USA valg 2020

Trump opfordrer vælgere til at være valgobservatører

Præsidentens forslag falder samtidig med, at en delstat har taget 1000 vælgere i at stemme dobbelt.

Præsident Donald Trump har ved et vælgermøde i North Carolina opfordret sine vælgere til at agere som valgobservatører på valgdagen 3. november.

- Vi skal være varsomme med stemmesedlerne. Hold øje med stemmerne. Jeg bryder mig ikke om det, siger Trump, og han uddyber:

- Hold øje. Vær valgobservatører, når I tager derhen (til valgstedet, red.). Overvåg deres (demokraternes, red.) rapserier, tyverier og plyndringer, lyder det ildevarslende fra præsidenten, på trods af at valghandlingen i USA i forvejen overvåges af repræsentanter for partierne.

Præsidentens opfordring kommer samme dag, som delstaten Georgia har offentliggjort, hvordan op mod 1000 personer bevidst har forsøgt at snyde ved at stemme to gange i delstatens primærvalg, som fandt sted i begyndelsen af juni.

Snyderi bliver retsforfulgt

De pågældende vælgere har både brevstemt og afgivet en stemme på selve valgdagen, oplyser den republikanske statssekretær Brad Raffensperger ifølge nyhedsbureauet AP. En statssekretær varetager tilsynet med den pågældende delstats forskellige valghandlinger og er det næsthøjeste embede på delstatsniveau.

- Vælgere, som stemmer dobbelt, ved præcis, hvad de har gang i. De udvander de stemmer, som ellers er afgivet på lovlig vis, siger Raffensperger.

Han vil derfor undersøge, om det er muligt at retsforfølge de pågældende vælgere.

Der blev afgivet over en million stemmer ved demokraternes primærvalg i Georgia, og valgsvindlen udgør således 0,1 procent af alle afgivne stemmer.

Lyn-analyse

Nyheden fra Georgia om et muligt antal dobbeltstemmer er selvfølgelig vand på præsident Trumps mølle. Præsidenten har i månedsvis harceleret mod særligt brevstemmer, men også talt om problemer med stemmeafgivelsen mere overordnet. Der er ikke dokumentation for systematisk valgsvindel i USA, selvom præsidenten bliver ved med at tale om selv samme. Men historien fra Georgia, kombineret med andre historier om problemer med valghandlingen rundt omkring i landet, vil være med til at mindske amerikanernes i forvejen begrænsede tillid til valghandlingens integritet og dermed også legitimitet.

Selvom det er ulovligt, opfordrede Donald Trump i sidste uge vælgerne i svingstaten North Carolina til at stemme to gange til præsidentvalget.

Betjente som observatører

Præsidenten har også tidligere luftet idéen om at have valgobservatører til stede på valgdagen.

I et interview på Fox News foreslog Trump at lade politibetjente patruljere ved valgstederne.

Forslaget blev ifølge Washington Post straks kritiseret, da det blev tolket som en måde at skræmme især minoritetsvælgere fra at afgive deres stemme på valgdagen.

- Det her er en gammel, beskidt og undertrykkende vælgertaktik, sagde Kristen Clarke, som leder af borgerrettighedsorganisationen Lawyers’ Committee for Civil Rights Under Law, til avisen i den forbindelse.

- Der er ingen tvivl om, at det her handler om at indgyde frygt og undertrykke valgdeltagelsen blandt minoriteter.