USA valg 2020

Trump tegner dystert billede af USA under Biden

Joe Biden var ikke sen til at slå igen, og indbyggerne i Michigan må nok vænne sig til, at staten bliver en kampplads, siger TV 2s analytiker.

Flere tusinde amerikanere var torsdag eftermiddag samlet på en flyveplads i Freeland, en lille by midt i Michigan.

Her lagde præsident Donald Trump nemlig vejen forbi i Air Force One for at holde et vælgermøde i delstaten, som på forhånd er udset til at være en af de afgørende kamppladser ved det kommende præsidentvalg.

Med sig havde præsidenten kufferten fuld af advarsler om sin politiske modkandidat, demokraten Joe Biden, som han blandt andet kaldte "den værste præsidentkandidat i historien".

- Kan I forestille jer, hvis jeg tabte til ham? Så er jeg nødt til at sige, at jeg tabte til den værste kandidat nogensinde. Det må I ikke gøre ved mig, Michigan, lød det fra præsidenten.

Dyster fremtid

Trump præsenterede samtidig en dyster fremtid for USA, hvis vælgerne lader Biden vinde i efteråret.

- Joe Biden har overdraget jeres arbejde til Kina, og han vil overgive vores land til de voldelige demonstranter på venstrefløjen. Du ser det hver aften. Hvis Biden vinder, vinder Kina. Hvis Biden vinder, vinder demonstranterne.

Mens Donald Trump havde travlt med at kritisere Joe Biden for at være for venlig ved Kina, brugte den demokratiske præsidentkandidat torsdagen på at kritisere Trumps forhold til Iran og Nordkorea samt hans generelle egnethed som statsleder.

Lyn-analyse

Kampen om at blive verdens mest magtfulde mand går gennem Michigan, så de lokale kan se frem til at blive bombarderet med besøg fra Biden og Trump de kommende måneder. Kandidaternes budskaber vil komme til at pege i hver sin retning. Én pointe kommer dog til at gå igen: USA står foran et skæbnevalg, der kommer til at afgøre nationens fremtid. Michigans store musikalske bedrift, Madonna, advarede verden om, at man kun havde fire minutter til at redde selvsamme. Biden og Trump vil slå på, at Michigan - og USA - ikke har råd til fire år med modstanderen.

I et eksklusivt interview med den liberale tv-station CNN sagde Joe Biden, at præsidentens politik har efterladt USA alene i verden, uden allierede.

- Han burde ikke være USA's øverstbefalende. Ingen commander-in-chief har nogensinde opført sig, som han har, sagde Joe Biden i interviewet.

- Jeg kommer til at tage ansvar. Jeg anerkender mine fejl, når jeg begår dem, og jeg vil tale i øjenhøjde med det amerikanske folk, understreger den demokratiske kandidat.

Biden foran

Ifølge et gennemsnit af meningsmålingerne fra Michigan har Joe Biden et forspring over Donald Trump i delstaten.

De amerikanske meningsmålinger skal ses som et øjebliksbillede, og de kan ændre sig meget op til valgdagen. Der er en statistisk usikkerhed forbundet med meningsmålingerne, så forskydelser på få procentpoint kan være udtryk for tilfældige udsving. Meningsmålingerne er baseret på antagelser om, hvem der stemmer på valgdagen, og de antagelser rammer aldrig helt rigtigt.

Amerikanerne går til valg 3. november.