Udland

Rekordstore brande er ude af kontrol - nu nærmer de sig storby

Et område større end Sjælland er lige nu dækket af flammer i staten Californien.

Brandene spreder sig på den amerikanske vestkyst. De er rekordstore. Og så er over 80 af dem ude af kontrol.

Det viser tal fra USA's nationale brandcenter.

Og udsigterne til at få brandene slukket er lige så små, som brandene er store, fortæller journalist Anne Alling, der befinder sig i USA.

- Det ser ud til, at der er rigtig lang tid til, at det her er under kontrol, siger hun til TV 2.

Område større end Sjælland brænder

Det kan være svært at overskue, hvor omfattende naturbrandene er.

Torsdag morgen lokal tid fortalte Californiens guvernør, Gavin Newsom, at et område på 1,16 millioner hektar var brændt af i løbet af i år. Det svarer til lidt over størrelsen på Sjælland.

Men det skulle hurtigt vise sig at være lavt sat.

Få timer senere oplyste Californiens brandvæsen nemlig, at der faktisk var tale om et område på 1,3 millioner hektar, som havde været ramt af brande.

En af brandene, den i nationalparken i Mendocino, bliver samtidig beskrevet som den største brand i Californiens historie af brandvæsnet.

- Brandfolkene, der allerede har kæmpet mod brandene i en måned, har problemer med at følge med, siger Anne Alling og tilføjer:

- Små byer bliver brændt ned i de her dage.

Flammerne nærmer sig storby

Men det er ikke kun i Californien, der er problemer.

Også i staten Oregon spreder brandene sig, over en halv million er blevet evakueret, og imens nærmer flammerne sig storbyen Portland. Det er cirka hver syvende indbygger i staten, der er evakueret.

- Brande er normalt på den amerikanske vestkyst om sommeren, men det, vi ser nu, er, at de spreder sig, men også at de kommer til meget tætbebyggede områder.

Orange røg omhylder kvæg i Oregon.

Øget coronarisiko

Den omfattende og ukontrollerbare spredning af flammerne giver sammen med coronapandemien nye udfordringer for amerikanerne, fortæller Anne Alling.

For når folk normalt bliver evakueret fra brande, bliver de samlet i arenaer eller på stadions, men på grund af coronavirussen kan det ikke lade sig gøre, og derfor er blevet indlogeret på hoteller rundt om i staten.

Men nu er hotellerne ved at være fyldt op, og hvad gør man så?

- Nu er folk tvunget til at søge ind i de her større rum med mange mennesker. Det er helt forfærdelige situationer for folk, der allerede har set deres hjem blive brændt ned, nu også bliver udsat for stor coronarisiko, fortæller Anne Alling.

Naturbrande på den amerikanske vestkyst har krævet 12 menneskeliv i delstaten Californien.

Samtidig er 3900 bygninger, huse og andre strukturer blevet ødelagt af flammerne.