Udland

Ekspert i oprindelige folk dræbt af pil i brystet

Dødsfaldet følger efter flere angreb på de oprindelige folk.

Den 56-årige Rieli Franciscato blev ramt af en pil i brystet, da han onsdag var i den brasilianske delstat Rondônia for at opsøge en isoleret gruppe af områdets oprindelige folk.

Franciscato arbejdede for de brasilianske myndigheders afdeling for oprindelige folk, Funai, og var ifølge NPR en af de førende eksperter på isolerede stammer i Amazonas.

Angrebet skete i udkanten af Uru Eu Wau Wau-reservatet. Et område, som har lidt under nedfældningen af regnskoven.

Politimanden, Paulo Ricardo Bressa, var med på ekspeditionen i området, da den 56-årige blev ramt. Han fortæller ifølge mediet, at Rieli Fransicato ville kravle op på en bakketop for at se, hvilke grupper, der bevægede sig gennem området.

- Vi hørte lyden af en pil, der ramte hans bryst. Han skreg, hev pilen ud og kom løbende tilbage. Han løb 50 til 60 meter inden han kollapsede, livløs.

Ifølge en kollega, var Franciscato dybt engageret i at skærme stammerne fra omverdenen.

- Rieli dedikerede sit liv til de oprindelige folk. Han havde mere end tre årtiers arbejde bag sig og efterlader en enorm arv i forhold til beskyttelsen af dem, siger Ricardo Lopes Dias til BBC.

Flere angreb mod reservaterne

Det er ikke første gang, at der er sammenstød i forbindelse med reservaterne i Amazonas. Sammenstød, der fulgte, da den højreorienterede Jair Bolsonaro overtog præsidentposten i Brasilien og lovede at åbne indfødtes beskyttede landområder for økonomisk udvikling.

I 2019 angreb illegale skovhuggere en gruppe indfødte fra Guajajara-stammen i Amazonas i det nordlige Brasilien og skød og dræbte en ung kriger. En anden blev såret.

Organisationen Apib, der repræsenterer mange af landets 900.000 indfødte udtalte i en erklæring dengang.

- Stigningen i volden i de indfødtes territorier er et direkte resultat af Bolsoraros hadefulde taler og foranstaltninger mod vores folk.

- Vi er fortvivlede

Ivaneide Cardozo fra foreningen Kanindé, som Franciscato var med til at grundlægge i 1980’erne siger til BBC, at de indfødte grupper ikke har mulighed for at skelne mellem, hvem der har gode og slette hensigter fra den udefrakommende verden.

- Vi er fortvivlede over de mange dødsfald i et Brasilien, som ikke længere respekterer de oprindelige folks rettigheder.