Udland

Kool & the Gang-stjerne er død

Ronald Bell, en af grundlæggerne af Kool & The Gang, ved et interview i marts 2018. Bell døde mandag 68 år gammel i sit hjem. Don Emmert / Scanpix Denmark

Ronald "Khalis" Bell stod bag flere hits som 'Celebration' og 'Jungle Boogie'. Han døde onsdag morgen.

Ronald "Khalis" Bell, en af grundlæggerne og sangerne i bandet Kool & the Gang, er død. Han blev 68 år.

Han døde i sit hjem på De Amerikanske Jomfruøer med sin kone ved sin side onsdag morgen lokal tid, oplyser talsmand Sujata Murthy til nyhedsbureauet AP.

Dødsårsagen er ikke oplyst. Bell efterlader sig ti børn.

Sammen med sin bror Robert 'Kool' Bell dannede han i 1964 det succesrige band, som har lagt navn til 23 albums og turneret verden over med omkring 100 koncerter om året frem til i dag.

Udgangspunkt i jazzen

Gruppen fandt sit afsæt i jazzen, men fik siden stjernestatus med iørefaldende funk- og R&B-sange.

Lyden rummede både jazzmusikkens legende lethed og improvisationslyst, men var samtidig rundet af brødrenes baggrund som gademusikere i Youngstown, Ohio, hvor de af bitter nød begyndte at spille på forhåndenværende slagtøjsinstrumenter som malingdåser.

Efter at være rykket fra Youngstown til Jersey City i New Jersey, begyndte brødrene Bell at underholde ved subway stationen i New Yorks Greenwich Village.

- Vi kunne lave omkring fem dollar om ugen, fortalte Robert Bell for fem år siden i et interview med magasinet Rolling Stone.

Musikalsk smeltedigel

Kool & The Gang debuterede i 1970 med albummet, der blot bar deres eget navn. Her havde gruppen fået et mere formstøbt udtryk, som var en swingende smeltedigel af jazz og funk med appel til de glødende dansegulve, og som beslægtede Kool & The Gang med navne som Earth, Wind and Fire, the Isley Brothers og Sly & the Family Stone.

Lyden blev for alvor skåret til på opfølgeren 'Music is The Message', hvor elementer fra Motowns soul begyndte at flyde mere frit ind i musikken, og da man i 1979 fik tilgang af sangeren James J.T. Taylor med i ensemblet, fik man samtidig en karakteristisk smidig og fløjlsblød stemme i front.

Kool & the Gang står bag sange som 'Celebration', 'Jungle Boogie' og 'Summer Madness'.

Sidstnævnte blev brugt i flere film, herunder 'Rocky' og 'Baby Boy'. Sangen blev også brugt i en reklame for sportsgiganten Nike med basketball-spilleren LeBron James.

I 1978 modtog bandet en Grammy for dets soundtrack til filmen 'Saturday Night Fever'.

Gæstede Danmark gentagne gange

Kool & the Gang har spillet flere koncerter i Danmark.

Blandt andet i 2014 gav bandet koncert i Falkoner Salen på Frederiksberg, mens bandet også har spillet til Midtfyns Festivalen i begyndelsen af 00'erne.

Begravelsen af Ronald "Khalis" Bell vil være privat, melder talsmand Sujata Murthy.