anholdelse 25. maj, hvor en betjent satte sit knæ på hans hals.

Demonstranter spærrer indgang til hospital

Efter angrebet på de to betjente samledes vrede borgere foran det hospital, de straks blev kørt til, og råbte "vi håber, at de dør".

Det oplyste Los Angeles' politi på Twitter og advarede om, at protesterne kunne koste liv, da ambulancer ikke kunne komme frem til hospitalet.

USA's præsident, Donald Trump, har også fordømt angrebet.

- Udyr, der skal slås hårdt ned på, skriver han på Twitter med henvisning til gerningsmanden.