USA valg 2020

Salonejer slår tilbage mod Pelosi og hyldes af Trump

Nancy Pelosi er røget i modvind, efter at hun fik klippet håret. Justin Sullivan / Ritzau Scanpix

En tur til frisøren er endt med en diskussion om, hvem der skylder hvem en undskyldning. Nu blander Trump sig også.

Med 60 dage til det amerikanske præsidentvalg er den demokratiske topdemokrat Nancy Pelosi under beskydning, efter at overvågningsbilleder fra en skønhedssalon blev lækket til Fox News.

Kort fortalt har flertalslederen i Repræsentanternes Hus været til frisør i San Francisco uden mundbind på. Det var et brud på de lokale coronarestriktioner, og nu beskyldes hun for hykleri, fordi hun selv er stor fortaler for mundbind og ofte har kritiseret Donald Trump for ikke at bære det.

Hvis amerikanere lyver for Kongressen, ryger de i fængsel. Men hvis verdens mest magtfulde kvinde lyver for amerikanerne, skylder vi åbenbart hende en undskyldning

Erica Kious, ejer af skønhedsalon

Dermed kunne den historie være slut. Men så gik Nancy Pelosi ud og beklagede episoden. Altså beklagede, at hun var blevet snydt af frisørsalonen.

- Jeg tager ansvaret for at have stolet på en lokal salon, som jeg har benyttet flere gange i løbet af årene, sagde Nancy Pelosi.

Da hun bestilte tid, fik hun at vide, at salonen kunne tage én kunde ad gangen, forklarede hun. Men ifølge San Franciscos coronaregler, måtte salonen først holde åbent fra den efterfølgende dag og kun for udendørs behandlinger. Det skriver San Francisco Chronicle.

- Det viser sig så, at det var en fælde. Så jeg tager ansvaret for at ryge i fælden, lød Nancy Pelosis forklaring.

Senere forklarede hun, at hun ikke havde mundbind på, fordi hun lige havde fået vasket sit hår.

Da hun blev spurgt, om hun ville undskylde for episoden, svarede hun, at det var salonen, der skyldte hende en undskyldning for at have lokket hende i en fælde.

Hvem skylder hvem en undskyldning?

Men frisørsalonens ejer, Erica Kious, vil ikke finde sig i Nancy Pelosi beskyldninger, så onsdag aften svarede hun igen i et interview med Fox News.

Nancy Pelosi besøgte mandag en ellers lukket frisørsalon i San Francisco, og det har medført kritik.

Hun mener ikke, at hun skylder nogen en undskyldning. Det er Nancy Pelosi, der ”skylder hele landet en undskyldning”.

- Hvis amerikanere lyver for Kongressen, ryger de i fængsel. Men hvis verdens mest magtfulde kvinde lyver for amerikanerne, skylder vi åbenbart hende en undskyldning, siger Erica Kious.

Hun forklarer, at hun har haft overvågningskameraet installeret i sin salon i fem år, og at Nancy Pelosi havde booket en tid uden hendes viden.

Alt imens var der onsdag protester foran Nancy Pelosis hjem i San Francisco.

Her demonstrerede en lille gruppe mennesker deres utilfredshed ved at hænge hårtørrere og papilotter op i et træ ved huset og døbe det ’Frihedens træ’. Til en journalist fra San Francisco Chronicle forklarede de, at de blot var ”vrede salonkunder”, der gerne vil have ordnet deres hår og negle.

Hele balladen handler dog ikke kun om hår og negle, men også lidt om politik.

Trump blander sig

Salonejeren Erica Kious lægger ikke skjul på, at hun er positiv stemt over for Donald Trump, og præsidenten ser da også ud til at fryde sig over det blæsevejr, Nancy Pelosi og hendes nye frisure er havnet i.

- Nancy Pelosi siger, at hun blev lokket i en fælde af en skønhedssalonejer. Måske burde skønhedssalonejeren lede Repræsentanternes Hus i stedet for skøre Nancy, skriver præsidenten på Twitter.

Selvom det konservative USA utvivlsomt vil dyrke historien, og at beskyldningerne om dårlig dømmekraft ligger lige for, vil sagen næppe få betydning for præsidentvalget, lyder en vurdering fra TV 2s USA-analytiker Mirco Reimer-Elster:

- Mon ikke Pelosis frisure får længere levetid, end den her fadæse får i nyhedsstrømmen?

Men til trods for at det ikke er den værste forseelse nogensinde, skal man skal ikke undervurdere, at i en amerikansk valgkamp kan selv den mindste fodfejl blive katastrofal, skriver CNN’s politiske reporter Stephen Collinson i en analyse af sagen, der er blevet døbt ’Salon-gate’.

- Politik handler lige så meget om anskuelse som om politik. Pelosi gav republikanerne en gave, eftersom konservative elsker at fremstille hende som en rig socialist, der laver love, som krænker amerikaneres frihed, men ikke selv overholder dem, skriver Stephen Collinson.

Langt fra alle amerikanere er begejstrede for de restriktioner, der er blevet indført i mange delstater i løbet af coronakrisen. Vreden var især tydelig under de store nedlukninger i foråret, hvor der i mange byer blev holdt større demonstrationer.

Amerikanerne skal vælge deres kommende præsident 3. november. Samtidig er der valg til Kongressens to kamre. Lige nu har Nancy Pelosi og Det Demokratiske Parti flertallet i Repræsentanternes Hus, mens Det Republikanske Parti har flertallet i Senatet.