Udland

MC-træf kan være skyld i 260.000 coronasmittede i USA - TV 2 har mødt en af deltagerne

Motorcykeltræffet i byen Sturgis i USA tiltrak næsten en halv million bikere fra hele USA. TV 2 fanger én af dem på en bikerbar.

460.000 fulde bikere samlet i en lille by under den værste pandemi i 100 år. Hvad kunne dog gå galt?

260.000 flere amerikanere smittet med covid-19, konkluderer forskere fra San Diego State University.

Hvis du vil have demokrati, skal du også være klar til at forsvare din frihed. Og frihed betyder, at du er fri fra, at din regering undertrykker dig

David Bynon, biker.

Advarslerne fra sundhedsmyndighederne var ellers ikke til at overhøre, da den lille by Sturgis, som huser 7000 indbyggere, i staten South Dakota på trods af coronakrisen valgte at gennemføre sit årlige MC-træf.

Fra 7. til 16. august var byens gader proppet med madtelte og alskens krejlere, der falbød deres varer til den læderklædte menneskemængde, der sneglede sig forbi. Men ved mørkets frembrud røg tøjlerne.

De besøgende valfartede til stripperpodierne og så hujende til, mens unge letpåklædte kvinder smed den sidste rest af tøj. Hvis ikke bikerne ligefrem selv indtog dansegulvet og sang med på rock- og countrymusikken.

Intet under at sundhedsmyndighederne på forhånd frygtede, at MC-rallyet i Sturgis kunne blive en superspreder-begivenhed. Hvor bikerne ikke alene ville smitte hinanden, men også andre, når de rejste hjem igen – som igen vil smitte andre og således skabe en uoverskuelig smittekæde. Og det er lige præcis, hvad forskerne fra San Diego nu vurderer er sket.

Det handlede om frihed

På trods af myndighedernes løftede pegefinger drog hundrede tusindvis af bikere til Sturgis. Én af dem er David Bynon.

TV 2 møder ham på en bikerbar i Arizona en onsdag aften i september. Han fortæller, at han ikke tænkte sig om to gange, da han satte sig på sin Harley Davidson og kørte mod South Dakota.

- Hør her. Jeg er en 61-årig ung mand, og havde jeg noget problem med at tage til rally i Sturgis? Ikke det mindste.

Udover at David Bynon holder meget af det årlige MC-træf, tog han afsted, fordi han ville vise staten, at den ikke skal indskrænke hans frihed.

- Hvis du vil have demokrati, skal du også være klar til at forsvare din frihed. Og frihed betyder, at du er fri fra, at din regering undertrykker dig.

Udgør 19 procent af nye smittede

Ifølge forskerne fra San Diego State University steg antallet af covid-19-smittede i USA i august med 1.444.492. Forskerne bag undersøgelsen mener, at op mod 266.796 af disse er blevet smittet som følge af smitterkæder, der stammer fra MC-træffet.

Det svarer til omkring 19 procent af alle smittede amerikanere i august.

Forskergruppen – som er tilknyttet universitetets Center for Sundhedsøkonomi og Politiske Studier - er kommet frem til det estimat ved først at se på, hvilke områder i USA, der oplevede en stigning af smittede i august.

Dernæst prøve at spore, hvordan mobiltelefoner i de ramte områder inden for de seneste par uger kan have været i kontakt med mobiltelefoner, der enten befandt sig i Sturgis under MC-træffet, eller som kan have været i kontakt med mobiltelefoner, der var.

Det vides endnu ikke, hvor mange af deltagere fra selve rallyet, der blev smittet med covid-19. Men én person er bekræftet død som følge af coronavirussen, mens tre andre ligger på intensiv.

Biker mener, tallet er overdrevet

David Bynon fortryder ikke, at han tog til Sturgis. Han tror nemlig ikke på rapporten, da den bygger sine konklusioner på mobiltrafik. Og det tror, bikeren - der indtil starten af 1987 arbejdede som kryptograf for sikkerhedstjenesten NSA – ikke, at man kan måle med så stor præcision.

Derudover afviser han rapporten, fordi den ikke svarer til, hvad han eller hans venner fra MC-træffet har oplevet.

- Jeg har været i kontakt med omkring 20 af mine venner, der var med i Sturgis, og ingen af dem, er blevet smittet med covid-19.

Ved du det, fordi de alle er blevet testet, eller fordi de ikke har vist nogen symptomer?

- De har ikke vist nogen symptomer.

Han nægter ikke, at folk er blevet smittet med covid-19 under rallyet, men han mener, at folk har været relativt sikre, da det meste af MC-træffet foregår udenfor, Ifølge ham er tallet om de 260.000 er stærkt overdrevet.

- Er det sandsynligt, at nogen blev smittet i Sturgis? Ja, helt sikkert. Men er det lige så sandsynligt, at jeg vil blive smittet i mit lokale supermarked? Helt bestemt.

Valgte at blive hjemme

Ikke alle bikere deler David Bynon sorgløshed. Én af dem er 69-årige Tim Triester fra Clarkdale Arizona.

- Jeg tager gerne til motorcykeltræf, men jeg havde ikke lyst til at tage til Sturgis i år. Det er ikke en god ide at have så mange mennesker samlet på et sted med alt det, der foregår med coronavirussen.

Den aldrende biker ved godt han skal passe på helbredet, og derfor undgår han generelt store forsamlinger. Men ligesom David Bynon mener han, at forskerne fra San Diego er helt forkerte på den med deres konklusion.

- Rapporten er bullshit. Skulle 250.000 være smittet på grund af Sturgis? Det tror jeg ikke på. Hvad så med alle de Black Lives Matter-demonstrationer, vi ser overalt. De kan lige så vel sprede virussen.

Faktisk har samme forskergrupper tidligere undersøgt, om Black Lives Matter-demonstrationerne i juni medførte en stigning af smittede. Deres konklusion er, at det ikke kan påvises.

Stemningen var anderledes

Mens David Bynon vandrede rundt blandt hundrede tusindvis af bikere i Sturgis for nogle uger siden, lå tanken om Covid-19 alligevel i baghovedet. Ikke fordi, han var nervøs for sig selv, men han tænkte på, hvad der ville ske, hvis nogle af de tilstedeværende med svagt helbred blev smittet?

Noget tyder på, at han ikke var alene med den tanke. De andre år har David Bynon oplevet MC-træffet som en vild kærlighedsfest. Men i år var festerne mere afmålt – og stemningen mindre løssluppen.

- Jeg så ikke nær så mange, der… hvordan skal jeg sige… var ekstra meget sociale med hinanden.