Udland

Skotland satser på selvstændighed

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon. Andy Buchanan / Ritzau Scanpix

Lokalregeringen planlægger ny folkeafstemning for at slippe ud af unionen med England.

Skotland går nu igen efter at blive uafhængig af Storbritannien, efter at den britiske regering har forladt EU.

Med de hidtil bedste meningsmålinger i ryggen lover førsteminister Nicola Sturgeon nu at satse på en ny uafhængighedsafstemning. Det skriver hun i den skotske regerings program for det kommende år.

- Vi vil søge at få underbygget Skotlands ret til at vælge sin egen fremtid, sagde Nicola Sturgeon, da hun fremlagde programmet.

Forskere bag meningsmålingerne mener, at Sturgeons personlige popularitet er helt afgørende for, om hun kan skaffe flertal for uafhængighed. Løftet om en ny afstemning kommer netop, efter at de seneste meningsmålinger viser en spektakulær føring for hendes parti, Scottish National Party, SNP.

Hun fører med 57 procent mod 21 procent til det største oppositionsparti, de konservative. Hvis der var valg i dag, ville hendes parti få absolut flertal i det skotske parlament.

Selvom valget først kommer til maj næste år, styrkes førsteministeren yderligere af en helt usædvanlig personlig popularitet. Tre fjerdedele af skotterne mener, at Sturgeon gør det godt.

Modsat mener kun hver femte skotte, at den britiske premierminister, Boris Johnson, dur til jobbet.

62 procent imod Brexit

Den stærke føring hænger sammen med to forhold.

Dels stemte 62 procent af skotterne imod Brexit ved folkeafstemningen i 2016. Så skotterne er imod at blive tvunget til at forlade EU. Og dels mener flertallet, at lokalregeringen har klaret coronakrisen godt, hvorimod regeringen i London får dumpekarakter.

Dermed har regeringen i Edinburgh endelig fået udsigt til at kunne få flertal ved en ny folkeafstemning, selvom 55 procent af skotterne i 2014 stemte for at forblive en del af Storbritannien mod 45 procent for uafhængighed.

Så sent som i maj sagde Sturgeon, at der ikke var grundlag for at kræve en ny folkeafstemning. Men nu har hun skrevet planerne ind i regeringens program.

Ifølge Financial Times vil hun presse på for at få en afstemning allerede næste år, selvom en beslutning i princippet først skal godkendes af regeringen i London.

Populariteten kan svigte

Men hvordan er hendes chancer så?

Hos bureauet YouGov ser forskningschef Chris Curtis gode muligheder. Ønsket om uafhængighed fører med 53 procent mod 47 procent. Og det er den største føring nogensinde.

Men en lidt mindre føring i 2014 var ikke nok, for afstemningen dengang blev som nævnt tabt.

Og YouGov mener, at føringen nu helt afhænger af Nicola Sturgeons personlige popularitet. Og den slags svinger som bekendt.

Politisk teater?

Skotlands førende dagblad, The Scotsman, taler i sin ledende artikel om ”politisk teater”. Bladet skriver, at partistrategerne i SNP helst vil se en føring på over 60 procent, før de trykker på startknappen for en ny uafhængighedsafstemning.

Bladet mener også, at førsteministeren hellere skulle passe sit arbejde og hjælpe Skotland igennem coronakrisen i stedet for at drømme om skotsk selvstændighed. Hvis krisen fører til et styrtdyk for økonomien, kan Sturgeon hurtigt miste sin popularitet, advarer The Scotsman.

Oppositionen er også på benene.

De konservatives nye leder, Douglass Ross, advarer mod at gå tilbage til tidligere tiders splittelse. Det vil sige til folkeafstemningen i 2014. Og i Labour-partiet, som kun har ét medlem af det skotske parlament, siger Ian Murray til Financial Times, at talen om ny folkeafstemning er ”uanstændig”.

Jobs eller selvstændighed

I erhvervslivet peger arbejdsgiverne også på økonomien.

Direktør Tracy Black fra organisationen CBI vil først og fremmest have flere unge i arbejde og have penge til at komme over coronakrisen.

I England peger The Guardians økonomiske redaktør, Larry Elliott, på, at selvstændighed kan blive dyr. Han opregner striber af spørgsmål: Skotterne har ikke selv nogen nationalbank, så kan de klare sig uden Bank of England? Eller vil de med i EU og dermed have euroen? Og hvad siger EU?

Skotland har et underskud på 8,6 procent på statsbudgettet, og det er normalt helt uacceptabelt for lande, der vil med i euroen, skriver han.

"Skotland er ved at glide væk"

Advarsler kommer også fra The Scotsman, hvor Murdo Fraser henter tal fra det statistiske bureau GERS. Tallene siger, at hver eneste skotte får 15.000 kroner om året fra regeringen i London. Og selvom Storbritannien også har underskud på statsbudgettet, så er det over tre gange så stort i Skotland.

Men løbet er måske ved at være kørt for alle de kølige advarsler.

Den landskendte redaktør Andrew Marr fra BBC har netop været en tur i Skotland for at besøge sin familie. Han skriver i The Spectator, at SNP stråler af selvtillid, styrke og optimisme. Tilhængerne af unionen med England derimod synes neddæmpede og trætte.

- Lige nu synes det Skotland, som min afdøde far kendte, at være ved at glide væk, konkluderer Andrew Marr.