Udland

Håb om liv efter Beirut-eksplosion er slukket

Et redningshold havde ellers registreret tegn på liv i murbrokkerne.

Håbet i Beirut om at finde overlevende under murbrokkerne efter den altødelæggende eksplosion i sidste måned er nu slukket.

Det rapporterer Reuters.

- Teknisk set er der intet tegn på liv, siger Francisco Lermanta, leder af redningsarbejderne, på en pressekonference lørdag aften.

Der har ellers de seneste dage været en sprække af håb, efter at en gruppe af frivillige chilenske redningsarbejdere havde registreret en lyd inde i en nedstyrtet bygning.

Det havde de gjort med udstyr, der er så følsomt, at det kan registrere åndedræt 15 meter inde i en bygning, skriver BBC.

Torsdag aften blev en stor redningsaktion derfor iværksat i håbet om at grave den mulige overlevende ud.

Omkring 50 redningsarbejdere har i tre dage gravet igennem ruinerne, og lørdag kunne de altså konstatere, at det var forgæves.

Ifølge Francisco Lermanta var lydene, man havde registreret, åndedragene fra de redningsarbejdere, der var inde i bygningen.

Redningsarbejderne har nu gennemsøgt 95 procent af den bygning, hvorfra de havde registreret lydene.

- Vi stopper ikke, selv når der kun er én procent chance, fortsætter vi. Vi stopper ikke, før arbejdet er gjort færdigt, siger Francisco Lermanta og fastslår, at det nu handler om at rydde murbrokker og søge efter levn fra mennesker.

200 mennesker døde

Den enorme eksplosion på havnen i Beirut skete 4. august og kostede mindst 200 mennesker livet.

Yderligere 6000 blev såret af eksplosionen, og syv personer er stadig meldt savnet ifølge de libanesiske myndigheder.

Eksplosionen skete, da en brand i et fyrværkerilager på havnen i Beirut antændte næsten 2800 ton af den sprængfarlige gødning ammoniumnitrat.

Skaderne i den tætbeboede libanesiske hovedstad betød ifølge guvernør Marwan Abboud, at op mod 250.000 indbyggere blev hjemløse.