Udland

'Verdens mest ensomme elefant' bliver flyttet fra kontroversiel zoo

Hanelefanten Kaavan kan nu se frem til et liv med artsfæller og bedre forhold.  Aamir Qureshi / Ritzau Scanpix

I maj besluttede Højesteret i Islamabad at lukke den kontroversielle Marghazar Zoo.

I 35 år har elefanten Kaavan levet i den nedslidte zoologiske have Marghazar Zoo i Pakistans hovedstad Islamabad. I de seneste otte af dem har hanelefanten været den eneste af sin slags, efter den mistede sin partner og bofælle Saheli i 2012.

Et liv, der har fået dyreværnsforeninger til at døbe den 'verdens mest ensomme elefant', mens kendisser som sangerinden Cher har kæmpet for give det tonstunge dyr en tilværelse uden for parken.

Og nu lysner det i horisonten for Kaavan.

Efter et omfattende sundhedstjek, som blev foretaget af den internationale dyrevelfærdsorganisation Four Paws, har hanelefanten fået grønt lys til at blive omplaceret til et nyt hjem. Det skriver Washington Post.

Amir Khalil fra organisationen Four Paws i Marghazar Zoo i Islamabad med hanelefanten Kaavan.

Højesteret lukkede zoo

Det betyder, at det store dyr snart kan vende snablen mod et reservat for elefanter, hvor den kan tilbringe sine dage under bedre forhold med andre dyr af samme art.

Lige nu har Four Paws øjnene på et reservat i Cambodia, men detaljerne er endnu ikke helt på plads, skriver The Guardian.

Kaavan bliver målt i forbindelse med sin sundhedsundersøgelse, som blev foretaget af fagfolk fra organisationen Four Paws.

I maj besluttede Højesteret i Islamabad at lukke den kontroversielle Marghazar Zoo, hvor 'verdens mest ensomme elefant' havde hjemme. Grunden til nedlukningen var, at den zoologiske have havde for dårlige forhold for dyrene, som blev slemt forsømt.

Derfor gik Four Paws allerede dengang i gang med at lede efter nye hjem til de eksotiske dyr.

Ifølge Københavns Zoologiske Have kan en asiatisk elefant blive op til 70 år gammel.

Men selvom der er jubel i organisationen, som nu kan sørge for bedre forhold til den zoologiske haves indbyggere, har tiden i parken sat sine spor på dyrene. Både fysisk og psykisk.

Blandt andet har de mange år under dårlige forhold haft betydning for elefanten Kavaans adfærd.

- Han har udviklet en stereotyp opførsel, hvilket betyder, at han ryster hovedet frem og tilbage i timevis. Det skyldes primært, at han simpelthen keder sig, siger Martin Bauer, der er talsmand for Four Paws til The Guardian.

Kaavan i 2016, hvor den zoologiske have stadig var åben for gæster.
Siden 2016 - hvor billedet her er fra - har dyrevelfærdsorganisationer kæmpet for at få Kaavan ud af fangeskabet i Marghazar Zoo.

Ifølge Københavns Zoologiske Have kan en asiatisk elefant blive op til 70 år gammel.

Ildebrand i tigerburet

Det er ikke første gang, at Marghazar Zoo skaber overskrifter.

Tidligere på året omkom to tigere af røgforgiftning i forbindelse med, at de skulle flyttes fra den zoologiske have.

Personalet på stedet havde tændt et bål i de store kattedyrs bur for at tvinge dem ind i deres transportbure. På grund af røgen endte dyrene med at afgå ved døden, før de nåede deres nye hjem. Det skriver Four Paws i en pressemeddelelse.

20 dyr er ifølge organisationen Four Paw døde i  Marghazar Zoo de seneste fire år.

Gennem de senere år er mere end 500 dyr ifølge organisationen også forsvundet fra Marghazar Zoo, mens mere end 20 dyr inden for de seneste fire år er døde i parken.

Den 28 hektar store zoologiske have blev grundlagt i 1978.