Coronavirus

EU vil ensrette rejsevejledninger under coronapandemien

EU tegner sig for lige over en million smittede.

Siden EU-landene åbnede for rejser på tværs af landegrænser efter nedlukningen i foråret, har der været forskellige regler og restriktioner fra land til land.

Nogle laver regler på baggrund af nationale tal. Andre på regioner. Nogle har fokus på tests, mens andre har fokus på smittede.

Men det skal være slut.

Og derfor foreslår EU-Kommissionen nu, at reglerne ensrettes og harmoniseres, så EU's fri bevægelighed sikres, siger EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- Vi er nødt til at sikre mere klarhed og forudsigelighed. Derfor foreslår vi i dag en fælles tilgang til alle foranstaltninger, der begrænser fri bevægelighed for vores medlemslande, siger Ursula von der Leyen.

Kommissionen foreslår, at der sættes ind på fire nøgleområder.

  1. Der skal laves fælles regler for medlemslandene for, hvornår der indføres rejsebegrænsninger.
  2. Der skal være en fælles landefarve, når det besluttes om et land lukkes eller åbnes. European Centre for Disease Prevention and Control vil opdatere det en gang om ugen.
  3. Der skal indføres fælles regler for tests og karantæne, hvis man rejser fra et højrisikoområde.
  4. Der skal være tydelig information om eventuelle rejserestriktioner.

Kommissionen oplyser, at forslaget vil blive diskueret i løbet af de næste par uger med henblik på hurtig vedtagelse.

Vestager: Forslag med stor værdi

I Danmark opdaterer Udenrigsministeriets Borgerservice deres retningslinjer hver torsdag.

Og et land kan hurtigt ændre farve fra gul til orange, hvorfor alle ikke-nødvendige rejser pludselig frarådes.

Det har ramt særligt rejsebranchen, der har ytret, at det både for dem og kunderne er svært at navigere i.

Men det skal de nye regler være med til at ændre på. Det fortæller EU’s danske konkurrencekommissær, Margrethe Vestager:

- Forhåbentligt får vi en ny chance for, at det hele bliver lidt mere ensartet. I øjeblikket er det meget svært at forudse, hvis smitten stiger i en region i et eller andet land. Jo bedre man kan forudse, hvad der kan se, des bedre kan man drive sin forretning, bestille sin rejse eller vide, hvordan man planlægger, siger Margrethe Vestager til TV 2.

Hun mener, at forslaget kan ende med at være ”meget værd”, hvis det stemmes igennem.

Torsdag rundede verdenssamfundet 26 millioner bekræftede smittetilfælde.

Ifølge European Centre for Disease Prevention and Control tegner EU uden Storbritannien sig for 1.065.435 smittede og 140.831 døde.