Udland

Mindst 200 mammutskeletter fundet under udgravning til lufthavn

Håbet blandt arkæologerne er, at knoglerne kan være med til at forklare, hvorfor mammutterne uddøde.

Under opførslen af Mexico Citys nye lufthavn bliver hver gravko og bulldozer ledsaget af arkæologer. For byggepladsen har nemlig vist sig at være fuld af mammutskeletter.

Indtil videre er der gravet over 200 skeletter fra de store dyr op af jorden, og tallet stiger stadig, skriver Washington Post.

Det gør byggepladsen til det sted i verden, hvor flest mammutskeletter nogensinde er fundet. Og der er også fundet knogler fra andre dyr, som i dag er uddøde på de amerikanske kontinenter.

- Vi har fundet omkring 200 mammutter, cirka 25 kameler og fem heste, siger Rubén Manzanilla López fra Mexicos Nationale institut for antropologi og historie til Los Angeles Times.

Mudder blev dødsdom for mammutterne

De første tegn på, at området rummede noget særligt, viste sig i november, da man under et rutinetjek af jorden i landsbyen San Antonio Xahuento fandt to menneskeskabte mammutfælder i form af dybe huller.

De store dyr faldt ned i hullerne, hvorefter de døde. I alt lå der knogler fra 14 dyr i de to meter dybe fælder.

Knoglerne fra mindst 14 mammutter, der levede for over 14.000 år siden og døde i en fælde lavet af mennesker.
Stødtænderne fra en 14.000 år gammel mammut.

Den kommende lufthavn ligger blot 20 kilometer fra fælderne, og forskerne anslår, at de indtil videre 200 skeletter stammer fra dyr, der levede for mellem 10.000 og 20.000 år siden.

Dengang var området søbred, og vandet fik både mammutterne til at flokkes til og til at blive fanget i den mudrede og fugtige jord. Derefter er de sandsynligvis døde af sult eller druknet.

Det er arten den columbianske mammut, der er fundet skeletter fra.
I modsætning til de europæiske mammutter havde de columbianske mammutter ikke meget pels, fordi klimaet var mildere i Nordamerika end i Europa.

Kan være nøglen

Håbet blandt arkæologerne er, at området og knoglerne kan være med til at forklare, hvorfor mammutterne uddøde.

Selv om det tyder på, at mammutterne døde en naturlig død, efter de sad fast i jorden, har mennesker også været på spil, fortæller Rubén Manzanilla López til Washington Post.

For måske har mennesker været udspekulerede og jagtet de intetanende mammutter ud i mudderet og i døden. I så fald vil det være et bevis på, at mennesker var i stand til at slå større mængder mammutter ihjel end hidtil antaget.

Der bliver gravet mammutknogler frem på byggepladsen.
Mennesker jagtede de store dyr for at få fat i kødet til mad og knoglerne til redskaber.
De første columbianske mammutter kan spores tilbage til for en million år siden på det nordamerikanske kontinent.

Forskerne undersøger også, om knoglerne kan være blevet gravet op af mennesker, der har brugt dem til redskaber.

Der er fundet "dusinvis" af redskaber lavet af mammutknogler, som minder meget om fundet fra de to mammutfælder i nærheden. Så forskerne forsøger nu at finde ud af, om redskaberne stammer fra de 200 skeletter eller fra andre døde dyr.

Mammutterne kunne bliver over fire meter høje og veje over 10 ton.

Klima eller mennesker?

Det er sjældent, at man finder så mange, så gamle, og så velbevarede knogler, fordi det kræver meget særlige forhold: De skal begraves hurtigt, og mængden af oxygen skal være meget lav.

Palæontologer undersøger en stor mammutknogle.
Senere er håbet, at laboratorieundersøgelser vil kunne gøre os klogere på, hvad menneskets forhold til mammutterne har været.

Palæontologen Joaquin Arroyo Cabrales kalder de mange mexicanske mammutskeletter for "et meget vigtigt sted, man kan teste hypoteserne om udryddelsen af mammutterne." Og hypoteserne har lige nu to former.

- Debatten er alle steder - var det klimaforandringer eller menneskets tilstedeværelse?, siger han.

- I sidste ende tror jeg, at forklaringen vil være, at der var en synergieffekt mellem klimaforandringer og menneskene, siger han.

Lufthavnen skal efter planen stå færdig i 2022, og de arkæologiske udgravninger forventes afsluttet samtidig.