Coronavirus

Trump nedtonede bevidst faren ved covid-19, hævder ny bog – og han benægter ikke

Donald Trump ville undgå at skabe panik, siger han og kalder ny bog "et politisk bestillingsarbejde".

Den amerikanske præsident, Donald Trump, erkendte i februar, at han vidste, hvor dødelig og smitsom coronavirussen var.

Det er ret forbløffende, at coronavirussen er fem gange mere dødelig end influenza

Trump i lydoptagelse fra 7. februar

Det fremgår af en lydoptagelse, der onsdag er blevet offentliggjort hos det amerikanske medie CNN.

Udtalelsen stammer fra 7. februar, hvor Watergate-journalisten Bob Woodward lavede et af flere interviews med Trump i forbindelse med en ny bog.

En dødelig virus

Allerede uger før det første bekræftede amerikanske coronarelaterede dødsfald sagde Trump til Bob Woodward, at "dette er en dødelig virus".

- Det er ret forbløffende, at coronavirussen er fem gange mere dødelig end influenza, siger præsident Trump desuden i en af lydoptagelserne.

Det er en udtalelse, som står i stærk kontrast til hans mange udtalelser om, at "coronavirussen vil forsvinde", og at "det hele løser sig".

Bogen beviser ifølge CNN med Trumps egne ord, at præsidenten svigtede offentlighedens tillid og det mest fundamentale ansvar som præsident. I bogen bliver Trump citeret for at sige, at en præsident "skal bevare landet sikkert".

- Jeg har altid villet nedtone det, sagde Trump 19. marts i et interview med Woodward.

På det tidspunkt havde Trump erklæret landet i en national krisetilstand, men han sagde alligevel:

- Jeg vil stadig gerne nedtone det, fordi jeg nødig vil skabe panik.

Benægter ikke i dag

På et pressemøde onsdag aften dansk tid blev Donald Trump spurgt til de nye oplysninger, der kommer frem i Bob Woodwards bog.

Og her benægtede præsidenten ikke, at han har nedtonet faren ved coronavirus.

- Jeg elsker vores land. Og jeg ønsker ikke, at folk skal være bange. Jeg ønsker ikke at skabe panik, som du siger. Og jeg vil i hvert fald ikke drive dette land eller verden til vanvid. Vi vil udvise selvsikkerhed. Vi vil vise styrke som nation, og det er det, jeg har gjort, sagde han.

Præsidenten sagde desuden, at han har været helt ærlig overfor Woodward og alle andre, men at bogen blot er endnu ”et politisk bestillingsarbejde”.

Han blev også spurgt, hvordan befolkningen nu kan stole på, hvad han siger. Her svarede han, at det var vigtigt at vise lederskab i den "forfærdelige" situation, og det var det, han havde gjort.

- Du må ikke vise tegn på panik, for så får du støre problemer, end du havde før, sagde Donald Trump.

Biden langer ud efter Trump

Men ifølge demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, har præsident Trump med fuldt overlæg løjet for den amerikanske befolkning.

- Trump vidste det og nedtonede det med fuldt overlæg. Han løj over for den amerikanske befolkning, sagde Biden onsdag under en tale i Michigan.

Woodwards bog ’Rage’ udkommer i næste uge. Den er baseret på 18 omfattende interviews, som journalisten fik med Trump fra 5. december 2019 frem til 21. juli 2020.

Bogen indeholder også hård kritik af Trumps præsidentperiode fra mange af hans tidligere ministre og toprådgivere - deriblandt tidligere forsvarsminister James Mattis og tidligere udenrigsminister Rex Tillerson.

Mattis bliver citeret for at kalde Trump "farlig" og "uegnet" til præsidentembedet.

Var med til at vælte Nixon

’Rage' bliver opfølger til Bob Woodwards bestseller ’Fear’ fra 2018 om Donald Trumps første par år i Det Hvide Hus. En bog, som Trump kaldte for ’ren fiktion’ skrevet af ’en løgner med falske kilder’.

Dengang lykkedes det ikke Bob Woodward at få et interview med præsidenten på trods af flere måneders ihærdige forsøg.

I forbindelse med den nye bog har Trump selv været ude at sige, at han er blevet interviewet af Woodward, som han nu kalder for ’en meget, meget dygtig journalist’.

Bob Woodward var med til at vælte præsident Nixon i den omfattende Watergate-skandalen i begyndelsen af 1970’erne. Woodward og kollegaen Carl Bernstein skrev bogen ’All the President’s Men’, som de vandt en Pulitzer-pris for.

Afsløringerne fik til sidst præsident Nixon til at træde tilbage fra sit embede.