Udland

Unge indlagt med hjerneskader efter norsk bunkerfest

Festen kunne have været blevet den værste ulykke i fredstid, siger norsk læge.

Flere norske unge bliver behandlet for hjerneskader efter kulilteforgiftning i forbindelse med en fest i et bunkeranlæg natten til søndag.

Det skriver NRK.

– Vi har patienter, som fortsat er indlagt, og som har komplikationer i form af hjerneskader, siger Dag Jacobsen, afdelingsleder ved Akuttmedisinsk avdeling ved Oslo Universitetssykehus, til NRK.

Overfor NRK afviser Dag Jacobsen at sige, hvor mange personer, der er indlagt.

Stedet, hvor forgiftningen er sket, er ifølge myndighederne et nedlagt civilforsvarsanlæg, som har været aflåst, men som de unge brød ulovligt ind i. Ifølge NRK kan op mod 200 unge have deltaget i festen. På billeder fra stedet kan man se en indgang i en skråning, som ifølge VG måler én gange én meter og er cirka 70 meter dyb.

Til festen har de unge medbragt generatorer for at få strøm til deres musik, hvilket har fjernet ilten fra grotten. Det er tidligere kommet frem, at der kun var 16 procent ilt tilbage i bunkeren.

– Denne episode kunne have været blevet den værste ulykke i Norge i fredstid, siger Dag Jacobsen.

Fejrede fødselsdag

De første bevidstløse blev fundet klokken 03.46 af politiet, og de andre redningstjenester rykkede herefter ud til stedet søndag. Et større område blev herefter spærret af.

- En af vores patruljebiler blev kontaktet af nogle, som var dårlige og behøvede hjælp. Da patruljen gik ud og snakkede med personerne, så kom flere ud fra bunkeren, sagde politiets indsatsleder Arve Røtterud til VG søndag.

Ifølge politiet var der tale om rave-fest i forbindelse med en fødselsdagsfejring.

- Der har været mange mennesker til stede ved festen, hvor flere siger, at de har taget narkotika – amfetamin, kokain og MDMA – sammen med alkohol. Så det kunne være gået endnu værre, end det har gjort, sagde Arve Røtterud.